Annoncehajer

Her er en glædelig nyhed (fra Fyens Stiftstidende):

I en række usædvanligt klare domme tilkendegiver retten, at den odenseanske annoncevirksomhed Key Info, har presset, vildledt og narret sine kunder i en grad, så dommeren ikke mener, at kunderne skal betale de penge, de skylder Key Info.

Annoncehajer er en flok udskud fupmagere, som jeg også har stiftet bekendtskab med på mit arbejde. Hvis man ikke lige er opmærksom, eller ikke har fulgt med i forbrugerstoffet i medierne, kan man godt tro at Erhvervsregistret, Nationalregistret og de andre umiddelbart troværdigt lydende organisationer er reelle. Et hurtigt kig på www.unfairpris.dk afslører dog, hvad disse firmaer og deres ansvarlige bagmænd er i færd med.

Her er et overblik over deres fremgangsmåde. Det er i forvejen ikke nemt at være et nystartet (ofte enmands-)firma, da der er mængder af registreringer, papirer og tilladelser, der skal være på plads. Du kan også se om du eller din virksomhed er i farezonen.

Jeg har så svært ved at forstå, at nogen kan holde ud at ernære sig på den måde. Det gælder også telefonsælgerne, som på ingen måde kan frasige sig et vist medansvar. Man skal være umådeligt naiv, hvis man som ansat hos et sådant firma ikke er klar over, hvad det er man laver.

Jeg er i virkeligheden blot taknemmelig for, at jeg ikke selv har haft behov for at tjene penge på den måde.

Nå, nu ringer arbejdstelefonen. Gad vide, om det er IT-Fagregistret, der lige vil tjekke at de har det rigtige telefonnummer og adresse på virksomheden…

Skriv et svar