Kategoriarkiv: Udenfor kategori

Indlæg udenfor en af de få kategorier

Selv tak, mr. President!

Jeg har med meget stor interesse fulgt med i den årelange debat om den amerikanske reform af lovgivningen om sundhedsforsikringer og i nat blev reformen endeligt vedtaget. Jeg er meget glad på vegne af de ca. 32.000.000 amerikanere der nu får mulighed for at gå til lægen og tage på hospitalet uden at skulle gå fra hus og hjem, eller simpelthen krydse fingre for at de eller deres børn aldrig bliver syge.

Min egen indsats for reformens vedtagelse har naturligvis været begrænset, men den moralske opbakning har været stor (hvilket min hustru også har måttet lægge øre til!). Derfor er det også kun på sin plads at præsident Obama skriver til mig og siger tak:

thank_you

Selv tak :-)

En velopdragen knægt

Jeg elsker Oles sprog og den udvikling vi kan høre hele tiden. Vi arbejder naturligvis på at lære ham at sige tak, farvel og andre høflighedsfraser som gør kommunikationen mellem mennesker lettere. Det er ikke altid det lykkes – det er f.eks. svært at lokke ham til at bede om tingene i stedet for at kræve dem – men her til morgen oplevede jeg igen hvordan han som en svamp suger sproget til sig.

Da jeg afleverede ham i dagplejen her til morgen var han næsten stormet ind på legeværelset da han vendte om. Han løb hen, gav mig et knus og sagde: “Farvel, far – kan du ha’ det godt!” :-)

Den dreng kommer til at score så mange billige point!

Små glimt af lykke

Jeg tror ikke på at man kan være i en tilstand af lykke i længere tid af gangen. Til gengæld samler jeg på så mange af de små glimt af lykke som muligt.

Som f.eks. når vores sangglade dreng på 2½ går hen til mig mens jeg ligger på sofaen, tager min hånd og synger:

Lille far, lille far
Lille søde gode far
Du er rar, du er rar
Du’ det bedste, som vi har

Det er et glimt af lykke. Glimt som Ole giver os så mange af at man ikke kan undgå at føle sig velsignet.

Med Vocal Line på tur

Så er vi afsted i igen. For 12 år siden var jeg på tur med Vocal Line for første gang som en purung knægt. Jeg husker det tydeligt, ligesom jeg husker alle de andre gange vi har været afsted. Der er nemlig noget særligt ved af være på tur med en stor gruppe.

Lige nu er vi i Rotenburg i Tyskland, hvor vi er blevet inviteret af den i Tyskland meget populære vokalgruppe Maybebop. Jeg står netop nu og ser på deres gennemkoreograferede show, som er tjekket på alle måder. Det er en pudsig blanding af Linje 3 og Basix, med tysk humor…

Der er altid et minde som er det man vender tilbage til når man erindrer en tur. Denne gang bliver det nok den overvældende modtagelse vi fik i Theater am Aegi af du meget entusiastisk publikum. Eller også bliver det noget helt andet, evt fra vores afterparty i nat – fortsættelse følger :-)

Huse til en Facebooktid

Ida, Ole og jeg har lige gået vores aftentur rundt i lokalområdet. Vi går ofte ned omkring paladserne på Lavritsdalsvej (du kan selv købe et, hvis du har lyst) og beundrer udsigten og alt det, man kan opnå med afdragsfrie lån.

Det slog mig i løbet af aftenens tur i det begyndende tusmørke, hvor meget beboerne egentlig udstiller sig selv og deres ting i de nye huse. De kæmpestore panoramavinduer, der skal sikre de nye grundejere en vidunderlig udsigt over markerne og E45, giver også vi forbipasserende et indblik i moderne villaliv. Alt er oplyst: husmuren, husnummeret, de store åbne carporte og alle husets værelser. Gardinerne er kun få steder trukket for; det er som om det ikke bekymrer folk at de udstiller sig selv og deres ting, hvilket står i skærende kontrast til f.eks. mine forældres 70’er parcelhuskvarter hvor alt er omkranset af store hegn og hække.

Jeg fik derfor den tanke, at det er huse, der er bygget til en Facebooktid. En tid, hvor vi ikke i samme grad for enhver pris vil holde alt inden for egne fire vægge og have, men hvor det er tilladt andre at kigge med. Jeg er selv på Facebook, har store panoramavinduer ud til parken og dens skare af hundeluftere og børn i klapvogne og øser af mine tanker på bloggen.

Pointen er naturligvis, at vi selv vælger. Både hvad vi stiller til skue og hvad vi gemmer til os selv. Og i aften har jeg valgt at gardinerne er trukket for i stuen – god weekend :-)

En kæmpe succes i køkkenet!

Det er ikke meget, jeg kan prale af at være god til i et køkken. Der er dog én ting, som jeg ved med sikkerhed: Jeg er god til kanelsnegle. Rigtig god.

Det forhindrede mig nu ikke i at være spændt her til aften, da de runde kaneldrømme blev serveret for knægten.

Stor var derfor min lykke, da Ole gladeligt spiste næsten en hel snegl – nu ved han hvad der venter til alle børnefødselsdage :-)

(Ja, han får sin daglige havregrød og han spiser broccoli og andet sundt som en grønthøster – ingen dårlig samvittighed her!)

Min last

Jeg har en last. Jeg deler den med min elskede hustru.

Jeg får utrolig meget fornøjelse ud af at se ældre mennesker tumle rundt, snuble og på anden vis komme uheldigt af sted.

På video.

Jeps, jeg er helt vild med at se America’s Funniest Home Videos! Det er en kilde til evig morskab, når Ida og jeg er hjemme samtidig om aftenen omkring kl. 19. Det er simpelthen uhyggeligt morsomt at se de gamle nisser falde i vandet. Til gengæld undrer det mig konstant at folk synes det er morsomt at klæde deres hunde ud i tåbelige kostumer.

Men sådan har vi jo hver vores laster.

Drengene alene hjemme igen

Så tog fruen til bestyrelsesmøde og det betyder en aleneaften for drengene herhjemme. Det vil sige, Ole og jeg fik en god time for os selv, inden han dødtræt blev lagt i seng.

Jeg har fundet ud af at det er alletiders idé med en familiegåtur i parken her om aftenen. Ole får brændt lidt energi af og vi har en dejlig stund sammen. Det betyder meget for mig – især med de lange arbejdsdage jeg har – at den tid, jeg er sammen med vores søn, er god. Og det er den. For os begge to.

Hans udvikling imponerer mig til stadighed. Han forstår mere og mere af det, jeg siger til ham – og omvendt. Det glæder mig usigeligt, for noget af det, der tidligere kunne frustrere mig, var netop at jeg ikke kunne gøre mig forståelig. Men jeg skal jo også lære. Ligesom Ole er det eneste barn jeg har, så er jeg jo den eneste far han har :-)

Viel Geschrei und wenig Wolle

Den meget omtalte dom fra EF-domstolen har kun ganske ringe betydning for Danmark og den stramme indvandringspolitik, vi har her i landet. Det fortæller en meget harm juraprofessor fra Århus i dagens Orientering:

Dommen gør det ikke den mindste smule lettere for danske statsborgere at omgå 24-årsreglen, tilknytningskravet og andre strammede regler

Jeg kan kun anbefale at man lytter til indslaget. Det kan undre at den danske presse ikke har bekymret sig om at undersøge de faktiske konsekvenser af dommen, men i stedet har ladet sig trække rundt ved næsen i sommervarmen.

Hmmm… Noget kunne tyde på at nogen har interesse i at holde den sorte gryde i kog, selvom intet væsentligt i virkeligheden er ændret og ingen grisefarvede er kommet til skade undervejs. Hvem? Hint: Det er ikke folkedanserne

Nanny 911

Ida og jeg tilbragte for nylig en stille søndag i Elgårdsminde med Ole, mens vi så Nanny 911 (SOS Barnepige). Hver gang jeg bliver udsat for sådan nogle programmer får jeg en næsten ustyrlig lyst til at tage mig af de stakkels børn, der bliver udsat for en perlerække af umulige forældre.

Det viser nemlig altid (i den iscenesatte virkelighed, serien præsenterer os for), at det er forældrene der er problemet og ikke de børn, der indledningsvist farer rundt og er dybt umulige. Jeg tror håber aldrig jeg kommer til at kunne genkende mig selv i scener fra den serie.