Nattehimmel over Elgårdsminde

Fødselsdagen

Min svigerfar døde i november. I forgårs ville han have fejret sin 61-års fødselsdag.

Livet ville det anderledes, og det efterfølgende tomrum er selvsagt noget, der har fyldt både mine og familiens dage, uger og måneder siden da.

For Torkil var ikke en mand, der havde sin ubemærkede gang på jord. Han har sat sine tydelige spor hos alle, der var så heldige at kende ham. En prægtig mand, skrev Ida. Og hvor har hun ret. Jeg vil tilføje: Et naturligt samlingspunkt. En overmåde stolt far til tvillinger. Og en bedstefar, der i fulde drag nød at opdage, hvor skønt og stort, det er, når ens børn bliver forældre.

Fødselsdagen i går blev ikke fejret eller bemærket på anden måde, end at vi var sammen i vores lille familie. Med Rune på Roskilde Festival var Ida, børnene, jeg og svigermor samlet hos os. Ikke for at tie stille og mindes, men for at fejre livet – og det gøres bedst ved at leve.

Jeg savner Torkil. Jeg savner hans lune væsen, som aldrig lod sin medfødte alvor fylde mere, end at der var plads til varme, omsorg og underspillet humor. Jeg savner ikke mindst, at Torkil oprigtigt interesserede sig for, hvordan jeg havde det. Det er naturligvis mange mennesker, der spørger, hvordan man har det, men jeg var aldrig i tvivl om min svigerfars oprigtighed i at ville høre svaret på det spørgsmål.

Jeg ærgrer mig også. Jeg ærgrer mig over, at Torkil aldrig kommer til at opleve vores børn vokse op og leve deres liv. Men jeg glæder mig over, at han oplevede deres fødsel og deres første år. Jeg ærgrer mig over, at min svigerfar ikke længere med den største selvfølgelighed rådgiver mig om vigtige ting. Men jeg glæder mig over, at de gode råd, jeg nåede at få, vil følge mig resten af livet.

Som tiden går, vil mine minder om min svigerfar vække stadig mindre sorg, men glæden vil være usvækket.

En tanke om "Fødselsdagen"

Skriv et svar