Et livsprojekt?

Hvad har jeg egentlig gang i?

Det er jo i grunden et meget bredt spørgsmål, men et som trænger sig på i dag. Jeg overvejer i øjeblikket meget hvad jeg skal bruge min tid på fremover. Ikke fordi der bliver mere af den, men fordi der her til sommer bliver flere om at kræve den.

Derfor er spørgsmålet om tid meget i mine tanker. Lige nu bruger jeg tiden på min livslange interesse, basketball. Jeg sidder her med en samling videoklip fra damekampen, to ufærdige referater til en hjemmeside, der ikke virker i IE7 samt flere overvejelser om hvordan man får det maksimale ud af en spillertrup på 9 meget forskellige spillere. Det er noget der kræver tid og indsats. Jeg lægger stadig en del kræfter i sporten, selvom tiden er kortere og kræfterne mindre end de har været (for ikke at tale om hurtigheden, som nu er helt væk!).

Jeg er nemlig født ind i basketball og sporten er stadig lige tiltrækkende. Det er fruen ikke (altså født ind i basketball – hun er bestemt tiltrækkende!). Det er måske også derfor, at jeg spekulerer på, hvad mit livsprojekt skal være. Det skal nemlig ikke være basketball, da jeg så vil være ret alene om det, og min familie i øvrigt har advaret mig om de omkostninger, det kan have at lave så meget frivilligt arbejde væk fra hjemmet.

Musikken kunne være et livsprojekt. Den har jeg i det mindste til fælles med fruen. Det har bare aldrig været det primære for mig, selv da jeg læste musik på universitetet. Jeg har haft en mængde dejlige musikalske oplevelser, både sammen med mit kor og i forskellige bandsammenhænge. Jeg har bare altid haft andre interesser, som også har haft en plads i mit liv på samme tid. Derfor tror jeg heller ikke jeg egner mig til at have musikken som livsprojekt. Det er til gengæld en utrolig dejlig hobby og jeg håber vores børn kommer til at sætte pris på musik som vi selv gør.

Så er der arbejde. Der er stadig mulighed for at gøre et arbejde til et livsprojekt, men jeg tvivler på det. Jeg er ikke typen, der kører mit helt eget løb. Det er nemlig altid væsentligt sjovere at lave noget sammen med andre, når der er nogle at dele glæderne med. Desuden har jeg set lidt for mange tv-udsendelse og hørt lidt for mange historier om travle mennesker, der ikke har tid til at se deres børn, før ungerne selv tager opmærksomheden – og det sjældent for det gode.

Jeg tror i virkeligheden, jeg er bedst tjent med at kombinere det hele. Ethvert tilvalg indebærer også et fravalg, nu hvor ansvaret tynger og ungdommen er en tid, der mere og mere er en tid, man ser tilbage på. Jeg elsker basketball, jeg elsker musik og jeg elsker at få noget fra hånden. Nu hvor jeg også snart har min egen lille familie, så ved jeg, at jeg også elsker den.

Jeg har valgt til. Nu skal jeg blot vælge fra. Er der nogen der kan sælge mig et par ekstra timer i døgnet?

Skriv et svar