Endelig alene!

Nu er skeen i den anden hånd, eller skoen på den anden fod, som de siger i USA. Jeg er alene hjemme med Ole en tirsdag aften, hvor Ida er ude for at pleje sin fritidsinteresse.

Det er sandelig nye tider i den lille familie. I de seneste årtier har mine tirsdag aftener ellers været tilbragt i trygge rammer i Næshøjhallen, omgivet af parketgulv og lyden af driblinger. Ida har de seneste 6 år tålmodigt ventet hjemme i selskab med skiftende tv-serier, sudoku og endelig Ole. Jeg under hende i den grad at komme ud og bare opleve.

Imens kan jeg så nyde at lege med Ole, som hver dag minder mig om hvor heldige vi er. Når jeg tænker på min søn og vores lille familie trænger klicheerne sig uvægerligt på. Der er jo bare det ved det, at klicheerne er blevet det af en årsag. Alle, der har fået børn – og som har blot en smule overskud til dem – kan jo ikke undgå at blive lykkelige for ethvert lille smil, for de 10 minutter knægten kan lege med et magnetisk æggeur på køleskabet, for den måde de lærer hele tiden og for den dejlige fornemmelse af at have gjort noget rigtigt.

Tak.

Skriv et svar