Arv og gæld

“Man kan godt se, at du ikke er vokset op på havnen!”

Min fars bemærkning om mine evner til at færdes sikkert i trafikken som barn har sat sig ubehjælpeligt fast i mit hoved. Selvom det må være meget længe siden han har sagt det sidst, så er der alligevel noget i vendingen, som har fået mig til at tænke. En del af det tankevækkende er naturligvis, at jeg aldrig har brudt mig om at mine evner blev draget i tvivl :-) Men en større del af det hænger nok sammen med, at jeg snart selv skal være far.

For hvad kommer jeg til at give videre til mine børn? Om hvilke ord og vendinger vil de senere tænke at “det er typisk far”? Vil jeg sige til mine børn, at man godt kan se, de ikke er vokset op i Næshøjhallen, hvis de ikke kan gribe en bold? Vil jeg sige til dem, at deres værelse ligner Jerusalems ødelæggelse, når Legoklodserne hober sig op på gulvet?

Fruen er allerede begyndt at sige “det vidste jeg du ville sige”, når jeg disker op med et af mine faste udtryk. Det gør mig lidt bekymret, at jeg nu er blevet så forudsigelig i min sprogbrug. Det vil jeg så arbejde på at ændre, men resten af den sproglige arv og gæld er ikke sådan lige til at komme af med. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil af med den.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg kan genkende mine forældre i mig selv og i mine talemønstre og min øvrige måde at kommunikere på. Når jeg stiller mig op og taler offentligt, så læner jeg mig op ad min fars evne til på kort tid at sige det nødvendige med overbevisning, indlevelse og humor. Når jeg sætter mig til tastaturet, er jeg i gæld til min mor og hendes evne til at formidle både det komplekse og det banale, så det er interessant og vedkommende.

Jeg kan selvfølgelig også spejle mig i dem, når jeg står på sidelinjen og råber umanérligt højt som basketballtræner! :-)

Skriv et svar