Kategoriarkiv: Arbejde

Kommunen på sociale medier

I forårssemesteret 2014 læste jeg “Webkommunikation og Sociale Medier” på Aarhus Universitets masteruddannelse. Det kom der en masse nyttig viden, gode kontakter og nedenstående opgave ud af. Opgaven beskæftiger sig med kommunens tilstedeværelse på sociale medier, og spørger om sociale medier kan sikre mere effektiv og involverende kommunikation med borgerne. Titlen er ‘Vi er ikke Coca-Cola’ – Kommunen som aktør på sociale medier, en let omskrivning af en pointe leveret i KL’s Momentum af Rune Stæhr, min gode kollega ovre i Roskilde Kommune.

Download ‘Vi er ikke Coca-Cola – Kommunen som aktør på sociale medier’ som PDF eller læs den nedenfor; måske kan du bruge noget i den. Smid gerne en kommentar efter mig her eller på Twitter: @martinkroeger

Til opgaven lavede jeg en oversigt over danske kommuners tilstedeværelse på Facebook, Twitter og Instagram. Listen rummer (endnu?) ikke kommunale institutionsprofiler, men kun overordnede profiler for en kommune. Alle med ny viden er meget velkomne til at opdatere den her: bitly.com/kommunerpaasocialemedier

BoConcept.com

Hvis jeg har været lidt fraværende de seneste uger, så har det en enkelt årsag: BoConcept.com.

Vores lille webafdeling har bogstaveligt talt arbejdet dag og nat for at få klargjort alt til launch d. 1. september. Vi nåede det hele – stort set. Vi nåede i hvert fald nok til at kunne være stolte af resultatet:

Det nye BoConcept.com

En meget vigtig del af det nye website er lanceringskampagnen, som på nettet tager en interessant form. Vi har nemlig en række af virksomhedens nøglepersoner (og mine gode kolleger) til at fortælle om vores koncept og det, vi kan tilbyde møbelkunderne. Forskellen fra tidligere og til nu er, at vi for første gang for alvor har omfavnet videomediet. I stedet for at læse om alle fortræffelighederne kan du nu i stedet høre om dem, fortalt ikke af en skuespiller, men af den person, der ved allermest om emnet. Vi håber, at den indbyggede autenticitet, der er i valget af “rigtige” mennesker, også giver pote ude hos forbrugerne.

Jeg er ikke en first mover…

…men jeg nyder godt af deres forarbejde!

Jeg tænkte lige over at der går 1-2 år fra jeg første gang hører om noget spændende teknologi til jeg gør brug af det. Det er enten blevet billigt nok (PS3), modent nok (Facebook, Flickr), eller begge dele (NFL Game Pass). Det gælder også for bloggen her, som jeg tog et langt tilløb til.

Nu har jeg så fået øje på noget så spændende som stregkoder. Altså ikke dem du kender fra Super Best supermarkedet, men dem du måske har set i Japan – eller på udvalgte steder i København:

Min blogadresse som QR
Min blogadresse som QR

Det er supernemt at bruge. Alt det kræver er en mobiltelefon med kamera og forbindelse til internettet. Forvent at se det overalt i løbet af et år eller to!

Jeg tror det bliver ligesom med SMS i USA. Først ignorerer de det i mange år, men når først de ser lyset går det meget stærkt.

Mit alsidige liv

Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted.  Jeg står dog ikke tomhændet tilbage, men kan næsten ikke følge med. (frit efter CV)

Damn, det føles som om mit eget liv har været på standby sommeren over. Mest af alt fordi der ikke har været åndehuller udover de 3 ugers sommerferie hvor jeg gjorde mit bedste for at ikke at tænke eller lave noget.

Jeg står ikke tomhændet tilbage, for jeg har noget at vise frem for alle mine anstrengelser. 1. september 2009 lancerede BoConcept den nye hjemmeside, hvor jeg har lagt en fandens masse tid og kræfter i de engelske tekster og al mulig opsætning. Før, under og efter lanceringen har vi også kørt den årlige Launch kampagne, hvor vi fokuserer på den nye møbelkollektion.

Det gør vi ved at afholde ‘The longest worldwide release party‘. Det danske bidrag til den fest blev afholdt torsdag aften i Odd Fellow Palæet i København og jeg var indkaldt som fotograf til at dokumentere festen, som det er sket andre steder i verden. Det var desværre ikke muligt at sende mig rundt i verden for at feste tage billeder, så jeg nøjedes med at skyde 1200 billeder i løbet af dagen, aftenen og natten. Forhåbentlig kan vi bruge en 10-20 stykker af dem – jeg ved mere på mandag. Jeg kender i hvert fald en kollega, der bliver glad hvis jeg fik et godt billede af hende og Alien Beat Club!

Jeg kom til at tænke over mit alsidige liv, da jeg i dag stod og gjorde NRGi Arena rent efter en håndboldkamp. Den ene dag i supertjekkede omgivelser med de kendte, den næste dag på halgulvet med en kost for at skrabe penge sammen til min gamle klub. I næste weekend står jeg på scenen og bliver formodentlig tilbedt sammen med resten af Vocal Line af et entusiastisk tysk publikum.

Som det vel er tilfældet for de fleste, så tænker jeg også over hvordan livet kunne have været, hvis bare. Hvis jeg bare kunne én ting – og kunne den exceptionelt godt – så ville alting være meget nemmere og fokus ikke noget, der skal kæmpes for. Men ville jeg så ikke ønske at jeg kunne mere end blot den ene ting? Jeg tror det.

Klar tale

Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.

Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.

Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!

Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)

Rygter om min blogs død er stærkt overdrevne

Men jeg forstår dem godt.

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Tankerne har været der, men fokus har ikke.

Det skyldes primært at jeg fra december til starten af april har været meget fokuseret på mit nye arbejde og lanceringen af det store projekt, jeg blandt andet blev ansat til at have ansvaret for. Det pudsige er, at da det først var afleveret og min tid igen blev min egen, var der ikke længere overskud til at skrive.

Og det er ikke fordi ideerne ikke har været der. Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har haft en blogindlæg i hovedet. De er bare aldrig blevet nedfældet her. Grunden er noget diffus, men jeg haft et helt nødvendigt fokus på min lille familie, min vidunderlige hustru og min dejlige dreng.

Men fra og med i dag skal det være anderledes. Der skal nye boller på suppen, som jeg vil spise med skeen i den anden hånd. Viben får en anden lyd!

Om at træde vande

Jeg bad mine trofaste læsere (hvorenten I er) om at krydse fingre for mig i går.

Det hjalp vist ikke. Og så måske alligevel.

Sagen er nemlig den, at jeg i går skulle fremvise det endelige resultat af et projekt, som jeg for 4 måneder siden blev ansat til at skulle overtage ansvaret for. Fremvisningen var naturligvis ikke blot for en lille kreds af interesserede – næh, det var såmænd alle medarbejdere på min arbejdsplads, der skulle nyde godt af det store fremvisningsshow.

Derfor var det også med spænding, jeg gik i gang. Mest af alt fordi intet af det, der havde virket aftenen før, virkede, da jeg mødte om morgenen. Det virkede stadig ikke 30 minutter før start og her var det så, at jeg mentalt kunne begynde at forberede sig på en mindre nedsmeltning foran en stor forsamling af kolleger og chefer.

Da vi nåede 20 minutter før start var vi dog på banen igen, alle systemer var go for launch og jeg kunne gå i gang med de sidste forberedelser.

Da alle var bænket, kaffe og kage skænket og roen var faldet over en forventningsfuld forsamling, gik jeg i gang med præsentationen. Netop som jeg var begyndt, viste det sig at alt – igen – ikke virkede. Overhovedet ikke. I det øjeblik havde jeg det som den stakkels Microsoft-ansatte, der for år tilbage viste Windows 98 frem sammen med Bill Gates:

http://www.youtube.com/watch?v=9rXWr6Ezax4

Heldigvis for mig har jeg lært kunsten at træde vande. Det handler om at flytte fokus, at holde fast i tråden som gjaldt det livet, og for alt i verden om finde en ikke-tilstedeværende syndebuk, hvis det er muligt!  Jeg havde held til at gøre alle tre ting (her tænker du nok. “Hele tre ting – det går da virkelig ikke!”) og samtidig beholde skindet på næsen, selvom måsen hænger i vandskorpen.

(Nære bekendte vil vide at jeg tidligere har trådt vande i stor stil som konferencier for 1000 mennesker i Stakladen til et kaotisk, men til slut aldeles fremragende Melodi Grand Prix for snart 8 år siden. Det indebar så vidt jeg husker med en længere udredning om heste, OL 1984 i Los Angeles og en tysker ved navn Rainer Klimke, alt sammen blot fordi et orkester havde valgt at kalde sig Hej Hest!)

Ender historien lykkeligt? Svaret er et rungende måske. Vores klare delmål om at traktementet i hvert fald ikke skulle halte, gav helt sikkert pote og en del kredit hos det ellers noget skeptiske publikum. Desuden gik der ikke 5 minutter efter at vi havde sagt farvel til forsamlingen med forsikringer, lovninger og stille bønner, førend alting virkede perfekt – i hvert fald de næste 15 minutter, derefter gik alt ned igen.

Som et coda skal jeg huske at sige, at alting nu naturligvis fungerer som det skal. Alle er glade for resultatet og jeg sover roligt om natten, også i forvisningen om at der nu ikke længere er en eneste af mine kolleger, der ikke ved hvem jeg er – og ikke mindst hvordan jeg ser ud mens jeg træder vande!

Jeg trænger til ferie

Ikke fordi jeg skal ordne have (vi har ingen), rydde op (der er usædvanligt ryddeligt herhjemme) eller sætte skuret i stand (det har min far ordnet så flot).

Nej, jeg har brug for at lade op. Helt op.

Det gode er at jeg har 9 feriedage til gode. Det kedelige er at jeg på ingen måde med god samvittighed kan holde fri før mit igangværende projekt går i luften.

Heldigvis har jeg min helt egen klippe. Uden hende var det aldrig gået.

Hæsblæsende!

Der har været lidt stille her på bloggen. Det beklager jeg.

Det skyldes i al sin enkelhed at mit liv i de seneste dage har været fokuseret på mit nye arbejde hos BoConcept i Herning. Jeg blev nemlig kastet direkte ind i årets mest travle og betydningsfulde uge. Hele koncernen har arbejdet hen mod BiC 2007 – BoConcept inspiration Camp (ja, med et lille”i”) og den startede samme dag som jeg formelt begyndt min ansættelse og sluttede her i søndags.

Campen er en slags intern messe i koncernen, hvor alle franchisetagerne, en del af deres ansatte samt en hel masse af mine kolleger mødes, udveksler erfaringer og historier, ser de nye produkter, bliver uddannet, hører om resultater og kommende udfordringer samt fester igennem! (Jeg festede dog knap så meget, da en halvbidsk forkølelse havde et godt tag i mig.)

Hvor har det været en stor oplevelse at være med til, også selv om jeg knap kendte navnene på en håndfuld af mine nye kolleger. Hele ugen har jeg mødt positive mennesker, som har udvist entusiasme, venlighed og viljen til at tage godt imod en ny kollega, som ikke har haft noget forhåndskendskab til branchen overhovedet. Det er da lige til at glæde sig over. Jeg tror faktisk jeg har fundet min rette hylde. (I møbelbranchen – tøhø!)

Alternative veje i karrieren!

Jeg har fået nyt job.

Det har været en stor beslutning at skifte de forholdsvis trygge rammer i Skt. Pauls Gade ud med de mere åbne vidder på den midtjyske hede. Fra 1. december skal jeg være webmaster i BoConcept, et ambitiøst, internationalt firma der sælger designermøbler på franchisebasis.

Så kan jeg også få udskiftet hele mit gamle IKEA møblement ;-)

Jeg glæder mig rigtig meget til den nye, store udfordring. Her tænker jeg ikke på bilturen Søften-Herning tur-retur, men på arbejdet med den interne kommunikation i en virksomhed med 2000 medarbejdere og franchisetagere i 47 lande!

Jeg kommer helt sikkert til at savne mine dejlige, snart tidligere kolleger hos DKMD, men at dømme efter de mennesker, jeg har mødt hidtil, så kommer jeg også til at blive glad for samarbejdet med de kommende. Herning, here I come!

En lang frist!

Jeg fik mail fra magisterforeningen i dag. Det er blevet tid til (endnu) en lønundersøgelse og der er selvfølgelig en frist for indsendelse af svar:

Vi håber, du vil besvare denne elektroniske undersøgelse om lønforhandling for privatansatte DM’ere. Svarfristen er torsdag 132. september 2007, og ca. 1 måned derefter vender vi tilbage med hovedkonklusioner.

Mon jeg når at svare inden d. 132. september? :-)

Status

Jeg er begyndt at arbejde igen og de første tre uger efter min barsel+ferie har været supertravle.

På forunderlig vis var der nemlig stadig bunker af opgaver, der ventede på mig, da jeg trådte ind på det noget forladte og støvede kontor. Mine kolleger havde ikke ligget på den lade side i de uger, jeg var væk og nu var det min tur til at tage fat igen (mens de så var på ferie). Det er lettere sagt end gjort.

Min oplevelse var nemlig at jeg havde sat min kadence ned. De foregående uger var udelukkende gået med to ting: min nye rolle som far og vores flytning. Det gjorde at al min koncentration i det tidsrum var samlet om min lille familie. Overgangen fra den tilstand og til en hverdag med arbejde var ikke en dans på lutter lagkage.

Arbejdet har nemlig været så presset i de seneste uger, at det fra dag 1 var nødvendigt at være på 100% ydeevne hele dagen. Det er en krævende mental øvelse, især hvis der ikke undervejs er mulighed for at lade batterierne op. Kombinationen af dette og det første fravær fra den lille familien har vist sig at være en svær øvelse, som ikke nødvendigvis har været morsom. Vi er jo samtidig ved at lære hvordan vores hverdag kommer til at se ud de næste måneder, mens jeg arbejder og Ida er på barsel, så alle rutiner er nye.

I det hele taget har de seneste uger i virkeligheden blot gjort mig endnu mere opmærksom på hvor heldig jeg har været med den familietid, der er gået, og hvor meget jeg glæder mig til den der kommer.

Barselstanker

Jeg er nået til enden af min barsel/sommerferie/afspadsering. Regnen vælter ned udenfor og ovenpå nusser Ida rundt med Ole, som er faldet til ro.

Det har været et fantastisk privilegium at få lov til at være hjemme og være en så stor del af sit barns første dage. Vores lille dreng er nu blevet en noget større, lille dreng. Han vokser som om det er den fineste fløde, der er på menuen ved Idas Buffet :-)
Hver eneste dag lærer vi hinanden bedre at kende. Jeg mener f.eks. at have fundet lige præcis den rytme, Ole synes bedst om når han trænger til at finde ro hos sin far. Det er også gået op for mig, at det er helt i orden at finde på nye melodier, hvis man ikke lige kan huske den mest passende børnesang.

Nu har vi jo også timet det sådan, at vi overtog vores nye hus 3 uger efter Oles fødsel. Det er en stor fornøjelse at været flyttet ind på dobbelt så meget plads som tidligere, men hvor er der dog mange praktiske detaljer forbundet med et huskøb. Som jeg sidder her i stuen med Ida og Ole og slapper af i de nye omgivelser kan jeg dog ikke været andet end glad for vores beslutning om at rykke herud. Jeg er sikker på at vi bliver meget glade for at bo her. Nu er næste projekt at lære vores flinke naboer bedre at kende – de er jo trods lige præcis så nye herude som vi er!

I morgen venter så en indbakke med 6 ugers ulæst arbejdsmail, et stort set tomt kontor og masser af projekter, der trænger til en kærlig hånd…

Annoncehajer

Her er en glædelig nyhed (fra Fyens Stiftstidende):

I en række usædvanligt klare domme tilkendegiver retten, at den odenseanske annoncevirksomhed Key Info, har presset, vildledt og narret sine kunder i en grad, så dommeren ikke mener, at kunderne skal betale de penge, de skylder Key Info.

Annoncehajer er en flok udskud fupmagere, som jeg også har stiftet bekendtskab med på mit arbejde. Hvis man ikke lige er opmærksom, eller ikke har fulgt med i forbrugerstoffet i medierne, kan man godt tro at Erhvervsregistret, Nationalregistret og de andre umiddelbart troværdigt lydende organisationer er reelle. Et hurtigt kig på www.unfairpris.dk afslører dog, hvad disse firmaer og deres ansvarlige bagmænd er i færd med.

Her er et overblik over deres fremgangsmåde. Det er i forvejen ikke nemt at være et nystartet (ofte enmands-)firma, da der er mængder af registreringer, papirer og tilladelser, der skal være på plads. Du kan også se om du eller din virksomhed er i farezonen.

Jeg har så svært ved at forstå, at nogen kan holde ud at ernære sig på den måde. Det gælder også telefonsælgerne, som på ingen måde kan frasige sig et vist medansvar. Man skal være umådeligt naiv, hvis man som ansat hos et sådant firma ikke er klar over, hvad det er man laver.

Jeg er i virkeligheden blot taknemmelig for, at jeg ikke selv har haft behov for at tjene penge på den måde.

Nå, nu ringer arbejdstelefonen. Gad vide, om det er IT-Fagregistret, der lige vil tjekke at de har det rigtige telefonnummer og adresse på virksomheden…