Kategoriarkiv: Basketball

Der Alte vender tilbage

Forvent nu ikke kriminalkommisær Köster, men i stedet en halvgammel basketballspiller ;-)

Jeg var tirsdag aften tilbage i Næshøjhallen som spiller på vores 3. division herrer. Selvom der i bruttotruppen er et par herrer, hvis CPR-numre er en smule større end mit, så var jeg så afgjort den ældste spiller på banen i tirsdags. Faktisk gik det op for mig, at jeg er dobbelt så gammel som en håndfuld af mine holdkammerater! Men sådan er det jo, når man er i gang med sæson nummer 20 som senior :-)

Årets første kamp var et pokalopgør mod BMI og vi endte med at tabe en spændende kamp, mest af alt på grund af manglende evner på straffekastlinjen og nok også lidt tidligt-på-sæsonen-nerver. Jeg havde mit trofaste D40 med på bænken, så her er lidt billeder fra kampen:

Mit alsidige liv

Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted.  Jeg står dog ikke tomhændet tilbage, men kan næsten ikke følge med. (frit efter CV)

Damn, det føles som om mit eget liv har været på standby sommeren over. Mest af alt fordi der ikke har været åndehuller udover de 3 ugers sommerferie hvor jeg gjorde mit bedste for at ikke at tænke eller lave noget.

Jeg står ikke tomhændet tilbage, for jeg har noget at vise frem for alle mine anstrengelser. 1. september 2009 lancerede BoConcept den nye hjemmeside, hvor jeg har lagt en fandens masse tid og kræfter i de engelske tekster og al mulig opsætning. Før, under og efter lanceringen har vi også kørt den årlige Launch kampagne, hvor vi fokuserer på den nye møbelkollektion.

Det gør vi ved at afholde ‘The longest worldwide release party‘. Det danske bidrag til den fest blev afholdt torsdag aften i Odd Fellow Palæet i København og jeg var indkaldt som fotograf til at dokumentere festen, som det er sket andre steder i verden. Det var desværre ikke muligt at sende mig rundt i verden for at feste tage billeder, så jeg nøjedes med at skyde 1200 billeder i løbet af dagen, aftenen og natten. Forhåbentlig kan vi bruge en 10-20 stykker af dem – jeg ved mere på mandag. Jeg kender i hvert fald en kollega, der bliver glad hvis jeg fik et godt billede af hende og Alien Beat Club!

Jeg kom til at tænke over mit alsidige liv, da jeg i dag stod og gjorde NRGi Arena rent efter en håndboldkamp. Den ene dag i supertjekkede omgivelser med de kendte, den næste dag på halgulvet med en kost for at skrabe penge sammen til min gamle klub. I næste weekend står jeg på scenen og bliver formodentlig tilbedt sammen med resten af Vocal Line af et entusiastisk tysk publikum.

Som det vel er tilfældet for de fleste, så tænker jeg også over hvordan livet kunne have været, hvis bare. Hvis jeg bare kunne én ting – og kunne den exceptionelt godt – så ville alting være meget nemmere og fokus ikke noget, der skal kæmpes for. Men ville jeg så ikke ønske at jeg kunne mere end blot den ene ting? Jeg tror det.

Endelig alene!

Nu er skeen i den anden hånd, eller skoen på den anden fod, som de siger i USA. Jeg er alene hjemme med Ole en tirsdag aften, hvor Ida er ude for at pleje sin fritidsinteresse.

Det er sandelig nye tider i den lille familie. I de seneste årtier har mine tirsdag aftener ellers været tilbragt i trygge rammer i Næshøjhallen, omgivet af parketgulv og lyden af driblinger. Ida har de seneste 6 år tålmodigt ventet hjemme i selskab med skiftende tv-serier, sudoku og endelig Ole. Jeg under hende i den grad at komme ud og bare opleve.

Imens kan jeg så nyde at lege med Ole, som hver dag minder mig om hvor heldige vi er. Når jeg tænker på min søn og vores lille familie trænger klicheerne sig uvægerligt på. Der er jo bare det ved det, at klicheerne er blevet det af en årsag. Alle, der har fået børn – og som har blot en smule overskud til dem – kan jo ikke undgå at blive lykkelige for ethvert lille smil, for de 10 minutter knægten kan lege med et magnetisk æggeur på køleskabet, for den måde de lærer hele tiden og for den dejlige fornemmelse af at have gjort noget rigtigt.

Tak.

Farvel til Næshøjhallen

Så er det slut. Jeg har sagt farvel til det andet hjem, som jeg har kendt altid. Næste gang jeg træder ind i Næshøjhallen, er det som tilskuer – en udenforstående.

Det er mærkeligt, men også mærkeligt befriende. Basketball har været en dybt integreret del af mit liv siden jeg blev født. Jeg har kravlet og løbet rundt på parketgulvet i 33 år og fulgt i mine forældres fodspor.

Jeg kan ikke tælle alle de gode timer jeg har brugt på at drible rundt med bolden, men jeg fortryder ikke et øjeblik. Jeg har ganske vist ofte tænkt tanken om hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke havde brugt så meget tid på sporten, men i stedet havde fokuseret på musikken eller en anden interesse. Hver gang er jeg dog nået frem til, at jeg ikke kunne have valgt anderledes, for jeg har brug for at bruge mine evner fuldt ud. Jeg vil ikke nøjes.

Men det er en ny tid nu. Jeg er ved at skabe mig en familie og det er så afgjort det vigtigste i mit liv. Jeg er også ved at skabe mig en karriere, som hver dag sender mig langt ud på heden. Hver dag må jeg sende at tiden ikke er min egen længere og det er på ingen måde en nem erkendelse. Den er til gengæld nødvendig.

Så fremover når klokken nærmer sig 20.30 en tirsdag aften i oktober, vil jeg sende en venlig tanke hjem til Harlev. Jeg vil glæde mig over at der stadig er en masse skud, der skal skydes og venstrehåndslay-ups, der skal øves. Og jeg vil glæde mig over at jeg har ydet mit. Og jeg vil glæde mig over at jeg er hjemme hos min familie.

Min største basketballbedrift

Jeg havde besøg af en hel flok piger i sidste uge. Det gik ikke stille af.

Mest fordi de snakkede så vældigt, at jeg nok skulle have sat sedler op i nabolaget og advaret hele Elgårdsminde om det momentvise behov for høreværn.

Jeg havde med andre ord inviteret til spillermøde for vores 2. division damer. Jeg har ofte tænkt på at kernen på det hold i virkeligheden repræsenterer min største bedrift som basketballtræner gennem snart 20 år. Ikke så meget på grund af deres individuelle kunnen, eller på grund af deres resultater, men fordi der stadig er et hold.

Vi er ikke en stor klub i Harlev. Der er et begrænset antal børn i lokalområdet og en stærk håndboldtradition at tumle med. Samtidig er det almen viden i idræts- og fritidskredse at piger i teenagealderen er svære at holde på. Når de kommer i 8.-9. klasse er der en masse andre ting, der begynder at trække i interessen og kræve deres tid. Det er både mere skole, mere fritidsarbejde og i det hele taget en fornemmelse af at de ting, man tidligere har lavet måske ikke er så interessante. Desuden er der også efterskole- og udlandsophold, der river et år ud af en spillers kalender.

Derfor er jeg særlig stolt over at der stadig er over halvdelen af de spillere tilbage, som jeg begyndte at træne, da de var pigespillere for snart 6 år siden. De er nu unge seniorer, næsten flyvefærdige og altid i stand til at glæde deres gamle træner med deres humør, vilje til at lære og evne til få det bedst mulige ud af hinanden.

Så hvis du har tid, så kig forbi Næshøjhallen en dag, hvor Harlevs damer spiller. Det kan godt være vi ikke vinder på tavlen hver gang, men sejren er allerede hjemme blot pigerne er på banen.

Et livsprojekt?

Hvad har jeg egentlig gang i?

Det er jo i grunden et meget bredt spørgsmål, men et som trænger sig på i dag. Jeg overvejer i øjeblikket meget hvad jeg skal bruge min tid på fremover. Ikke fordi der bliver mere af den, men fordi der her til sommer bliver flere om at kræve den.

Derfor er spørgsmålet om tid meget i mine tanker. Lige nu bruger jeg tiden på min livslange interesse, basketball. Jeg sidder her med en samling videoklip fra damekampen, to ufærdige referater til en hjemmeside, der ikke virker i IE7 samt flere overvejelser om hvordan man får det maksimale ud af en spillertrup på 9 meget forskellige spillere. Det er noget der kræver tid og indsats. Jeg lægger stadig en del kræfter i sporten, selvom tiden er kortere og kræfterne mindre end de har været (for ikke at tale om hurtigheden, som nu er helt væk!).

Jeg er nemlig født ind i basketball og sporten er stadig lige tiltrækkende. Det er fruen ikke (altså født ind i basketball – hun er bestemt tiltrækkende!). Det er måske også derfor, at jeg spekulerer på, hvad mit livsprojekt skal være. Det skal nemlig ikke være basketball, da jeg så vil være ret alene om det, og min familie i øvrigt har advaret mig om de omkostninger, det kan have at lave så meget frivilligt arbejde væk fra hjemmet.

Musikken kunne være et livsprojekt. Den har jeg i det mindste til fælles med fruen. Det har bare aldrig været det primære for mig, selv da jeg læste musik på universitetet. Jeg har haft en mængde dejlige musikalske oplevelser, både sammen med mit kor og i forskellige bandsammenhænge. Jeg har bare altid haft andre interesser, som også har haft en plads i mit liv på samme tid. Derfor tror jeg heller ikke jeg egner mig til at have musikken som livsprojekt. Det er til gengæld en utrolig dejlig hobby og jeg håber vores børn kommer til at sætte pris på musik som vi selv gør.

Så er der arbejde. Der er stadig mulighed for at gøre et arbejde til et livsprojekt, men jeg tvivler på det. Jeg er ikke typen, der kører mit helt eget løb. Det er nemlig altid væsentligt sjovere at lave noget sammen med andre, når der er nogle at dele glæderne med. Desuden har jeg set lidt for mange tv-udsendelse og hørt lidt for mange historier om travle mennesker, der ikke har tid til at se deres børn, før ungerne selv tager opmærksomheden – og det sjældent for det gode.

Jeg tror i virkeligheden, jeg er bedst tjent med at kombinere det hele. Ethvert tilvalg indebærer også et fravalg, nu hvor ansvaret tynger og ungdommen er en tid, der mere og mere er en tid, man ser tilbage på. Jeg elsker basketball, jeg elsker musik og jeg elsker at få noget fra hånden. Nu hvor jeg også snart har min egen lille familie, så ved jeg, at jeg også elsker den.

Jeg har valgt til. Nu skal jeg blot vælge fra. Er der nogen der kan sælge mig et par ekstra timer i døgnet?

Bring On The Weekend!

Selvom basketball har været en del af mit liv fra fødslen, så har jeg i de senere år udviklet stor entusiasme for en anden nordamerikansk sport, nemlig amerikansk fodbold, eller football, som det hedder derovre.

Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg kunne så meget op i en sport, jeg aldrig har dyrket selv, men nu er jeg velbevandret udi både NFL-historie, spillets forløb og strategi, og jeg har såmænd også et yndlingshold. Det er Indianapolis Colts, som jeg har holdt med siden jeg begyndte at se NFL på Zulu. De har ikke vundet noget i mange år, selvom de har ligaens bedste angreb og bedste quarterback i Peyton Manning. Det er nok derfor amerikanerne siger “Defense win championships” :-)

I morgen er det så slutspilstid. Det betyder to kampe lørdag og to kampe søndag. Colts spiller lørdag kl. 22.30 dansk tid, og den kamp skal jeg naturligvis se direkte. Takket være vores optager (tak, Sony!) regner jeg med at se den sene kamp søndag…hvor der selvfølgelig også er to direkte kampe.

Ja, jeg er stadig gift.

Ja, jeg ved godt det er ved at være sidste chance for at få set sport i tv.

Det skal naturligvis udnyttes fuldt ud!