Fast Food Nation

Det er titlen på en glimrende bog, som jeg læste for et par år siden.

Jeg kom til at tænke på den forleden søndag aften, da jeg var sendt på hemmelig mission til byens mest centrale fast food restaurant for at hente “mad” til fruen. De stakkels piger var for få, for utjekkede og fuldstændigt overmatchede til rush hour; omkring mig stod stakler, der havde ventet på deres mad i 20-30 minutter.

Der var et sammenrend af børn og fulde folk i køen. Jeg gættede derfor på at jeg ville høre sandheden, mens jeg ventede. Den endegyldige sandhed måtte jeg desværre undvære, men til gengæld var der en stor dreng foran mig, der talte i en mobiltelefon med en kammerat om pizzaer fra Sorento. Det vil sige, jeg troede det var en mobiltelefon, da den ringede. Da han med stor behændighed hev apparatet frem fra inderlommen, viste det sig at være en walkie-talkie! En kæmpestor, 1980’er-agtig model af den gode, gammeldags slags, som jeg vist gerne ville have haft, da jeg var ganske ung. Roger and over! Som jeg ofte gør, digtede jeg i mit hoved en historie om de to knægte, der har lavet deres egen budservice og bringer fast food ud til alle de, der som jeg ikke i ugens løb har tænkt over, at man også skal have mad om søndagen. De havde så ikke lige kalkuleret med, at de skulle stå i kø som andre almindelige mennesker… “Fuck, de går helt amok, hvis de ikke snart får deres mad”, sagde ham foran mig i køen. Jeg håber for deres skyld, at der ikke er tale om 4 granvoksne rockere, der sad og ventede forgæves ude på Bryggervej 15!

I øvrigt slog det mig, at drengen (som var snehvid og mellemblond) talte med en særlig sprogtone. Havde jeg kun hørt hans stemme, ville jeg have gættet på at han var indvandrer fra Mellemøsten. Mon ikke det er med ham som med alle os andre, nemlig at vi former vores sprog efter det, vi hører til dagligt?

En tanke om "Fast Food Nation"

Skriv et svar