Kategoriarkiv: Web

BoConcept.com

Hvis jeg har været lidt fraværende de seneste uger, så har det en enkelt årsag: BoConcept.com.

Vores lille webafdeling har bogstaveligt talt arbejdet dag og nat for at få klargjort alt til launch d. 1. september. Vi nåede det hele – stort set. Vi nåede i hvert fald nok til at kunne være stolte af resultatet:

Det nye BoConcept.com

En meget vigtig del af det nye website er lanceringskampagnen, som på nettet tager en interessant form. Vi har nemlig en række af virksomhedens nøglepersoner (og mine gode kolleger) til at fortælle om vores koncept og det, vi kan tilbyde møbelkunderne. Forskellen fra tidligere og til nu er, at vi for første gang for alvor har omfavnet videomediet. I stedet for at læse om alle fortræffelighederne kan du nu i stedet høre om dem, fortalt ikke af en skuespiller, men af den person, der ved allermest om emnet. Vi håber, at den indbyggede autenticitet, der er i valget af “rigtige” mennesker, også giver pote ude hos forbrugerne.

Jeg er ikke en first mover…

…men jeg nyder godt af deres forarbejde!

Jeg tænkte lige over at der går 1-2 år fra jeg første gang hører om noget spændende teknologi til jeg gør brug af det. Det er enten blevet billigt nok (PS3), modent nok (Facebook, Flickr), eller begge dele (NFL Game Pass). Det gælder også for bloggen her, som jeg tog et langt tilløb til.

Nu har jeg så fået øje på noget så spændende som stregkoder. Altså ikke dem du kender fra Super Best supermarkedet, men dem du måske har set i Japan – eller på udvalgte steder i København:

Min blogadresse som QR
Min blogadresse som QR

Det er supernemt at bruge. Alt det kræver er en mobiltelefon med kamera og forbindelse til internettet. Forvent at se det overalt i løbet af et år eller to!

Jeg tror det bliver ligesom med SMS i USA. Først ignorerer de det i mange år, men når først de ser lyset går det meget stærkt.

Martin 2.0

Det siger lidt om Facebooks popularitet at det var min mor, der fik mig til at oprette en profil der. Selvom jeg er en smule 2.0, så var jeg alligevel hverken hoppet på Facebook eller MySpace. Det var lidt ung-med-de-unge, troede jeg.

Det er det også. En smule. Men det er langt fra hele historien.

På den anden side: min mor ved om nogen hvor meget gode netværk er værd, også i den virkelige verden, så måske er det ikke så overraskende at hun havde set mulighederne på Facebook. Foreløbig har jeg fundet gamle og knap så gamle venner fra alle dele af mit ikke-arbejdsliv og det er altid meget hyggeligt at høre hvad der er sket i de mellemliggende år (forudsat naturligvis at der ikke er sket drabelige uheld eller tilstødt dem en forfærdelig sygdom i mellemtiden). Det er blandt andet derfor, det er så godt for de af os der er umådeligt nysgerrige af natur :-)

Du kan også finde mig på LinkedIn, som er et mere erhvervsrettet netværk og her er min offentlige profil. Jeg har også mine billeder på Flickr, men mangler at sortere 574 billeder. Du er lige nu på min blog. Så lidt fremme i skoene er jeg alligevel.

Nu vi er ved 2.0 – så trænger vi da vist til en ny video på YouTube herude fra Elgårdsmindeparken featuring Ole og hans dejlige mor. Så er weekendprojektet klart!