Kategoriarkiv: Musik

Så bliver musikalsk børnefjernsyn ikke bedre

Jeg har alle dage været en stor fan af dansk børne-tv fra min egen barndom. Efterhånden som jeg blev mere musikalsk bevidst gik det op for mig, at meget af musikken faktisk var jazz, spillet af nogle af datidens fremmeste musikere. Tag bare temaet fra Alfons Åberg, som er skrevet af den fremragende svenske bassist, Georg Riedel. Eller Jullerup Færgeby med musik af Niels Jørgen Steen.

Amerikanerne kan også være med. I The Muppet Show har der tit været en række fremragende musikalske gæster, men jeg tvivler alligevel på at nogen af dem er bedre end dette klip fra Sesame Street – det er Stevie Wonder, der slår gækken løs i “Superstition“:

For dig ku’ jeg gøre alting – og det gjorde hun!

Jeg har en vidunderlig hustru.

Hun kan om nogen få mig til at føle mig som jordens heldigste mand. I mandags udkom yndlingsorkestret tv-2s nye udgivelse og i den anledning var orkestret i Stereo Studio for at signere cd’er. Ida var i al hemmelighed draget til Århus med Ole i bæreselen og da jeg kom hjem var der en gave fra Ole til mig.

Det var en cd, hvor der stod “Til Oles far”, signeret Steffen Brandt og resten af tv-2.

Så bliver det ikke bedre.

Ole er i øvrigt allerede ved at lære hvordan man begår sig blandt de kendte. Her er et minde om en fantastisk gave fra en fantastisk kvinde, som jeg elsker meget højt:

Ole og Steffen Brandt

Trafi…traf…trøf… og Jørgen Høg fra Falck

Så er klokken blevet mange og det er blevet tid til et indlæg. Netop dette indlæg fortæller ikke noget om hvordan man slukker en barnevognsbrand (2 store bildæk mokket op i en barnevogn og overhældt med 20 liter æter af en brandsvend) med en let opvredet nylonstrømpe. Ej heller vil du finde gode råd fra forsikrings-Jørgen, Jørgen Betjent fra Politiet og Jørgen Høg fra Falck.

I anledning af en radiolegendes nylige bortgang rummer det derimod svaret på et af bloggens store spørgsmål, nemlig hvilken jingle/kendingsmelodi det nu hedengange program Trafikradio brugte som indledning til utallige beretninger om kødannelser, aflyste færger og fly samt almen trafikoplysning til det ganske land.

Den efterspurgte sang hedder “Any Fool Could See (You Were Meant For Me)” og er indspillet af Barry White i 1979 på albummet “The Message Is Love“. Den er ikke til at købe som download i Danmark eller låne på bibliotek.dk, så vidt jeg kan finde ud af. Her er et billede af coveret, som det ligger på Amazon:

The Message is Love

Det er sent nu

Andersdrengen, den gæve gut, lavede i sin tid en plugin til WordPress, som blandt andet sætter mig i stand til at se hvordan folk finder frem til min blog. Jeg vil i kommende indlæg sørge for at disse søgninger ikke er forgæves :-)

Derfor er her teksten til “Det er sent nu”, skrevet af Søren Bentzen og Cæcilie Norby. Sangen stammer fra albummet “Hvide Løgne”, indspillet af (et af mine to yndlingsorkestre) One Two tilbage i 1989.

Update 8. marts 2009: Velkommen til alle jer X-Factor fans! Jeg har nu vedhæftet de akkorder, jeg har lyttet af. Smid gerne en kommentar nedenfor hvis du kan bruge akkorderne, eller hvis du finder en fejl i dem.

På Høit Niveau

Selvom det er sent og jeg netop er kommet hjem fra en helaftenstur til pokalkamp i Holstebro (som vi vandt overbevisende), fandt jeg alligevel tid til at læse en artikel af en af mine yndlingsskribenter, Poul Høi fra Berlingske Tidende. Ikke fordi jeg altid er enig med ham, eller i hans ordvalg (hvilket en del andre heller ikke er imponerede over), men fordi han med stor indlevelse beskriver USA og amerikanerne og de samfundsforhold, jeg også selv interesserer mig for.

Dagens historie er en fortælling om en ung kvinde fra det sydlige USA:

Det er imidlertid en temmelig svær balancegang.

At være fra Kentwood og tro mod tante Chandra og huske pastorens svovlprædikener og samtidig sælge plader, og det er sin sag at fastholde, at sex – alt det frække, de store bryster, kavalergangen, trutmunden og »tag mig!« – bare er noget, vi leger. Hun dansede på et tidspunkt ved en MTV-galla rundt i en mini-bikini, der virkede, som om den gerne ville af, og rundt om halsen havde hun en gul boa-slange. Der er så megen symbolik i den scene, at det næsten blev overlæs, men Britney ville bagefter have os til at tro, at hun elskede dyr og bare havde lyst til at danse rundt med en stor, fed slange.

Læs hele artiklen på Berlingske.dk.

Tæl til ti

Den smækre dygtige århusianske sangerinde og sangskriver Tina Dickow har en særlig plads hjemme hos os. Både fordi vi sætter pris på velskrevne sange med omtanke og dybde, men også fordi hun er dejligt ukrukket, på trods af det åbenlyse talent. Jeg havde fornøjelsen af veksle et par ord med hende efter Rock på Rosenborg forrige år, da jeg sammen med Vocal Line sang kor for tv●2. Hun fik selvfølgelig også Emotional Landscapes, vores seneste udgivelse på daværende tidspunkt, for (som jeg sagde til hende) så havde vi allesammen haft stor fornøjelse af hendes musik,

Nu er hun på banen igen med en ny cd, som jeg naturligvis skyndte mig at forære fruen – de bedste gaver er jo nu engang dem, man også selv har gavn af :-)

Jeg vil anbefale at du læser lidt om sangene, når du har hørt dem. Du tænker sikkert noget andet end jeg om de historier og stemninger der optræder på albummet, men jeg kan ikke lade være med at ønske for Tina at hun får begge dele til sidst – både manden og musikken :-)

Hvis du skal synge godnatsang for dit barn…

…så skynd dig og lær “Sov Min Månestråle” af Søren Kragh-Jacobsen.

Min dejlige hustru har lige sunget den for Ole og nu ligger han fredeligt i hendes arme og er på vej til drømmeland.

Sangen er fra “Omsen & Momsen” fra 1987  “Nu er det ikke sjovt længere” fra 1982, endnu en af Danmarks Radios mange klassiske børneudsendelser.

Køb sangen her hos TDC Musik – det koster 8 kroner. Lyt til den, så du kan melodien.

Lær derefter teksten:

Sov min månestråle
Vis’ nu i din seng
Nu har natten hejst sit flag
For pige og for dreng
Drøm om sand og sukkermadder
Drøm om spand og vand og pladder
Put nu ned i bløde dyner
Og smut ud på drømmens landevej
Næh for først så skal din far jo
Lige ud og hente et glas
Lunkent mælk til dig

Sov min lille putte
Stjernerne er tændt
Vinden puster stille i sit lille instrument
Drøm om røde elefanter
Drøm om snevejr uden vanter
Put nu ned i bløde dyner
Og smut ind i drømmens lille hus
Næh for først så skal du lige
Ud og gi´ din hund og kat
Og dukkerne et knus

Sov så lille nisse
Nu skal vi ha’ fri
Nu er klokken alt for mange
Dagen er forbi
Sov min lille grinebider
Drøm du bare det du gider
Put dig ned i bløde dyner
Og smut ind i drømmens gyldne stad
Næh for først så skal du ud og
Se om det er sandt
At dine fisk har fået mad

Så nu skal du sove
Kom så ind i seng
Du skal hele tiden “lige”
Ih hvor er du streng
Kom nu før vi eksploderer
Du skal ikke lege mere
Put dig ned i bløde dyner
Og løb ind i drømmens bingohal
Næh for først så skal du
Næh du skal ej du skal sove
Det er lige hvad du skal

Du skulle nu være klar til at underholde generationer af børn og børnebørn med noget af det bedste, der er skrevet for dem.

Ny Alliances grundlovsmøde på Løndal

Jeg tilbragte årets grundlovsdag i støvregn og gråvejr på Løndal Gods mellem Brædstrup og Silkeborg. Anledningen var Ny Alliances grundlovsmøde, hvor Vocal Line og Rasmus Nøhr var hyret til at underholde mellem talerne. Der var et stort medieopbud, da det var partiets første offentlige møde med befolkningen:

Naser på flugt!

Det var en spændende oplevelse (og mit første grundlovsmøde – pinligt!). Jeg havde på forhånd lovet mine kolleger at tage eventuelle konkrete politiske initiativer og udmeldinger med hjem. Det blev ikke meget, jeg kunne tage med i posen. Til gengæld lavede jeg en lille billedmontage over dagen, som du kan se hvis du har lyst til at se smukke Vocal Linere i smukke omgivelser :-)

En helt igennem fremragende dag

Der er dage hvor tallerkenerne ryger gennem luften og det hele kører op og ned. Og så er der dage som torsdag. En helt igennem fremragende dag.

Min vidunderlige hustru og jeg havde gennem længere tid planlagt at skulle til koncert med One Two, et orkester, jeg har været helt pjattet med i mange år. Min første rigtige koncert var med dem, da jeg som 16-årig døgenigt og musiker-in-spe i 1990 drog til Ridehuset i Århus for at se dem på turneen, der fulgte efter pladen “Hvide Løgne”. Selvom guitaranlægget skulle repareres i tre kvarter før de kunne gå på, var det en uforglemmelig musikalsk oplevelse. Det var heller ikke helt dårligt for sådan en knægt at se de to smukke sangerinder i deres ungdoms vår ;-)

Det ellers opløste orkester er nu genforenet til en sommerturné og eneste mulighed for at vi kunne se dem sammen var, at vi tog til Vega i København Kristi Himmelfartsdag. Nu er det ikke så tit at vi kommer til København, så jeg havde arrangeret at vi skulle mødes med nogle af mine gamle barndomsvenner, som nu bor derovre. Først stod der brunch på programmet sammen med Thomas på et åbenbart meget populært sted, The Laundromat Café på Nørrebro. Det var vældig hyggeligt og et glimrende måltid blandt bøger og vaskemaskiner.

Efter brunch og en mindre rundtur i kvarteret sagde vi på gensyn til Thomas og drog til Søborg for at besøge Kasper og Ann og deres to små børn. Med sådan et par størrelser er det jo begrænset hvor fleksibel man er, så vi benytter enhver lejlighed til at besøge dem. Jeg har kendt både Thomas og Kasper i langt over 25 år (og har gået i parallelklasse med Ann i folkeskolen og gymnasiet), så det er dejligt uformelt når vi ses. Vi nød en afslappende eftermiddag med god mad og snak om børn, hus og arbejde. De er lidt længere end vi er med det hele, så de havde naturligvis en masse gode råd til os. Vi tager gerne imod gode råd, for vi får dem som regel om vi vil det eller ej :-)

Først på aftenen var vi rede til at indtage Vega for første gang. Vi kom tidligt da vi gerne ville se om vi kunne få siddepladser, for en hel stående koncert er mere end min højgravide hustru kan holde til. Heldigvis overraskede Vega positivt. Der var nemlig siddepladser på balkonen og vi sikrede os par af de rigtig gode. Publikum var ikke overraskende på min alder eller lidt ældre og kvinderne var i overtal. Man kunne tydeligt mærke på stemningen, at jeg ikke var den eneste der havde glædet mig helt vildt til denne genforening. Bandet lod vente på sig, men endelig, klokken 21.15 indtog de scenen.

For mig var det helt vildt stort.

De lagde for med “Det er sent nu” (fra “Hvide Løgne”), en sang som at de selv har skrevet. Allerede fra det første beskidte riff fra Søren Bentzens guitar var alle i salen helt oppe under loftet. Der blev vi så de næste 80 minutter, mens der kom hits i en perlerække. Der var stort set ikke en sang, jeg savnede (jeg ser her bort fra det faktum, at de for min skyld gerne måtte spille de to første plader fra ende til anden!). Koncerten var ikke for kort, ikke for lang og da sidste ekstranummer var spillet var jeg overvældet af en stor glæde over at vi tog chancen og tog herover.

Succesen var jo ikke givet på forhånd, skal man huske. Det er langt fra alle stjerner fra for tyve år siden, der stadig er i stand til at løfte en koncert og et forventningsfuldt publikum på den måde, som det skete torsdag aften i Vega. Det var en udsøgt fornøjelse at se, hvordan både Nina Forsberg og især Cæcilie Norby så ud til at nyde aftenen. Alle sange var i de originale (usandsynligt høje) tonearter og spilleglæden var ikke til at tage fejl af. Udover de to og Søren Bentzen var der også bandets faste percussionist, Rune Harder Olesen, SP på bas (som havde været med siden “Hvide Løgne”), Lars Daugaard på trommer og Martin Sommer på keyboards. Al respekt for Martin Sommers kunnen, men jeg må indrømme at jeg savnede en lidt mindre “analog” og mere autentisk keyboardlyd; desværre var der ikke nogen, der ringede og spurgte mig til råds inden koncerten!

Efter koncerten og det obligatoriske indkøb af en One Two t-shirt var det ikke noget problem at få sparket Toyotaen tværs over Sjælland og Fyn til tonerne af “Billy Boy” og “Den Bedste Tid”. Klokken 02.30 var jeg igen i drømmeland, dejligt udmattet af oplevelser og gode minder.

Et par dage senere skrev musikpolitiet godt nok om nostalgitrip og tom musik fra 80’erne. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det var på alle måder en helt igennem fremragende dag.

Østeuropæisk Melodi Grand Prix

Vi kan vist godt vinke farvel til “Royaume-Uni: Douze points!”

Jeg har ikke set mere end ganske få minutter af årets østeuropæiske internationale Melodi Grand Prix. Jeg har ellers været den store Grand Prix fan i mange år, men de seneste fire-fem år har interessen været stærkt dalende i takt med kvaliteten af musikken. Jeg har selvfølgelig set vores lokale udgave hvert år, men efterhånden som flere og flere lande er kommet med er den internationale udgave blevet tilsvarende ringere.

Dette års udgave var ingen undtagelse. Heldigvis kendte jeg vinderen på forhånd, så jeg kunne nøjes med at se vindersangen og Sverige, som jeg vidste ville få 12 danske point. Henrik Hesselholdt fra ESC-dk havde nemligpå forhånd udpeget vinderne og sin top 10, baseret på hvilke nationer, der plejer at give hinanden point. Ud af hans top 5 var det kun Grækenland, han missede (de endte som nr. 7).

Serbien vandt en overbevisende sejr foran Ukraine og Rusland. Sverige, som endte på en 18. plads vandt det vesteuropæiske Grand Prix foran Tyskland, Spanien, Frankrig og Storbritannien, netop de lande, der altid er kvalificerede. Landet med de fleste grandprixvindere gennem tiderne, Irland, endte som nummer 24 og sidst.

Den endelige stilling kan ses hos DR.dk.

Jeg er enig med Jørgen de Mylius. Hvis ikke Melodi Grand Prix skal dø, skal der ændringer til. Men som Peter Belli engang sang: “Det bliver aldrig som i gamle dage”. Desværre.

Fredagsstemning – nu med One Two!

Jeg og fruen skal til København i næste uge for at se den legendariske danske gruppe One Two igen. En af mine største musikalske oplevelser var, da jeg som 16-årig var i Ridehuset og høre One Two. Nu er Cæcilie Norby og Nina Forsberg (og guitarist Søren Bentzen) sammen igen og jeg glæder mig helt vildt. Jeg var der, da de for første gang i 14 år spillede sammen igen. Det var på Skanderborg Festival i 2004 – Danmarks Smukkeste Koncert:

Det er sgu originaltonearten! Tag den, Madonna :-)

You go girl!

Fruen og jeg var lørdag aften til koncert med omtrent 7000 andre i Gigantium i Ålborg. Aftenens hovednavn var den skønne Beyoncé Knowles, superstjerne og som en af ganske få kvinder værdig til betegnelsen “diva”!

Vi var kørt nordpå ad en solbeskinnet E45 sammen med min Vocal Line-kollega Morten, som onsdag aften havde haft et par billetter i overskud. Jeg var hurtigt ude med en forespørgsel til min hustru, som greb chancen med kyshånd. Eneste betingelse var at vi tog noget med, som hun kunne sidde på :-)

Vi var godt forberedt med Beyoncé og Destiny’s Child på anlægget hele vejen til Ålborg, så der var glimrende stemning da vi nåede ind til downtown Ålborg, hvor vi skulle mødes med tidligere Vocal Liner Tuan, nuværende Vocal Linere Nanna og Mette Marie og en række af deres venner fra musikkonservatoriet i Århus. Da vi havde hilst på dem og spist en pizza, mens Morten og Tuan imponerede pizzapigerne med deres sang, var vi klar til koncert.

Der var nærmest en kilometerlang kø, som vi kørte forbi på vejen derud, men da vi skulle parkere bilen på den anden side af anlægget, kunne vi diskret flette os selv ind i den lange slange af mennesker, der sneglede sig frem mod indgangen til Gigantium. Det lykkedes Ida at få den sammenklappelige skammel med ind, på den betingelse at hun ikke ville bruge den til at slå nogen med! Det lovede hun og snart var vi på plads ved siden af lyd- og lysfolkene midt i salen, hvor der traditionelt er bedst lyd. Koncerten var annonceret til kl. 20, men vi skulle naturligvis først slås med opvarmingskunstneren Lemar, som sang engelsk soul. Han gjorde det ok, men det var tydeligvis ikke ham, vi allesammen var kommet for at høre.

Endelig, kl. 21.05 lokal tid blev der helt mørkt, hvorefter den traditionelt bastante introduktionsmusik bralrede ud i hallen og teksten “The Beyoncé Experience” tonede frem på storskærmen. Så trådte hun frem fra scenens mørke. Beyoncé. Lige præcis så smuk som var det på films. I en kaskade af gyldent fyrværkeri stod hun og modtog folkets hyldest. Det varede i præcis de 30 sekunder, som pressen havde lov til at fotografere hende i. Derefter fyrede hun “Crazy In Love” af med sit all-girl band og sine dansere og sin ganske enestående sans for show.

Det var en stor koncert og en stor musikalsk oplevelse. Samtidig var det på alle måder bedre end man kunne forvente af en amerikansk superstjerne på gennemrejse. Da Ida og jeg var i London for tre år siden og se Madonna live i Earl’s Court sammen med 16000 andre var det også en stor oplevelse og et imponerende show. Med Beyoncé slog det mig bare, at hun er en fremragende sanger (og entertainer), også i virkeligheden. Mange sangere gør sig udelukkende godt på plade, men her var der bund i fremførelsen. Teknisk imponerende, dynamisk varieret, udtryksmæssigt og helt igennem rent. Sådan sang (og dansede) hun sig igennem to timers show, der fuldstændigt lagde salen ned. Til sidst måtte også musikpolitiet overgive sig og synge med på “Irreplaceable” (“To the left, to the left – everything you own in a box to left”), som Beyoncé overlod til det velsyngende publikum, før hun selv tog over og viste, hvorfor hun i en alder af 25 år i dén grad dominerer og forgylder alt hvad hun rører ved.

Som man måske fornemmer, er jeg meget imponeret. Ja, det var amerikansk og over-the-top, men jeg føler at jeg har været vidne til musikhistorie i fri udfoldelse. Nu kan jeg sige til mine børn, at jeg var der, da Beyoncé kom til Danmark tilbage i 2007… :-)

Vocal Line på Train

Så kom mit kor Vocal Line endelig ned og gav koncert på Train her i Århus. Vi har stået på adskillige store scener herhjemme og i udlandet. Alligevel er der noget særligt over at spille på et rockspillested som Train i forhold til en koncertsal. De mange musikere og musikstuderende i koret var naturligvis helt oppe og køre over at stå på en scene, mange af dem utroligt gerne ville stå på med deres egen musik!

Musik er trods alt blot en hobby for mig, så jeg kunne tage det roligt. Det til trods syntes jeg, det var en fantastisk oplevelse. Lyden på scenen var fremragende (tak til vores lydmand Morten Bak Hansen) og gjorde det til en dejlig eftermiddag at synge vokalmusik for de flere hundrede mennesker, der havde fundet vej til Train. Vi havde verdenspremiere på suiten “Giv Tid” over 4 danske sange, som Morten Kjær havde arrangeret til os. Vi havde brugt de foregående ugers korprøver samt weekenden på Testrup Højskole til at indstudere de mange siders musik. Det blev en stor succes og alle var glade for at det gik så godt som det gjorde. Nu håber jeg så at det gør sig godt i radioen, som var der for at optage koncerten. Udsendelsen sendes efter planen lørdag d. 28. april kl. 10.30 på P2.

Jeg har taget en flok billeder fra vores øveweekend og koncerten på Train, som kan ses på Flickr.