Kategoriarkiv: Familie

Far til tre alene hjemme

Min hustru fik weekenden over et velkomment break fra livet som mor til tre og hårdtarbejdende lærer.

Hun tog på skitur til Østrig med en flok gode kolleger. Det så sådan ud:

20140115-154031.jpg

Ikke skitur som Maren Uthaugs mand, dog. Jeg var både blevet varslet og var forberedt. Ja, faktisk insisterede jeg fra starten på at fruen naturligvis skulle afsted ud i friheden på pisterne. Min nærmeste familie var næsten vantro, men jeg var sikker i min sag: Ida skulle afsted, og så klarede jeg hjemmefronten. Det var trods alt kun fredag-tirsdag.

Famous last words.

Og dog. For vi har tre forholdsvis velopdragne børn, og jeg måtte kun skrue op på 11 nogle få gange…i løbet af fredagen. Og lørdagen. Ikke så meget søndagen. En del om mandagen. Og tirsdag morgen. For selv om de er velopdragne, så er de også tre børn på 6 og under, som børn på 6 og under er flest.

Fredag skulle børnene vænne sig til at sige “faa-aar” og ikke “mooo-aaar”, når de havde brug for hjælp, opmærksomhed eller for et break i infighten. Lørdag pakkede jeg hele flokken plus en venlig hjælper (tak, Catrine!) i bilen, og så drog vi til Haderslev, hvor mine damer skulle spille kamp. Det gik over al forventning (med børnene, ikke med kampen, hvor vi uventet blev smadret totalt), og det var glade, trætte børn, jeg havde med hjem. Søndag blev tilbragt hos mine forældre, hvor jeg som IT-ekspert skulle redde deres PC fra sløvhed og snarlig død, mens ungerne legede. Snart var hele hytten fyldt, for en efter en kom min søsters familie dumpende, til ungernes store glæde. Et stk. semireddet PC og vi-vil-aldrig-hjem-fra-farmor-og-farfar-børn senere  lurede mandagen og en almindelig arbejdsdag lige om hjørnet.

Og naturligvis overlevede vi det hele i fin stil, for en smule aleneforældrerutine har jeg efterhånden opbygget. Og selv om Ines ikke ville sove igennem nogen af nætterne, og selv om Eva hver nat sneg sig ind i soveværelset, og selv om Ole konsekvent vågnede før 06.00 uanset sengetid, så gik det hele endda.

Og hvad kan man lære af #idapåski (for naturligvis havde turen et hashtag)? Giv hinanden rum til udfoldelse, så kommer dit arbejde dobbelt så godt igen. Tag ikke fejl, det er hårdt arbejde. Men det enkle og helt afgørende – at give sin elskede plads til oplevelser og eventyr på egen hånd – det er det hele værd.

Nytår

Det er blevet 2014, og hvis du kender mig personligt, kommer min stille entre i det nye år ikke bag på dig.

Nytår har nemlig aldrig været min fest. Det var da bestemt hyggeligt i barneårene med ungerne fra vejen og deres forældre, men den tilhørende ballade var ikke min kop te. Udsigten til at løbe ind i skolens plageånder i de mørke gader kunne jeg også snildt undvære. Ungdomsårene bar præg af at min omgivelser gik væsentligt mere op i rusen end jeg, der aldrig fik det lært. Og som ung voksen havde jeg mest glæde af udsigten til blot at nyde en dag så stille som 1. Nytårsdag uden mine jævnaldrendes medfølgende tømmermænd.

Nu er jeg voksen, far til tre børn på 6 og under, og gift med en uhøjtidelig og dog traditionsstærk kvinde. Hvad gør det ved mit syn på nytåret?

Først og fremmest gør det, at jeg flytter mig. Ungerne er vilde med nytår. De elsker gildet, guldet, glimmeret. Stjernekastere er det mest spændende i verden, serpentinere skal kunne lægges ud overalt og ‘Emilias Fyrværkeri‘ er obligatorisk læsning. Javist, der er total mangel på forståelse for vigtigheden af HM Dronningens nytårstale, når man hellere vil tumle med storebror. Men irritationen blegner ved børnenes fascination over fyrværkeriet, som naboerne rundt om os lykkeligvis har investeret i. Den bliver helt væk, når vi alle – i ca. 10 minutter, i hvert fald – sidder om bordet, nyder hinandens selskab, og den festmiddag, fruen har fremtryllet kun til os.

Nytår bliver nok aldrig min fest. Men den bliver for hvert år mere og mere vores fest. Og det er for mig det vigtigste af alt. Godt nytår!

Fødselsdagen

Min svigerfar døde i november. I forgårs ville han have fejret sin 61-års fødselsdag.

Livet ville det anderledes, og det efterfølgende tomrum er selvsagt noget, der har fyldt både mine og familiens dage, uger og måneder siden da.

For Torkil var ikke en mand, der havde sin ubemærkede gang på jord. Han har sat sine tydelige spor hos alle, der var så heldige at kende ham. En prægtig mand, skrev Ida. Og hvor har hun ret. Jeg vil tilføje: Et naturligt samlingspunkt. En overmåde stolt far til tvillinger. Og en bedstefar, der i fulde drag nød at opdage, hvor skønt og stort, det er, når ens børn bliver forældre.

Fødselsdagen i går blev ikke fejret eller bemærket på anden måde, end at vi var sammen i vores lille familie. Med Rune på Roskilde Festival var Ida, børnene, jeg og svigermor samlet hos os. Ikke for at tie stille og mindes, men for at fejre livet – og det gøres bedst ved at leve.

Jeg savner Torkil. Jeg savner hans lune væsen, som aldrig lod sin medfødte alvor fylde mere, end at der var plads til varme, omsorg og underspillet humor. Jeg savner ikke mindst, at Torkil oprigtigt interesserede sig for, hvordan jeg havde det. Det er naturligvis mange mennesker, der spørger, hvordan man har det, men jeg var aldrig i tvivl om min svigerfars oprigtighed i at ville høre svaret på det spørgsmål.

Jeg ærgrer mig også. Jeg ærgrer mig over, at Torkil aldrig kommer til at opleve vores børn vokse op og leve deres liv. Men jeg glæder mig over, at han oplevede deres fødsel og deres første år. Jeg ærgrer mig over, at min svigerfar ikke længere med den største selvfølgelighed rådgiver mig om vigtige ting. Men jeg glæder mig over, at de gode råd, jeg nåede at få, vil følge mig resten af livet.

Som tiden går, vil mine minder om min svigerfar vække stadig mindre sorg, men glæden vil være usvækket.

“Du er min bedste ven!”

Det sagde Ole til mig i går aftes, da jeg lå på sofaen med begge mine børn. Ida var ude og synge med Naura, så jeg havde indtil da haft en hektisk eftermiddag og aften, med pasningspanik, iskold indkøbstur, madlavningskiks og -koks og den daglige kamp om hvordan man bedst tager sin penicillin.

Jeg har sørget for, at vi har en god del af min egen barndoms bedste fjernsyn liggende på vores PS3, så Ole selv kan finde det frem, og han havde valgt, at vi skulle se Alfons Åberg. Han har en usynlig ven, Svipper, men Alfons glemmer alt om Svipper, da han møder Victor, som bliver hans bedste ven.

Det havde Ole fanget, så i går blev jeg udnævnt til at være Oles bedste ven. Det kan man jo ikke andet end være stolt af, for der var ikke andre, der opfyldte kriterierne! Han er ikke nået dertil, hvor han har deciderede venner i børnehaven, men der er dog mange børn, som han siger han leger med – når han altså en sjælden gang i mellem beslutter sig for at fortælle os, hvad han har lavet dernede :-)

Det er jo også let at være bedste ven med én, som bager kanelsnegle og deler ud af dem:

2011-02-05 Evas 1 års fødselsdagsfest, 5. februar 2011 024

Scooterkærlighed

Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.

Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.

Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!

Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”

På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!

Ferie

Jeg har ferie.

Det vil sige, kalenderen siger ferie. Min krop siger noget andet.

Den er nemlig stadigvæk i alarmberedskab ovenpå det store arbejdspres i ugerne op til feriens start. Rytmen på min arbejdsplads dikterer at vi har nogle meget stramme deadlines inden sommerferien, da andres arbejde sommeren over afhænger af, at vi bliver færdige med vores.

Det er en smule frustrerende at opleve, at man skal bruge flere dage på at få pulsen ned igen, når den tid skal tages ud af to ugers ferie.

Heldigvis er Ida meget forstående og sørger for at passe på mig, når der er brug for det. Hun sørger også for de nødvendige los bagi, når der er brug for det.

Hvorom alting er, så glæder jeg mig helt vildt over at ferien er begyndt. Jeg glæder endnu mere til jeg kan nyde den fuldt og helt.

“25 år er gået…”

I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)

I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).

Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!

Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)

Mit alsidige liv

Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted.  Jeg står dog ikke tomhændet tilbage, men kan næsten ikke følge med. (frit efter CV)

Damn, det føles som om mit eget liv har været på standby sommeren over. Mest af alt fordi der ikke har været åndehuller udover de 3 ugers sommerferie hvor jeg gjorde mit bedste for at ikke at tænke eller lave noget.

Jeg står ikke tomhændet tilbage, for jeg har noget at vise frem for alle mine anstrengelser. 1. september 2009 lancerede BoConcept den nye hjemmeside, hvor jeg har lagt en fandens masse tid og kræfter i de engelske tekster og al mulig opsætning. Før, under og efter lanceringen har vi også kørt den årlige Launch kampagne, hvor vi fokuserer på den nye møbelkollektion.

Det gør vi ved at afholde ‘The longest worldwide release party‘. Det danske bidrag til den fest blev afholdt torsdag aften i Odd Fellow Palæet i København og jeg var indkaldt som fotograf til at dokumentere festen, som det er sket andre steder i verden. Det var desværre ikke muligt at sende mig rundt i verden for at feste tage billeder, så jeg nøjedes med at skyde 1200 billeder i løbet af dagen, aftenen og natten. Forhåbentlig kan vi bruge en 10-20 stykker af dem – jeg ved mere på mandag. Jeg kender i hvert fald en kollega, der bliver glad hvis jeg fik et godt billede af hende og Alien Beat Club!

Jeg kom til at tænke over mit alsidige liv, da jeg i dag stod og gjorde NRGi Arena rent efter en håndboldkamp. Den ene dag i supertjekkede omgivelser med de kendte, den næste dag på halgulvet med en kost for at skrabe penge sammen til min gamle klub. I næste weekend står jeg på scenen og bliver formodentlig tilbedt sammen med resten af Vocal Line af et entusiastisk tysk publikum.

Som det vel er tilfældet for de fleste, så tænker jeg også over hvordan livet kunne have været, hvis bare. Hvis jeg bare kunne én ting – og kunne den exceptionelt godt – så ville alting være meget nemmere og fokus ikke noget, der skal kæmpes for. Men ville jeg så ikke ønske at jeg kunne mere end blot den ene ting? Jeg tror det.

Klar tale

Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.

Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.

Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!

Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)

Endelig alene!

Nu er skeen i den anden hånd, eller skoen på den anden fod, som de siger i USA. Jeg er alene hjemme med Ole en tirsdag aften, hvor Ida er ude for at pleje sin fritidsinteresse.

Det er sandelig nye tider i den lille familie. I de seneste årtier har mine tirsdag aftener ellers været tilbragt i trygge rammer i Næshøjhallen, omgivet af parketgulv og lyden af driblinger. Ida har de seneste 6 år tålmodigt ventet hjemme i selskab med skiftende tv-serier, sudoku og endelig Ole. Jeg under hende i den grad at komme ud og bare opleve.

Imens kan jeg så nyde at lege med Ole, som hver dag minder mig om hvor heldige vi er. Når jeg tænker på min søn og vores lille familie trænger klicheerne sig uvægerligt på. Der er jo bare det ved det, at klicheerne er blevet det af en årsag. Alle, der har fået børn – og som har blot en smule overskud til dem – kan jo ikke undgå at blive lykkelige for ethvert lille smil, for de 10 minutter knægten kan lege med et magnetisk æggeur på køleskabet, for den måde de lærer hele tiden og for den dejlige fornemmelse af at have gjort noget rigtigt.

Tak.

Nanny 911

Ida og jeg tilbragte for nylig en stille søndag i Elgårdsminde med Ole, mens vi så Nanny 911 (SOS Barnepige). Hver gang jeg bliver udsat for sådan nogle programmer får jeg en næsten ustyrlig lyst til at tage mig af de stakkels børn, der bliver udsat for en perlerække af umulige forældre.

Det viser nemlig altid (i den iscenesatte virkelighed, serien præsenterer os for), at det er forældrene der er problemet og ikke de børn, der indledningsvist farer rundt og er dybt umulige. Jeg tror håber aldrig jeg kommer til at kunne genkende mig selv i scener fra den serie.

Endnu en erfaring gjort

Jeg var ikke klar over, at jeg i grunden ikke vidste hvad det vil sige at savne nogen. Det ved jeg nu.

Jeg sidder netop nu og savner min dreng. Det er ikke som noget andet savn, jeg har prøvet før. Når man kombinerer det med dårlig samvittighed over at det er noget så banalt som arbejde der holder mig væk hjemmefra ligenu, så bliver det ikke bedre.

Ole, jeg lover jeg er hjemme inden du sover. Så kan vi nå at lege med fjernbetjeningerne og køre ræs med din gåvogn i stuen. Pas godt på mor indtil da.

Med Morten på en ny altan

Min gode ven fra Vocal Line, Morten Kjær, er en gudsbenådet sanger. Han har netop udgivet sin længe ventede plade “Fra en ny altan” på sit eget pladeselskab – Gule Plader – og det er vi mange, der er rigtig glade for.

Jeg havde jo den store fornøjelse at opleve Morten her på matriklen, da han gav en huskoncert, som samtidig var en fødselsdagsgave til min hustru:

Morten Kjær

Det, der især glæder mig ved Mortens plade er at høre hvor gode teksterne er og hvor godt de spiller sammen med melodierne. Jeg har aldrig været i tvivl om Mortens musikalitet – den er åbenlys for enhver, der har hørt ham synge – men det er langt fra alle, der samtidig er i stand til at sætte ord på både de store følelser og det dagligdags, uden at det bliver banalt.

Derfor vil jeg opfordre alle, der bare bryder sig en smule om pop, soul og r&b at kigge forbi Mortens hjemmeside. Lyt, nyd, køb – du vil ikke fortryde det.

Rygter om min blogs død er stærkt overdrevne

Men jeg forstår dem godt.

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Tankerne har været der, men fokus har ikke.

Det skyldes primært at jeg fra december til starten af april har været meget fokuseret på mit nye arbejde og lanceringen af det store projekt, jeg blandt andet blev ansat til at have ansvaret for. Det pudsige er, at da det først var afleveret og min tid igen blev min egen, var der ikke længere overskud til at skrive.

Og det er ikke fordi ideerne ikke har været der. Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har haft en blogindlæg i hovedet. De er bare aldrig blevet nedfældet her. Grunden er noget diffus, men jeg haft et helt nødvendigt fokus på min lille familie, min vidunderlige hustru og min dejlige dreng.

Men fra og med i dag skal det være anderledes. Der skal nye boller på suppen, som jeg vil spise med skeen i den anden hånd. Viben får en anden lyd!

Jeg trænger til ferie

Ikke fordi jeg skal ordne have (vi har ingen), rydde op (der er usædvanligt ryddeligt herhjemme) eller sætte skuret i stand (det har min far ordnet så flot).

Nej, jeg har brug for at lade op. Helt op.

Det gode er at jeg har 9 feriedage til gode. Det kedelige er at jeg på ingen måde med god samvittighed kan holde fri før mit igangværende projekt går i luften.

Heldigvis har jeg min helt egen klippe. Uden hende var det aldrig gået.