Kategoriarkiv: Samfund

Fundamentalisme

Er der noget der kan få mit pis i kog, så er det religiøs fundamentalisme i alle former. Især når dens konsekvenser rammer folk, der er fuldstændig uden skyld.

Bare et lille udpluk fra de seneste dage:

Jeg lærer aldrig at forstå den tankegang der ligger til grund for den slags handlinger. Jeg krydser blot fingre for at uddannelse, oplysning og store, unge befolkninger i lande præget af fundamentalisme kan få bugt med det.

Forudsigelse er en svær ting

Jeg ser altid The Daily Show når muligheden er der. Det er fremragende underholdning, især hvis man interesserer sig for amerikansk politik og for det amerikanske samfund.

Nu har vi heldigvis ikke helt de samme kabelkanaler som i USA – det er både godt og skidt: jeg ville gerne have ESPN og HBO, men kan snildt undvære Fox News og CNBC – men vi har alligvel alle muligheder for at lytte til ofte højtråbende mennesker råde os til alt muligt. Når det drejer sig om vores økonomi er der dog noget der tyder på, at vi havde klaret os bedre hvis vi havde gjort det modsatte.

Følg her værten på The Daily Show, Jon Stewart, der på fornem og forrygende vis piller disse mediemennesker og deres metier fra hinanden:

Hvem er “os” – eller hvad man kan få ud af tal

Jyllands-Posten (via 24Timer) brillierer i dag med følgende overskrift på fpn.dk:

Mobilkameraer går os på nerverne

Os. Kan det mon være journalister? Ansatte på Jyllands-Posten? 24Timers læsere? Danskerne?

Hvis det virkelig er danskerne der er tale om, så er chancen for at du er en af de generede danskere ganske, ganske lille. Det viser sig nemlig at andelen af generede medborgere er 1 ud af 12 danskere. Det svarer til 8 1/3 procent.

Vi prøver lige denne overskrift i stedet:

92 procent af danskerne har aldrig på noget tidspunkt følt sig generet af mobilkameraer

Ikke helt samme klang over det, vel?

Når jeg læser artikler i avisen eller på nettet, støder jeg ofte på den slags misbrug af tal. Tallene er i denne sammenhæng meget taknemmelige for de lader sig nemt lege med, især hvis man som læser enten ikke kan regne eller ikke læser hvad der rent faktisk står.

Update: Nu er DR også hoppet på limpinden. Tsk, tsk, tsk.

Win-win

Det må være godt at være justitsminister. Når antallet af skyderier i København ikke falder, men derimod fortsætter med at stige, er det åbenbart et udtryk for at politiets indsats virker. Det synes ikke at være et vildt gæt at formode at det også ville være udtryk for at politiets indsats virker, hvis antallet af skyderier faldt.

Det må være det man kalder en win-win situation!

Logikken minder mig dog desværre mest om Rumsfeld, Cheney og andre i Bush-administrationen, da volden eskalerede i Irak efter krigen i 2003. Selvmordsbomberne og henrettelserne af tilfældige mennesker var dengang – for 6 år siden – et klart tegn på at modstanden var ved at være nedkæmpet:

“I think these people are the last remnants of a dying cause.”
– Deputy Defense Secretary Paul Wolfowitz, juni 2003

…skal på skoleskemaet.

Hver eneste jeg hører ordene: “…skal på skoleskemaet”, krummer jeg mine tæer. Det skyldes nok at mine tæer og jeg er ud af en lærerfamilie og dermed har konsekvenserne af alle de mange velmente “tiltag” i frisk erindring. Her er blot et lille udpluk af alt de store ord og begreber, de stakkels elever skal udsættes for, hvis det står til diverse interesseorganisationer og politikere:

Ateisme
De 8 kostråd
Strandregler
Vold
Klima
Iværksætteri
Medborgerskab
Piratkopiering
Tilgivelse
Konflikthåndtering
Vand og bevægelse
Urtegaardens varedeklarationer (!)

Er der noget at sige til at de kreative fag har trange kår i folkeskolen? Der er jo ikke tid til dem!

12 konkrete projekter

Mette Walsted Vestergaard ville åbenbart gerne være helt sikker på at vi allesammen forstod at Danmarks Indsamling altså ikke går til Jørgen Poulsens morgenbasser, men til “12 konkrete projekter”. Hun nævnte det i hvert fald hver eneste gang hun fik chancen for det.

Det er ikke længere nok at pengene går til velgørende organisationer eller en god sag. Nu skal vi have navne og historier og altså konkrete projekter at hænge vores velvilje op på.

Dagens citat om patriotisme

Jeg har lige genopdaget at George Bernard Shaw havde en uovertruffen evne til at formulere sig skriftligt:

“Patriotism is your conviction that this country is superior to all other countries because you were born in it.”

Og apropos selvcentrering:

Georgia Thomas: Ally, what makes your problems so much bigger than everybody else’s?

Ally McBeal: They’re mine.

Flere citater fra Ally McBeal her hos Wikiquote.

På Høit Niveau

Selvom det er sent og jeg netop er kommet hjem fra en helaftenstur til pokalkamp i Holstebro (som vi vandt overbevisende), fandt jeg alligevel tid til at læse en artikel af en af mine yndlingsskribenter, Poul Høi fra Berlingske Tidende. Ikke fordi jeg altid er enig med ham, eller i hans ordvalg (hvilket en del andre heller ikke er imponerede over), men fordi han med stor indlevelse beskriver USA og amerikanerne og de samfundsforhold, jeg også selv interesserer mig for.

Dagens historie er en fortælling om en ung kvinde fra det sydlige USA:

Det er imidlertid en temmelig svær balancegang.

At være fra Kentwood og tro mod tante Chandra og huske pastorens svovlprædikener og samtidig sælge plader, og det er sin sag at fastholde, at sex – alt det frække, de store bryster, kavalergangen, trutmunden og »tag mig!« – bare er noget, vi leger. Hun dansede på et tidspunkt ved en MTV-galla rundt i en mini-bikini, der virkede, som om den gerne ville af, og rundt om halsen havde hun en gul boa-slange. Der er så megen symbolik i den scene, at det næsten blev overlæs, men Britney ville bagefter have os til at tro, at hun elskede dyr og bare havde lyst til at danse rundt med en stor, fed slange.

Læs hele artiklen på Berlingske.dk.

Jeg stiller mig lige uden for glashuset et øjeblik…

…jeg skal nemlig kaste med sten!

På vej på arbejde her til morgen holdt jeg bag en bil med to personer, sikkert mand og kone. Der er rødt i krydset foran og mens vi venter på grønt, lægger jeg mærke til at fordøren i førersiden går op. Det er nu ikke fordi føreren har noget ærinde udenfor. Det skyldes ikke en fejl på den nydelige familiebil. Nej, årsagen er at den mandlige fører af bilen har en bananskræl, som han lægger på kørebanen.

Det er en lille ting. En petitesse. Alligevel bider den sig fast. For det er jo ikke den komiske værdi i en bananskræl, den pågældende mand her forsøger at drage nytte af. Det falder ham ganske enkelt nemmere at smide sit affald i vores fælles natur. Det er mangel på respekt og omtanke. Det er detaljen, der afslører noget dybere om en person. Det er vel også – tøhø! – banalt. Det er dog helt grundlæggende noget svineri.

Jeg følte mig derfor også fristet til at stå ud af bilen og banke på hans rude. Bare for at fortælle ham, at han da vist havde tabt noget. Min hustru ville have elsket det!

Spild af politiets tid (og papir)

Hvis man fra tid til anden undrer sig over, hvorfor der er en konstant debat om offentlige nedskæringer og serviceforringelser, så er her et eksempel på hvad Københavns Politi for eksempel får tiden til at gå med:

“En online-anmeldelse af et cykeltyverier starter sit liv på Københavns Politigård, der sorterer anmeldelserne og sender dem som mail ud til de enkelte politistationer.

Samme informationer tastes ind igen
Her bliver mailen printet ud af en politibetjent, som derefter – manuelt – taster de samme informationer om tid og dato for tyveriet, stelnummer på cyklen, farven og gerningsstedet ind i et andet program.”

fra Politiken.dk

Det virker ofte rystende uigennemtænkt, når store (ofte offentlige) organisationer indfører IT-systemer. Min formodning i dette tilfælde er, at beslutningstagerne har valgt at spare på funktionaliteten for at spare penge – hvilket i den sidste ende viser sig at koste mere manuelt arbejde og flere penge. Men så er der sikkert tale om en anden kasse, og dermed andres ansvar. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig at en ansvarlig udvikler eller projektleder ikke har gjort opmærksom på problemet, men det er erfaringsmæssigt sjældent, at der offentligt placeres et ansvar i sådanne tilfælde. Desværre.

TV2/Sladder

“Hun er ude igen”, fortalte Trine Panum Kjeldsen med alvorlig mine som indledning til tophistorie nr. 2 i TV2 Nyhederne torsdag morgen. Du ved naturligvis godt præcis hvilken hotelarving, der er tale om og jeg behøver ikke uddybe nærmere. Kan du alligevel ikke styre dig, så kig forbi TV2.dk – der er mere sladder end i et gennemsnitligt Billed-Blad.

Den indledning fik mig til at tænke på en artikel på Berlingske.dk, skrevet af Sigrid Rasmussen. Hun beretter om den øjeblikkelige tilstand i den italienske medieverden. Her har de “kulørte” historier fortrængt seriøs journalistik i grad, der er betænkelig – selv for Italien:

De forskellige kanaler er eksperter i at målrette deres kulørte nyheder til netop deres publikumssegment. Mediasets kanal rettet mod unge, Italia 1, viser hver dag nyhedsprogrammer, der hverken er mere eller mindre end varieté-show, hvor halvdelen af sendetiden handler om sommerens bademode og tidens hotte modeller. Samme netværk har også en kanal rettet mod det modne publikum, og her gennemgås som regel de mere modne kendissers privatliv og udsendelsens højdepunkt er, når barmfagre modeller læser vejrudsigten op og reciterer ordsprog, de har fundet til lejligheden.

Jeg er selv oprigtigt bekymret for at vi rent mediemæssigt er på vej samme sted hen. Jeg har haft en snigende fornemmelse af, at TV2 langsomt men sikkert bevæger sig i retning af Berlusconis italienske glitter-TV. Samtidig er Danmarks Radio ramt af byggemæssigt storhedsvanvid hos nogle uansvarlige beslutningstagere, hvilket desværre formodentligt betyder et ringere alternativ til TV2/Sladder/VIP/Gossip og de andre “danske” udbydere af TV.

Heldigvis er der stadig modige mennesker i medierne. Den amerikanske tv-vært Mika Brzezinski nægtede at omtale historien i morgennyhederne på MSNBC, på trods af at hendes producer insisterede på at det var dagens vigtigste nyhed. Se her hvordan det skal gøres:

http://www.youtube.com/watch?v=6VdNcCcweL0

Feel-good TV

Ida og jeg sveder foran fjernsynet her til aften. Ikke fordi vi træner aerobics med Gitte Schnell. Næh, det har været 29 grader hele dagen, så vi sidder nu bænket foran “De Unge Mødre” på Kanal 4.

Det er feel-good TV af værste skuffe højeste karat.

Misforstå mig ikke. Det er ikke fordi, historierne om de unge piger, deres børn, deres splittede familier og de fraværende fædre er noget at glæde sig over. Det er snarere indirekte feel-good TV, for udsendelserne får mig nemlig til glædes over, at jeg ikke oplever noget tilsvarende. Ida og jeg blev ikke skilt efter to måneders ægteskab, vi er begge begavet med dejlige familier der stadig hænger sammen, vi har fast arbejde, vi skal ikke tage stilling til hinandens skiftende nye kærester og vi lever ikke som hund og kat.

På den måde kan det sammenlignes med andre serier som “Nanny 911”, “You Are What You Eat” (her er i øvrigt lidt baggrund om “Dr.” Gillian McKeith) og “The Biggest Loser“.

Ikke at jeg selv ser den slags TV jævnligt, men sådan går det når man zapper ;-)

Øllet blev hans skæbne

Så er der faldet dom i fodvoldsagen fra Sverigeskampen. De fire næste fire landskampe spilles mindst 250 km fra København og én kamp spilles helt uden tilskuere. Nu er jeg naturligvis klar til at tage turen til Blue Water Arena i Esbjerg for at se landskampe, men vi må vente at se hvad DBUs appel kan medføre af eventuelle lempelser.

Der kan man så se, hvad 15-20 øl kan føre til!

Discovery er der ofte udsendelser, der minutiøst dokumenterer forløbet op til en katastrofe. Det er fascinerende, så ofte der er tale om et sammenfald af forskellige, i sig selv ubetydelige hændelser. I dette tilfælde kunne situationen (og dermed landsholdets fodboldmæssige katastrofe) sikkert have været undgået, hvis bare et følgende kriterier var opfyldt:

    Tilskueren havde siddet 10 rækker længere oppe
    Tilskueren havde kunnet nøjes med 10 øl i stedet for de 15-20 stykker
    Kontrollørerne ved det pågældende hegn var vendt mod tilskuerpladserne i stedet for mod banen
    Michael Gravgaard var et par meter tættere på baglinjen
    Christian Poulsen havde filmet at han var blevet ramt af Markus Rosenbergs albue (det har han gjort før)
    Jon Dahl eller Martin Jørgensen havde scoret på de to chancer, vi havde ved stillingen 3-3

      Men sådan skulle det ikke være.

      Jeg har i øvrigt aldrig forstået nødvendigheden af at skulle drikke så meget, at man ikke kan huske noget eller er herre over hvad man foretager sig. Vi kan allesammen have lyst til forfriskninger, javist, men alligevel. Hvis pointen er at være sanseløs, hvorfor så ikke bare sove i stedet? :-)

Er du donor?

Det meget omtalte tv-show med en nyre som hovedgevinst viste sig her til aften at være fup.

Jeg synes det er fremragende.

Tal fra Donorregistret fortæller at der pr. 1. maj 2007 var 492.589 tilmeldte danskere i registret. Det er ud af 5.4 millioner danskere. Ikke just imponerende, i betragtning af hvor stort behovet er. Derfor er det fremragende med en debat- og opmærksomhedsskabende tv-udsendelse som den i Holland. Pointen er ikke, om programmets præmis var etisk forsvarlig. Pointen er den, at det veltilrettelagte show allerede har givet resultater, også herhjemme:

Siden udsendelsen i lørdags har 1476 danskere meldt sig til donorregistret. Det er 1300 flere end weekenden før, hvor 172 danskere lod sig registrere, oplyser det danske donorregister.

Det er fremragende. Det er også trist, at vi skal derud, før vi kan finde ud af at tage stilling. De Konservative er åbenbart de første på banen med et forslag om at gøre det obligatorisk at tage stilling. Jeg er helt enig. Selvom DFs Birthe Skaarup gør ophævelser og tvivler på at det praktisk kan lade sig gøre, så må svaret være: så få det til at ske. Det er ganske enkelt for vigtigt, til at vi kan overlade det til vi almindelige danskeres eget initiativ.

Har du endnu ikke taget stilling, så gør det nu.

Mo money mo problems

Det viser sig nu at Notorious B.I.G. havde ret:

“I don’t know what they want from me, It’s like the more money we come across, the more problems we see”

– fra Mo money mo problems, 1997

I følge en artikel på epn.dk er de rige meget bekymrede:

Eksempelvis handler det for rige mennesker om at være sikre på, at deres arvinger er sikret, at de kan opretholde deres nuværende levestandard, og at de ikke mister deres formue i en skilsmisse.

Det er godt at man er fri for den slags bekymringer!

“Enhedslisten opstiller en kristen mand”

Overskriften er naturligvis frit opfundet og hentet fra virkelighedens overdrev. Det er denne overskrift til gengæld ikke:

Venstre opstiller muslimsk kvinde

Hvor er det egentlig trist, at det overhovedet er en nyhed, der skal dækkes med den vinkel. Vi er ikke nået så langt med integrationen, som vi burde være. Vinklingen har formodentlig også noget at gøre med den seneste muslimske kvinde, der annoncerede sin opstilling til næste folketingsvalg. Forskellen på de to opstillinger er vist, at Asmaa har en reel chance for at blive valgt.

Den allestedsnærværende redaktør Henrik Qvortrup tøver da heller ikke med at give sin uforbeholdne karakteristik af opstillingen af Fatima Øktem:

Statsministerens tidligere spindoktor, Henrik Qvortrup, mener, “at hun er en af den slags varer på hylden, som også et parti som Venstre må have, efter Naser Khaders dannelse af Ny Alliance og debatten om Asmaa Abdol-Hamid.”

Trist at være en hyldevare, når man sikkert hellere vil være politiker på egne vilkår. Men ok, omtale som hyldevare er vel bedre end ingen omtale?

The Darwin Awards – vi har en vinder!

Det vil sige, vi har i hvert fald en fortjent nomineret til årets Darwinpris.

Darwinprisen – The Darwin Awards – uddeles hvert år til et menneske, der ved at opføre sig spektakulært, dybt idiotisk, sindrigt, tåbeligt eller fjollet har fjernet sig selv fra den samlede menneskelige genbank. Det er derfor ofte folk, der ikke længere lever, men prisen kan også uddeles til dem, der på grund af ovennævnte opførsel ikke længere er i stand til at reproducere sig selv, formodentlig til gavn for menneskeheden.

Dermed ikke sagt at prisvinderens bedrift ikke har store følelsesmæssige konsekvenser for familie og venner. Det er bare ikke min pointe.

Tag for eksempel 21-årige Derek, universitetsstuderende fra Nebraska. Han havde netop skrevet en artikel om det tåbelige i at færdselsloven påtvang ham at bruge den irriterende og latterlige sikkerhedssele. Da han kort tid efter var bagsædepassager i en SUV, der gled af en frostglat vej og rullede rundt, blev han kastet ud af bilen og dræbt på stedet. De to på forsædet med seler på slap med småskrammer.

Derfor kan vi nu sige tillykke til 22-årige Martin Harris, som valgte at tage toget – oven på toget. Han må være selvskreven til en nominering. En anden dansk togsurfer udtalte i den forbindelse til TV2, at det afgørende er spændingen ved at vide, at det man gør, er livsfarligt og at man kan dø hvert øjeblik.

Til de, der har lignende tanker kan jeg kun anbefale at tage et smut til Irak, mens tid er. Der kan de da i det mindste gøre en smule nytte, mens de er i livsfare.

Update:En søgning på Overskrift.dk viste mig at flere andre har fået samme idé, herunder Løsgænger, Høgsberg og Jimbo.

Sidst med det første om Irak

Nu er situationens alvor endelig gået op for Forsvarets Efterretningstjeneste:

“Der er borgerkrig i Irak”
– fra Politiken.dk

Som artiklen nøgternt beretter:

Det skete med henvisning til, at situationen i den sydlige del af landet nu er så god, at irakerne selv kan overtage ansvaret.

Ja, de kan vel selv overtage ansvaret for borgerkrigen? (Regeringen og Dansk Folkeparti er i øvrigt blevet enige om at afviste asylansøgere godt kan sendes hjem til landet. Jeg er sgu glad for at det ikke er mig og min familie, der skal sendes hjem til en så usikker situation. Gad vide hvor slemt det egentlig skal stå til, for at de kan få lov at blive her?)

Det er i det hele taget en uhyre trist udvikling vi er vidner til. På engelsk siger man “You break it, you own it”. Desværre lader det ikke til at der er nogen, der har taget ansvaret for andet end fjernelsen af Saddam Husseins grusomme diktatur. “Mission accomplished“, indeed.

Jeg har tit spekuleret på, om og i givet fald hvordan situationen lader sig løse og hver gang er jeg kommet til den konklusion, at jeg må give fortabt. Hvad stiller man op med et land, der i bund og grund er skabt af en britisk-fransk lineal og hidtil kun har kunnet holdes sammen med enevældig, diktatorisk magt? I Jugoslavien måtte der krig både mellem lande og borgerkrig til, før konflikten kunne trappes ned i det land, der også kun var bundet sammen af en enkelt mand. I Irak har kurderne deres egen de facto stat i nord, hvor der – set i forhold til resten af landet – er relativt roligt. Den tidligere herskende klasse, Sunni-muslimerne, er nu efterladt med områder stort set uden olie; befolkningsflertallet, de tidligere undertrykte Shia-muslimer, er nu herrer over de mest olierige områder. Amerikanerne befriede shiaere for sunniernes overherredømme, shiaerne har deres største støtte i præstestyret i Iran, sunnierne har opbakning fra Saudiarabien, hvorfra terrorangrebet på USA for 6 år siden udsprang…

Jo mere jeg læser og skriver om situationen, jo mere håbløst ser det ud. Jeg håber konflikten kan løses i min levetid, men jeg tvivler.