Farvel Frevert

Den altid underholdendeLouise Frevert er omsider mavedanset ud af Dansk Folkeparti med en afsluttende svada, hvori hun karakteriserer sin nu tidligere partileder som en person, der er en led mokke skaber frygt og modvilje. For nu at tage et af de pænere citater.

Det interessante for mig er ikke frk. Frevert. Hun er – set med mine øjne – i sig selv, med Elisabeth Friis’ ord, inderlig uinteressant. (Mere te?)

Næh, det virkeligt spændende og endda glædelige er, at der overhovedet er plads til politikere som hende i Danmark. Ikke på grund af hendes holdninger, som jeg har et Voltairesk forhold til, men på grund af det faktum at et menneske med hendes baggrund overhovedet kan vælges. Jeg følger meget med i amerikansk politik. Her ville en lesbisk kvinde med en fortid som pornomodel, mavedanser (og letpåklædt indianerinde i en klassisk Tommy Seebach-video) ikke have mange chancer for at blive valgt til noget som helst offentligt embede – medmindre det da var i San Francisco. Da det republikanske parti forleden havde 10 præsidentkandidater inde til en tv-transmitteret debat var det påfaldende, at der var tale om 10 kridhvide, midaldrende, kristne mænd.

Den forsamling kunne vist godt trænge til en gang Frevert.

Skriv et svar