Kategoriarkiv: Musik

Nyt job til Gamle Æsels Kapel

Berlingskes Business.dk gør mig i dag opmærksom på, at jeg har fået ny, skarp konkurrence. Ikke i mit nuværende job, men i min hobby som pianist. Det viser sig nemlig at akkompagnementet til alle de klassiske festsange som “Ta-ra-da-bum-ti-da”, “Den evigglade kobbersmed” og ikke mindst “Da hønsehuset brændte”, nu kan leveres helt uden menneskelig indgriben.

Lad os byde velkommen til Festklaveret.dk.

Det er blandt andre Jan Glæsel (Linie 3, Meyerheim, grillbøger), der står bag idéen. Han spiller ikke selv (det gør Jørgen Kaufmann, hvilket journalisten har misforstået), men er blot idémand. Det er også rigeligt. Formedelst 60 kr. kan du hente én klaverakkompagneret sang. Nuvel, en pianist på et vist niveau koster penge, så jeg forstår godt den økonomiske og praktiske logik. Som udøvende vil jeg dog nok have et lidt ambivalent forhold til at deltage i en fest, hvor musikledsagelsen til sangene er en cd med det lidt maskinelle præg, som Festklaveret præsenterer.

Jeg regner derfor ikke med at købe den uundgåelige juleudgave. Dér foretrækker jeg a cappella for blandede stemmer og brum (tak, far!) – det ved man hvad er.

Et livsprojekt?

Hvad har jeg egentlig gang i?

Det er jo i grunden et meget bredt spørgsmål, men et som trænger sig på i dag. Jeg overvejer i øjeblikket meget hvad jeg skal bruge min tid på fremover. Ikke fordi der bliver mere af den, men fordi der her til sommer bliver flere om at kræve den.

Derfor er spørgsmålet om tid meget i mine tanker. Lige nu bruger jeg tiden på min livslange interesse, basketball. Jeg sidder her med en samling videoklip fra damekampen, to ufærdige referater til en hjemmeside, der ikke virker i IE7 samt flere overvejelser om hvordan man får det maksimale ud af en spillertrup på 9 meget forskellige spillere. Det er noget der kræver tid og indsats. Jeg lægger stadig en del kræfter i sporten, selvom tiden er kortere og kræfterne mindre end de har været (for ikke at tale om hurtigheden, som nu er helt væk!).

Jeg er nemlig født ind i basketball og sporten er stadig lige tiltrækkende. Det er fruen ikke (altså født ind i basketball – hun er bestemt tiltrækkende!). Det er måske også derfor, at jeg spekulerer på, hvad mit livsprojekt skal være. Det skal nemlig ikke være basketball, da jeg så vil være ret alene om det, og min familie i øvrigt har advaret mig om de omkostninger, det kan have at lave så meget frivilligt arbejde væk fra hjemmet.

Musikken kunne være et livsprojekt. Den har jeg i det mindste til fælles med fruen. Det har bare aldrig været det primære for mig, selv da jeg læste musik på universitetet. Jeg har haft en mængde dejlige musikalske oplevelser, både sammen med mit kor og i forskellige bandsammenhænge. Jeg har bare altid haft andre interesser, som også har haft en plads i mit liv på samme tid. Derfor tror jeg heller ikke jeg egner mig til at have musikken som livsprojekt. Det er til gengæld en utrolig dejlig hobby og jeg håber vores børn kommer til at sætte pris på musik som vi selv gør.

Så er der arbejde. Der er stadig mulighed for at gøre et arbejde til et livsprojekt, men jeg tvivler på det. Jeg er ikke typen, der kører mit helt eget løb. Det er nemlig altid væsentligt sjovere at lave noget sammen med andre, når der er nogle at dele glæderne med. Desuden har jeg set lidt for mange tv-udsendelse og hørt lidt for mange historier om travle mennesker, der ikke har tid til at se deres børn, før ungerne selv tager opmærksomheden – og det sjældent for det gode.

Jeg tror i virkeligheden, jeg er bedst tjent med at kombinere det hele. Ethvert tilvalg indebærer også et fravalg, nu hvor ansvaret tynger og ungdommen er en tid, der mere og mere er en tid, man ser tilbage på. Jeg elsker basketball, jeg elsker musik og jeg elsker at få noget fra hånden. Nu hvor jeg også snart har min egen lille familie, så ved jeg, at jeg også elsker den.

Jeg har valgt til. Nu skal jeg blot vælge fra. Er der nogen der kan sælge mig et par ekstra timer i døgnet?

“Så hold dog kæft!”

Det stod der på ryggen af min skjorte i går.

Jeg følte mig inspireret til at tage den på, da jeg aftenen før havde været til en fremragende koncert med Dolly Parton i Forum Horsens. Det var naturligvis ikke Dolly, der skulle tie stille. Hun sang nemlig aldeles glimrende, fint bakket op af orkester og korsangere. Bedst var koncerten dog, når det kun var Dolly, der var på scenen. Det var især en sang som den smukke “Little Sparrow” (som jeg ikke kendte i forvejen), der gjorde indtryk. Sangen er meget sparsomt akkompagneret og enkel i sit musikalske udtryk.

Derfor er det mig også en stor gåde, hvorfor folk, der ligesom os (formodentlig) har betalt 895,- for at komme ind, ikke er i stand til at holde kæft under de stille passager. Så vigtigt kan det ikke være at føre hele samtaler under et musikalsk øjeblik, som ingen af os får igen? Godt nok sad vi på den fjerneste tribune, men jeg ville på forhånd have regnet med at det trods alt modne publikum (vi trak aldersgennemsnittet betragteligt ned) ville vide, hvornår det er god stil at tie stille.

Men nej.

Det fik mig også til at tænke på det største musikalske mismatch (ikke miskmask!), jeg har oplevet til en koncert. Tina Dickow, som jeg til stadighed kan lade mig imponere af, gav koncert på Train. Hun og bandet ydede en glimrende præstation, men desværre var der tale om en af sæsonens største julefrokostaftener. Det betød at der rundt omkring på stedet, typisk i baren, befandt sig grupper af højrystede og utidige idioter koncertgæster. Det viste sig at være forholdsvist svært at nyde den gode Tina spille og synge sine smukke sange til et konstant akkompagnement af almindelig tågesnak og umotiverede latterudbrud. Sværere endnu er det at dæmpe denne baggrundsstøj uden at gøre det værre (prøv selv til næste jul, hvis du har mod på det). Det er med andre ord ikke just win/win!

Heldigvis regner jeg ikke med at det bliver et problem, når jeg skal til Metallica!

Sov Min Månestråle

Det er en sang fra “Nu er det ikke sjovt længere” med Tom McEwan og Jess Ingerslev, med musik og tekst af Søren Kragh-Jakobsen. Ida sang den som godnatsang i går aftes og jeg sidder netop nu og lytter til den.

Vi var på Skejby i dag, så Ida kunne blive scannet for anden gang. Alt var perfekt og vi så et dejligt glimt af det lille menneske, som vi synger godnatviser for. Jeg er helt vild med tanken om at skulle være far. Jeg er også overvældet ved tanken om den udfordring det bliver at skulle opfostre sådan én.

Be A Guitar Hero!

Guitar Hero Cover

Hvis du – som jeg – hidtil har udlevet dine vildeste luftguitardrømme i fuld offentlighed og til andres store moro, så kan jeg varmt anbefale dig at investere i en PS2 og det vidunderlige tidsfordriv “Guitar Hero“. Det er alle pengene værd, især hvis man får det som bryllupsgave (tak til mine kolleger, som selv havde fornøjelsen til vores nyligt overståede julefrokost)!

Når man slynger guitaren over skulderen og blæser afsted med Red Hot Chili Peppers’ udgave af “Higher Ground”, så føler man virkelig at man kan spille guitar! “Guitar Hero” handler om ikke at lade sig besvære af det simple faktum, at det ville kræve flere års intensiv øvelse at nå dertil på et rigtigt instrument.

Nu glæder jeg mig så til juleaften, for på vores fælles ønskeseddel står naturligvis “Guitar Hero II” – med ekstra guitar!