Kategoriarkiv: Børn

Har du også købt en Paper Jamz Pro Microphone? Sådan fik jeg nye sange på den.

Paper Jamz Pro Microphone

Min sangglade datter var helt pjattet med sin “nye” Paper Jamz Pro Microphone, som hun fik i fødselsdagsgave for nylig. Jeg skriver “nye”, fordi WowWee (producenten) for flere år siden lukkede ned for websitet til Paper Jamz og dermed også for download af softwaren, der følger med. Det var vi naturligvis ikke klar over, da vi købte mikrofonen i Toys R Us.

Mange frusterede brugere har skrevet til Paper Jamz på Facebook, uagtet at den side også lukkede for 3 år siden. Men der er en løsning.

Sådan gjorde jeg

Jeg har en Windows 7 64-bit maskine. Formentlig virker dette også på en Mac, men jeg har ikke prøvet. Har du prøvet på Mac eller en nyere Windows, så smid en kommentar her.

1. Hent softwaren.

Allerførst skal du have fat i softwaren “Paper Jamz Pro”. Det viser sig, at den seneste version 1.8 stadig ligger til download på den hollandske Paper Jamz side. Hent Paper Jamz 1.8 til Windows nu. Har du en Mac, så hent Paper Jamz 1.8 til Mac.

2. Installer softwaren.

Når du har hentet version 1.8, skal du installere den. Det kræver en genstart (i hvert fald på Windows 7), så gem dit arbejde inden da :)

3. Åbn Paper Jamz Pro på din computer og tilføj et nummer.

Du skal angive nogle oplysninger, før du kan komme videre. De skal ikke bruges til noget, så skriv hvad som helst. Klik på “Import songs” og vælg en mp3-fil at importere.

paperjamzimport

4. SLUK højttaleren og slut den til computeren med USB-stikket, der fulgte med.

At slukke højttaleren gjorde en forskel for mig ift. at få Windows til at genkende højttaleren første gang. Derfor anbefaler jeg at du slukker den, inden du forbinder computer og højttaler. Højttaleren får strøm fra USB-stikket, så den vil tænde, når forbindelsen er på plads.

Sådan ser det ud i programmet, inden du sætter stikket i:

2016-02-20_2301_notconnected

5. Flyt sangene over på højttaleren.

Hvis alt går efter planen kan du nu se de tre pladser, som du kan fylde sange i.

2016-02-20_2301_connected

Når du har flyttet sangene, skal du klikke på “Sync my instrument”.

2016-02-20_2302_sync

Går det som det skal, så kan du nu afspille de nye sange på højttaleren. God fornøjelse!

Virker det ikke alligevel?

WowWee siger selv at man skal kontakte deres support. Du kan kontakte WowWees support via deres formular.

 

 

 

 

Far til tre alene hjemme

Min hustru fik weekenden over et velkomment break fra livet som mor til tre og hårdtarbejdende lærer.

Hun tog på skitur til Østrig med en flok gode kolleger. Det så sådan ud:

20140115-154031.jpg

Ikke skitur som Maren Uthaugs mand, dog. Jeg var både blevet varslet og var forberedt. Ja, faktisk insisterede jeg fra starten på at fruen naturligvis skulle afsted ud i friheden på pisterne. Min nærmeste familie var næsten vantro, men jeg var sikker i min sag: Ida skulle afsted, og så klarede jeg hjemmefronten. Det var trods alt kun fredag-tirsdag.

Famous last words.

Og dog. For vi har tre forholdsvis velopdragne børn, og jeg måtte kun skrue op på 11 nogle få gange…i løbet af fredagen. Og lørdagen. Ikke så meget søndagen. En del om mandagen. Og tirsdag morgen. For selv om de er velopdragne, så er de også tre børn på 6 og under, som børn på 6 og under er flest.

Fredag skulle børnene vænne sig til at sige “faa-aar” og ikke “mooo-aaar”, når de havde brug for hjælp, opmærksomhed eller for et break i infighten. Lørdag pakkede jeg hele flokken plus en venlig hjælper (tak, Catrine!) i bilen, og så drog vi til Haderslev, hvor mine damer skulle spille kamp. Det gik over al forventning (med børnene, ikke med kampen, hvor vi uventet blev smadret totalt), og det var glade, trætte børn, jeg havde med hjem. Søndag blev tilbragt hos mine forældre, hvor jeg som IT-ekspert skulle redde deres PC fra sløvhed og snarlig død, mens ungerne legede. Snart var hele hytten fyldt, for en efter en kom min søsters familie dumpende, til ungernes store glæde. Et stk. semireddet PC og vi-vil-aldrig-hjem-fra-farmor-og-farfar-børn senere  lurede mandagen og en almindelig arbejdsdag lige om hjørnet.

Og naturligvis overlevede vi det hele i fin stil, for en smule aleneforældrerutine har jeg efterhånden opbygget. Og selv om Ines ikke ville sove igennem nogen af nætterne, og selv om Eva hver nat sneg sig ind i soveværelset, og selv om Ole konsekvent vågnede før 06.00 uanset sengetid, så gik det hele endda.

Og hvad kan man lære af #idapåski (for naturligvis havde turen et hashtag)? Giv hinanden rum til udfoldelse, så kommer dit arbejde dobbelt så godt igen. Tag ikke fejl, det er hårdt arbejde. Men det enkle og helt afgørende – at give sin elskede plads til oplevelser og eventyr på egen hånd – det er det hele værd.

Vi trænger til mere børnevenlig medicin, for filan!

Her i det lille hjem har vi været lidt hårdt ramt af forskellige sygdomme de seneste måneder. Hvis vi ikke har været oppe hele natten pga. falsk strubehoste, så har vi været indlagt med astmatisk bronkitis, lungebetændelse og ikke mindst influenza A.

Seneste skud i kanylen er den fælles halsbetændelse, som jeg, Ida og Ole lige har været igennem, mens Eva havde mellemørebetændelse. Heldigvis var det alt sammen bakterieinfektioner, så vi har alle sammen fået penicillin.

Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen. I dag er penicillin til børn noget, der kan opløses i vand, men til trods for at vi er i 2011 – 2011! – så er det åbenbart umuligt at lave noget, der dufter og smager bare tåleligt for børn. I hvert fald er der noget, der tyder på, at de mennesker, der kunne tænkes at være ansvarlige for den manglende udvikling, aldrig har oplevet scener som denne:

Ole skal have penicillin, 20. februar 2011

“Du er min bedste ven!”

Det sagde Ole til mig i går aftes, da jeg lå på sofaen med begge mine børn. Ida var ude og synge med Naura, så jeg havde indtil da haft en hektisk eftermiddag og aften, med pasningspanik, iskold indkøbstur, madlavningskiks og -koks og den daglige kamp om hvordan man bedst tager sin penicillin.

Jeg har sørget for, at vi har en god del af min egen barndoms bedste fjernsyn liggende på vores PS3, så Ole selv kan finde det frem, og han havde valgt, at vi skulle se Alfons Åberg. Han har en usynlig ven, Svipper, men Alfons glemmer alt om Svipper, da han møder Victor, som bliver hans bedste ven.

Det havde Ole fanget, så i går blev jeg udnævnt til at være Oles bedste ven. Det kan man jo ikke andet end være stolt af, for der var ikke andre, der opfyldte kriterierne! Han er ikke nået dertil, hvor han har deciderede venner i børnehaven, men der er dog mange børn, som han siger han leger med – når han altså en sjælden gang i mellem beslutter sig for at fortælle os, hvad han har lavet dernede :-)

Det er jo også let at være bedste ven med én, som bager kanelsnegle og deler ud af dem:

2011-02-05 Evas 1 års fødselsdagsfest, 5. februar 2011 024

Sommer i Elgårdsmindeparken

Vi har boet i Elgårdsmindeparken lige siden den blev bygget. Vi var vel også noget nær de første, der fik børn derude. Senere er der skudt små poder op i husene rundt omkring os.

I denne sommer har vi for alvor mærket glæden ved at have børn i Elgårdsmindeparken. Nu har børnene nemlig efterhånden nået en alder, hvor de virkelig har glæde af hinanden.

Med direkte adgang til parken fra vores stuer er det så nemt for børnene at vade ud og lege tagfat, spille bold, hoppe på trampolin eller bare nyde det gode vejr og det gode selskab.

Det var en af de ting, vi på forhånd havde håbet på ville ske med området. Derfor er det også virkelig godt at se, hvordan Ole og alle de andre børn har taget området til sig.

Hjemme hos os glæder vi os nu også til den dag, Eva selv trisser ud på eventyr i parken, formodentlig lige i hælene på sin storebror :-)

Scooterkærlighed

Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.

Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.

Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!

Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”

På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!

“25 år er gået…”

I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)

I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).

Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!

Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)

En vidunderlig weekend

Fruen og jeg har i den grad nydt vores weekend. Mest af alt fordi vi ikke har haft andre forpligtelser end dem vi selv har påtaget os.

To af mødrene fra Idas mødregruppe kom forbi med deres dejlige unger, så vores lille hjem var fyldt med lyden af børn der leger og mødre der snakker. Samtidig er gæster i hjemmet altid en kærkommen lejlighed til at rydde op og gøre rent – til stor glæde for fruen!

Egentlig er det sjovt at der ikke skal mere til. Lidt tid, lidt godt selskab, lidt anerkendelse af at lykken findes lige i nærheden.

Klar tale

Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.

Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.

Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!

Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)

Udviklingens privilegium

Jeg elsker at se min søn udvikle sig. Hver dag træder jeg ind i hans “laboratorium” hvor han eksperimenterer med nye ord, nye måder at lege på og – som det nyeste – nye måder at være fræk på!

Han prøver grænserne af, nu hvor han nærmer sig de 23 måneder. Og det glæder mig. Han skulle jo nødigt blive helt så velopdragen som sin far :-)

Endelig alene!

Nu er skeen i den anden hånd, eller skoen på den anden fod, som de siger i USA. Jeg er alene hjemme med Ole en tirsdag aften, hvor Ida er ude for at pleje sin fritidsinteresse.

Det er sandelig nye tider i den lille familie. I de seneste årtier har mine tirsdag aftener ellers været tilbragt i trygge rammer i Næshøjhallen, omgivet af parketgulv og lyden af driblinger. Ida har de seneste 6 år tålmodigt ventet hjemme i selskab med skiftende tv-serier, sudoku og endelig Ole. Jeg under hende i den grad at komme ud og bare opleve.

Imens kan jeg så nyde at lege med Ole, som hver dag minder mig om hvor heldige vi er. Når jeg tænker på min søn og vores lille familie trænger klicheerne sig uvægerligt på. Der er jo bare det ved det, at klicheerne er blevet det af en årsag. Alle, der har fået børn – og som har blot en smule overskud til dem – kan jo ikke undgå at blive lykkelige for ethvert lille smil, for de 10 minutter knægten kan lege med et magnetisk æggeur på køleskabet, for den måde de lærer hele tiden og for den dejlige fornemmelse af at have gjort noget rigtigt.

Tak.

Udviklingshastighed

Jeg fik lige en åbenbaring omkring udvikling og udviklingshastighed. For lidt mere end tre uger siden tog Ole sit første skridt. I dag stavrer han rundt uden problemer og snubler han, er han hurtigt på benene igen. Han kan faktisk allerede klatre op ad vores trappe – under skarpt opsyn, forstås!

Hans udvikling går så stærkt, fordi han sætter alle sine kræfter ind på det og fordi det er afgørende for hans overlevelse. Han afprøver konstant muligheder og stiller sig ikke tilfreds, blot fordi vi som forældre som regel er der til at hjælpe ham på vej – han vil selv.

Tænk hvis vi kunne fastholde den udviklingshastighed som voksne. Sikke de problemer vi kunne få løst.

Nanny 911

Ida og jeg tilbragte for nylig en stille søndag i Elgårdsminde med Ole, mens vi så Nanny 911 (SOS Barnepige). Hver gang jeg bliver udsat for sådan nogle programmer får jeg en næsten ustyrlig lyst til at tage mig af de stakkels børn, der bliver udsat for en perlerække af umulige forældre.

Det viser nemlig altid (i den iscenesatte virkelighed, serien præsenterer os for), at det er forældrene der er problemet og ikke de børn, der indledningsvist farer rundt og er dybt umulige. Jeg tror håber aldrig jeg kommer til at kunne genkende mig selv i scener fra den serie.

Endnu en erfaring gjort

Jeg var ikke klar over, at jeg i grunden ikke vidste hvad det vil sige at savne nogen. Det ved jeg nu.

Jeg sidder netop nu og savner min dreng. Det er ikke som noget andet savn, jeg har prøvet før. Når man kombinerer det med dårlig samvittighed over at det er noget så banalt som arbejde der holder mig væk hjemmefra ligenu, så bliver det ikke bedre.

Ole, jeg lover jeg er hjemme inden du sover. Så kan vi nå at lege med fjernbetjeningerne og køre ræs med din gåvogn i stuen. Pas godt på mor indtil da.

Som at være med i Eksorcisten

Jeg har lagt Ole i seng her til aften.  Han har haft besvær med at falde til ro til nattesøvnen på det seneste, så vi har indført en ny metode og en fast rutine. Det har indtil nu været Ida, der har kørt The Late Show og de gange, jeg har været inde over for at hjælpe er det hidtil endt med at mor har reddet en grædende dreng og en frustreret far.

Ikke i aften.

I aften kørte jeg sengelægningen hele vejen, hvilket tydeligvis kom bag på Ole. Han gav sig til at være rigtig ked af det på en rigtig larmende måde, der ledte farens tanker hen på sønnens fremtidige karrieremuligheder som rocksanger eller basketballtræner. Han lavede også den klassiske flitsbue, en meget akrobatisk øvelse, der udføres hængende i fars arme, mens man samtidig med hænderne prøver at skubbe den formastelige forælder væk. Endelig prøvede han af al magt at få øjenkontakt til mor, der dog var stiltiende backup og havde øjnene dybt begravet i en bog (og tak for det!). Efterhånden blev han så vred at jeg virkelig måtte grave dybt i troen på at det var den rigtige måde at gøre det på. Heldigvis var der noget dernede, nemlig min hustrus kærlige påmindelse om at Ole ikke mener noget som helst med sine tårer, men blot viser sin frustration over ikke at kunne sove.

På mandag er jeg så helt alene om det. Kryds fingre for mig og Ole :-)