“25 år er gået…”

I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)

I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).

Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!

Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)

Skriv et svar