Alene hjemme

Tænk.

Jeg er helt alene hjemme i aften.

Jeg kan slet ikke mindes, hvornår det sidst er sket. Som regel er det mig, der er ude af huset, men i aften skal det være anderledes.

Ida og Ole er nemlig til Idas kusines fødselsdag, hvor Ole skal vises frem (igen). Derfor er der nu fred og ro i hele huset og plads til at reflektere lidt.

Da jeg cyklede ind på arbejde i dag var der strålende sol og let medvind. Den lave morgensol fik små sten i cykelstiens belægning til at ligne fintslebne diamanter, der strøet med gavmild hånd fulgte mig hele vejen ind til byen. Cykelturen hjem igen var en helt anderledes blæsende fornøjelse. Morgenstundens lette brise var blevet til en stiv kuling og hjemturen er nu engang mere op ad bakke når man bor på toppen!

Alligevel er det hele turen værd, når det er Ida og Ole, jeg kommer hjem til. Det varme smil og den kærlige omfavnelse. Den glade pludren fra en dreng, der helt tydeligt har det godt. Den ro i sjælen, der sænker sig når jeg har min søn i armene.

Derfor glæder jeg mig også nu til at det er dem, der kommer hjem og mig, der venter på dem.

Skriv et svar