Har du også købt en Paper Jamz Pro Microphone? Sådan fik jeg nye sange på den.

Paper Jamz Pro Microphone

Min sangglade datter var helt pjattet med sin “nye” Paper Jamz Pro Microphone, som hun fik i fødselsdagsgave for nylig. Jeg skriver “nye”, fordi WowWee (producenten) for flere år siden lukkede ned for websitet til Paper Jamz og dermed også for download af softwaren, der følger med. Det var vi naturligvis ikke klar over, da vi købte mikrofonen i Toys R Us.

Mange frusterede brugere har skrevet til Paper Jamz på Facebook, uagtet at den side også lukkede for 3 år siden. Men der er en løsning.

Sådan gjorde jeg

Jeg har en Windows 7 64-bit maskine. Formentlig virker dette også på en Mac, men jeg har ikke prøvet. Har du prøvet på Mac eller en nyere Windows, så smid en kommentar her.

1. Hent softwaren.

Allerførst skal du have fat i softwaren “Paper Jamz Pro”. Det viser sig, at den seneste version 1.8 stadig ligger til download på den hollandske Paper Jamz side. Hent Paper Jamz 1.8 til Windows nu. Har du en Mac, så hent Paper Jamz 1.8 til Mac.

2. Installer softwaren.

Når du har hentet version 1.8, skal du installere den. Det kræver en genstart (i hvert fald på Windows 7), så gem dit arbejde inden da :)

3. Åbn Paper Jamz Pro på din computer og tilføj et nummer.

Du skal angive nogle oplysninger, før du kan komme videre. De skal ikke bruges til noget, så skriv hvad som helst. Klik på “Import songs” og vælg en mp3-fil at importere.

paperjamzimport

4. SLUK højttaleren og slut den til computeren med USB-stikket, der fulgte med.

At slukke højttaleren gjorde en forskel for mig ift. at få Windows til at genkende højttaleren første gang. Derfor anbefaler jeg at du slukker den, inden du forbinder computer og højttaler. Højttaleren får strøm fra USB-stikket, så den vil tænde, når forbindelsen er på plads.

Sådan ser det ud i programmet, inden du sætter stikket i:

2016-02-20_2301_notconnected

5. Flyt sangene over på højttaleren.

Hvis alt går efter planen kan du nu se de tre pladser, som du kan fylde sange i.

2016-02-20_2301_connected

Når du har flyttet sangene, skal du klikke på “Sync my instrument”.

2016-02-20_2302_sync

Går det som det skal, så kan du nu afspille de nye sange på højttaleren. God fornøjelse!

Virker det ikke alligevel?

WowWee siger selv at man skal kontakte deres support. Du kan kontakte WowWees support via deres formular.

 

 

 

 

Kommunen på sociale medier

I forårssemesteret 2014 læste jeg “Webkommunikation og Sociale Medier” på Aarhus Universitets masteruddannelse. Det kom der en masse nyttig viden, gode kontakter og nedenstående opgave ud af. Opgaven beskæftiger sig med kommunens tilstedeværelse på sociale medier, og spørger om sociale medier kan sikre mere effektiv og involverende kommunikation med borgerne. Titlen er ‘Vi er ikke Coca-Cola’ – Kommunen som aktør på sociale medier, en let omskrivning af en pointe leveret i KL’s Momentum af Rune Stæhr, min gode kollega ovre i Roskilde Kommune.

Download ‘Vi er ikke Coca-Cola – Kommunen som aktør på sociale medier’ som PDF eller læs den nedenfor; måske kan du bruge noget i den. Smid gerne en kommentar efter mig her eller på Twitter: @martinkroeger

Til opgaven lavede jeg en oversigt over danske kommuners tilstedeværelse på Facebook, Twitter og Instagram. Listen rummer (endnu?) ikke kommunale institutionsprofiler, men kun overordnede profiler for en kommune. Alle med ny viden er meget velkomne til at opdatere den her: bitly.com/kommunerpaasocialemedier

Far til tre alene hjemme

Min hustru fik weekenden over et velkomment break fra livet som mor til tre og hårdtarbejdende lærer.

Hun tog på skitur til Østrig med en flok gode kolleger. Det så sådan ud:

20140115-154031.jpg

Ikke skitur som Maren Uthaugs mand, dog. Jeg var både blevet varslet og var forberedt. Ja, faktisk insisterede jeg fra starten på at fruen naturligvis skulle afsted ud i friheden på pisterne. Min nærmeste familie var næsten vantro, men jeg var sikker i min sag: Ida skulle afsted, og så klarede jeg hjemmefronten. Det var trods alt kun fredag-tirsdag.

Famous last words.

Og dog. For vi har tre forholdsvis velopdragne børn, og jeg måtte kun skrue op på 11 nogle få gange…i løbet af fredagen. Og lørdagen. Ikke så meget søndagen. En del om mandagen. Og tirsdag morgen. For selv om de er velopdragne, så er de også tre børn på 6 og under, som børn på 6 og under er flest.

Fredag skulle børnene vænne sig til at sige “faa-aar” og ikke “mooo-aaar”, når de havde brug for hjælp, opmærksomhed eller for et break i infighten. Lørdag pakkede jeg hele flokken plus en venlig hjælper (tak, Catrine!) i bilen, og så drog vi til Haderslev, hvor mine damer skulle spille kamp. Det gik over al forventning (med børnene, ikke med kampen, hvor vi uventet blev smadret totalt), og det var glade, trætte børn, jeg havde med hjem. Søndag blev tilbragt hos mine forældre, hvor jeg som IT-ekspert skulle redde deres PC fra sløvhed og snarlig død, mens ungerne legede. Snart var hele hytten fyldt, for en efter en kom min søsters familie dumpende, til ungernes store glæde. Et stk. semireddet PC og vi-vil-aldrig-hjem-fra-farmor-og-farfar-børn senere  lurede mandagen og en almindelig arbejdsdag lige om hjørnet.

Og naturligvis overlevede vi det hele i fin stil, for en smule aleneforældrerutine har jeg efterhånden opbygget. Og selv om Ines ikke ville sove igennem nogen af nætterne, og selv om Eva hver nat sneg sig ind i soveværelset, og selv om Ole konsekvent vågnede før 06.00 uanset sengetid, så gik det hele endda.

Og hvad kan man lære af #idapåski (for naturligvis havde turen et hashtag)? Giv hinanden rum til udfoldelse, så kommer dit arbejde dobbelt så godt igen. Tag ikke fejl, det er hårdt arbejde. Men det enkle og helt afgørende – at give sin elskede plads til oplevelser og eventyr på egen hånd – det er det hele værd.

Go Colts!

Min interesse for amerikansk fodbold – football – er ikke ny. Den går tilbage til de glade dage i 1999, hvor TV2 Zulu begyndte at sende NFL med d’herrer Bøjgaard og Elming som kommentatorer. Jeg så Super Bowl med Morten Andersen, men det var først med de regelmæssige sendinger på Zulu, interessen blev vakt.

Når man tager en ny sport til sig, følger der ofte et yndlingshold med. Det skete dog ikke med det samme for mig – her kom antipatien før sympatien. I 2001-sæsonen vandt New England Patriots overraskende Super Bowl over St. Louis Rams, som jeg holdt med det år. Da jeg så i 2003 fattede sympati for Indianapolis Colts og deres fantastiske angrebsspil anført af Peyton Manning, og jeg samtidig lærte, at deres værste rival var New England, så havde jeg fundet mit hold.

Siden da har jeg fulgt holdet i tykt og tyndt. Gennem hjerteskærende slutspilsnederlag i 2003, 2004 og 2005. Gennem en svær 2006-sæson efterfulgt af en Super Bowl triumf i en tropisk regnstorm i Miami. Gennem endnu flere (uventede) nederlag i slutspillet, efter hvilke jeg har tilbragt mere end én mandag i bitter skuffelse. Gennem en miserabel sæson uden en skadet Manning, holdets levende legende, som efterfølgende blev sat fri af sin kontrakt til stor fortrydelse for mange fans. Og endelig gennem nu to sæsoner fulde af håb og mod på fremtiden med holdets og byens nye helt, Andrew Luck.

Det er nu alligevel pudsigt at identificere sig så meget med et hold, man skal være ualmindelig heldig (eller rig) for at opleve i virkeligheden. Og så alligevel. For som jeg tweetede til en af de fremmeste skribenter om Colts, Nate Dunlevy, så betragter jeg de Colts-fans, jeg følger, som en del af min udvidede familie på kampdage. De deler min entusiasme for holdet og sport generelt. De deler sejre og nederlag. De deler den overstadige jubel, der følger med en historisk triumf som kampen lørdag nat.

Min elskede hustru udviser efterhånden så meget forståelse, som man med rimelighed kan forvente af en, der ikke interesserer sig for sport. Overhovedet. Kl. 02.30 gør hun sig f.eks. den ulejlighed at spørge mig, hvordan kampen gik. Ikke fordi resultatet betyder noget for hende som sådan. Det er fordi, hun gerne vil vide, om jeg er lykkelig eller skuffet, når jeg vågner. Det er både kærligt og forudseende.

Jeg er så godt gift!

På lørdag er der kamp mod arvefjenden igen. Lørdag nat, desværre. Og jeg må igen nøjes med at få oplevelsen forskudt i tid og rum. Jeg håber at få lov at opleve mit hold i virkeligheden. Jeg håber at kunne dele den oplevelse med andre mennesker, uden at være adskilt af Atlanterhavet og kun forbundet via nettet. Og jeg håber det bliver snart.

Go Colts!

Nytår

Det er blevet 2014, og hvis du kender mig personligt, kommer min stille entre i det nye år ikke bag på dig.

Nytår har nemlig aldrig været min fest. Det var da bestemt hyggeligt i barneårene med ungerne fra vejen og deres forældre, men den tilhørende ballade var ikke min kop te. Udsigten til at løbe ind i skolens plageånder i de mørke gader kunne jeg også snildt undvære. Ungdomsårene bar præg af at min omgivelser gik væsentligt mere op i rusen end jeg, der aldrig fik det lært. Og som ung voksen havde jeg mest glæde af udsigten til blot at nyde en dag så stille som 1. Nytårsdag uden mine jævnaldrendes medfølgende tømmermænd.

Nu er jeg voksen, far til tre børn på 6 og under, og gift med en uhøjtidelig og dog traditionsstærk kvinde. Hvad gør det ved mit syn på nytåret?

Først og fremmest gør det, at jeg flytter mig. Ungerne er vilde med nytår. De elsker gildet, guldet, glimmeret. Stjernekastere er det mest spændende i verden, serpentinere skal kunne lægges ud overalt og ‘Emilias Fyrværkeri‘ er obligatorisk læsning. Javist, der er total mangel på forståelse for vigtigheden af HM Dronningens nytårstale, når man hellere vil tumle med storebror. Men irritationen blegner ved børnenes fascination over fyrværkeriet, som naboerne rundt om os lykkeligvis har investeret i. Den bliver helt væk, når vi alle – i ca. 10 minutter, i hvert fald – sidder om bordet, nyder hinandens selskab, og den festmiddag, fruen har fremtryllet kun til os.

Nytår bliver nok aldrig min fest. Men den bliver for hvert år mere og mere vores fest. Og det er for mig det vigtigste af alt. Godt nytår!

Ugens leadsheet: Sommer Rendezvous

Denne uges leadsheet er en lækkerbisken for Grand Prix-kendere. Det er frugten af et samarbejde mellem Carsten Lehn (manden bag den legendariske optræden med Lady Fantasi samme år) og allestedsnærværende Ivan Pedersen (Laban, Backseat og meget andet). Du kan ikke få sangen på cd, men du kan nyde både den og den meget vuggende koreografi på YouTube.

Sommer Rendezvous – X-Tasy – 1985 – Grand Prix

Ugens leadsheet: Det Er Ikke Det Du Siger – Anne Linnet Band

Denne uges leadsheet er “Det Er Ikke Det Du Siger” fra 1981, et nummer, som – på trods af hvad ungdommen siger – er en fremragende sang :-)

Sangen er krediteret til Anne Linnet Band, og det er selvfølgelig også dem, der spiller. Men det er og bliver Sanne Salomonsens sang, hvilket komponist Jan Glæsel også selv har bemærket.

God fornøjelse, og husk at sende rettelser til mig, hvis du finder nogen:

Det Er Ikke Det Du Siger – Anne Linnet Band – 1981 – Dansk 80’er Pop

“Du er min bedste ven!”

Det sagde Ole til mig i går aftes, da jeg lå på sofaen med begge mine børn. Ida var ude og synge med Naura, så jeg havde indtil da haft en hektisk eftermiddag og aften, med pasningspanik, iskold indkøbstur, madlavningskiks og -koks og den daglige kamp om hvordan man bedst tager sin penicillin.

Jeg har sørget for, at vi har en god del af min egen barndoms bedste fjernsyn liggende på vores PS3, så Ole selv kan finde det frem, og han havde valgt, at vi skulle se Alfons Åberg. Han har en usynlig ven, Svipper, men Alfons glemmer alt om Svipper, da han møder Victor, som bliver hans bedste ven.

Det havde Ole fanget, så i går blev jeg udnævnt til at være Oles bedste ven. Det kan man jo ikke andet end være stolt af, for der var ikke andre, der opfyldte kriterierne! Han er ikke nået dertil, hvor han har deciderede venner i børnehaven, men der er dog mange børn, som han siger han leger med – når han altså en sjælden gang i mellem beslutter sig for at fortælle os, hvad han har lavet dernede :-)

Det er jo også let at være bedste ven med én, som bager kanelsnegle og deler ud af dem:

2011-02-05 Evas 1 års fødselsdagsfest, 5. februar 2011 024

Beauty in the Breakdown Tour

Mens jeg langsomt tæller ned, har jeg tiltusket mig tid hist og her til at få færdiggjort billederne, som jeg tog på vores seneste turné med Vocal Line.

“Beauty in the Breakdown Tour”, opkaldt efter vores nye cd, bragte os rundt i Tyskland. Det var en fremragende tur, selvom jeg stort set havde mistet stemmen inden koncerten i Freiburgs (i Vocal Line) berygtede Jazzhaus.

Som gammel rotte i koret har jeg lagt mærke til at vi endnu gang er blevet et sammensunget kor. Når vi eksisteret så længe, som tilfældet er, så er det naturligt med udskiftninger. Derfor kan der også være perioder, hvor koret skal finde sammen igen. Jeg fornemmer at vi nu igen har nået et af de højdepunkter, hvor koret hænger sammen og klinger sammen på en måde, som er helt fantastisk.

Nå, det var billederne, vi kom fra:

Der Alte vender tilbage

Forvent nu ikke kriminalkommisær Köster, men i stedet en halvgammel basketballspiller ;-)

Jeg var tirsdag aften tilbage i Næshøjhallen som spiller på vores 3. division herrer. Selvom der i bruttotruppen er et par herrer, hvis CPR-numre er en smule større end mit, så var jeg så afgjort den ældste spiller på banen i tirsdags. Faktisk gik det op for mig, at jeg er dobbelt så gammel som en håndfuld af mine holdkammerater! Men sådan er det jo, når man er i gang med sæson nummer 20 som senior :-)

Årets første kamp var et pokalopgør mod BMI og vi endte med at tabe en spændende kamp, mest af alt på grund af manglende evner på straffekastlinjen og nok også lidt tidligt-på-sæsonen-nerver. Jeg havde mit trofaste D40 med på bænken, så her er lidt billeder fra kampen:

Mit nye kamera!

Overskriften er naturligvis ren ønsketænkning, men Nikon har netop offentliggjort det kamera, der med tiden skal erstatte mit slidstærke D40:

Nikon D7000

Kameraet har alt det, jeg har savnet i min D40:

  • Bedre og hurtigere autofokus – D40 har 3 punkter, D7000 har 39
  • Bedre performance i dårligt lys
  • Active D-Lighting, hvilket giver bedre billeder, når der er store kontraster i motivet
  • Video
  • En billedsensor, der er 2010 og ikke 2006-teknologi

Gad vide hvad prisen bliver i New York i november… :-)

Beauty in the Breakdown Releasekoncert

Det var ikke kun det nye BoConcept.com, der blev sluppet løs på min søsters fødselsdag d. 1. september. Min anden familie, Vocal Line, udgav også den 5. cd i rækken, Beauty in the Breakdown.

Det blev fejret på behørig vis på Train i Århus, hvor der var reception, koncert og afterparty på Kupé. Jeg havde den store fornøjelse at have besøg af Ida og børnene til vores lydprøve, så ungerne kunne høre far synge. Om aftenen dukkede mine forældre op til koncerten og bakkede os fornemt op under svære – læs: stående – forhold :-)

Vanen tro havde jeg medbragt mit trofaste Nikon D40, som jeg under koncerten lånte ud til min far. Du kan se en hel flok billeder fra dagen lige her:

BoConcept.com

Hvis jeg har været lidt fraværende de seneste uger, så har det en enkelt årsag: BoConcept.com.

Vores lille webafdeling har bogstaveligt talt arbejdet dag og nat for at få klargjort alt til launch d. 1. september. Vi nåede det hele – stort set. Vi nåede i hvert fald nok til at kunne være stolte af resultatet:

Det nye BoConcept.com

En meget vigtig del af det nye website er lanceringskampagnen, som på nettet tager en interessant form. Vi har nemlig en række af virksomhedens nøglepersoner (og mine gode kolleger) til at fortælle om vores koncept og det, vi kan tilbyde møbelkunderne. Forskellen fra tidligere og til nu er, at vi for første gang for alvor har omfavnet videomediet. I stedet for at læse om alle fortræffelighederne kan du nu i stedet høre om dem, fortalt ikke af en skuespiller, men af den person, der ved allermest om emnet. Vi håber, at den indbyggede autenticitet, der er i valget af “rigtige” mennesker, også giver pote ude hos forbrugerne.

Scooterkærlighed

Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.

Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.

Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!

Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”

På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!

Ferie

Jeg har ferie.

Det vil sige, kalenderen siger ferie. Min krop siger noget andet.

Den er nemlig stadigvæk i alarmberedskab ovenpå det store arbejdspres i ugerne op til feriens start. Rytmen på min arbejdsplads dikterer at vi har nogle meget stramme deadlines inden sommerferien, da andres arbejde sommeren over afhænger af, at vi bliver færdige med vores.

Det er en smule frustrerende at opleve, at man skal bruge flere dage på at få pulsen ned igen, når den tid skal tages ud af to ugers ferie.

Heldigvis er Ida meget forstående og sørger for at passe på mig, når der er brug for det. Hun sørger også for de nødvendige los bagi, når der er brug for det.

Hvorom alting er, så glæder jeg mig helt vildt over at ferien er begyndt. Jeg glæder endnu mere til jeg kan nyde den fuldt og helt.

“25 år er gået…”

I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)

I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).

Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!

Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)