Farvel til Næshøjhallen

Så er det slut. Jeg har sagt farvel til det andet hjem, som jeg har kendt altid. Næste gang jeg træder ind i Næshøjhallen, er det som tilskuer – en udenforstående.

Det er mærkeligt, men også mærkeligt befriende. Basketball har været en dybt integreret del af mit liv siden jeg blev født. Jeg har kravlet og løbet rundt på parketgulvet i 33 år og fulgt i mine forældres fodspor.

Jeg kan ikke tælle alle de gode timer jeg har brugt på at drible rundt med bolden, men jeg fortryder ikke et øjeblik. Jeg har ganske vist ofte tænkt tanken om hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke havde brugt så meget tid på sporten, men i stedet havde fokuseret på musikken eller en anden interesse. Hver gang er jeg dog nået frem til, at jeg ikke kunne have valgt anderledes, for jeg har brug for at bruge mine evner fuldt ud. Jeg vil ikke nøjes.

Men det er en ny tid nu. Jeg er ved at skabe mig en familie og det er så afgjort det vigtigste i mit liv. Jeg er også ved at skabe mig en karriere, som hver dag sender mig langt ud på heden. Hver dag må jeg sende at tiden ikke er min egen længere og det er på ingen måde en nem erkendelse. Den er til gengæld nødvendig.

Så fremover når klokken nærmer sig 20.30 en tirsdag aften i oktober, vil jeg sende en venlig tanke hjem til Harlev. Jeg vil glæde mig over at der stadig er en masse skud, der skal skydes og venstrehåndslay-ups, der skal øves. Og jeg vil glæde mig over at jeg har ydet mit. Og jeg vil glæde mig over at jeg er hjemme hos min familie.

Skriv et svar