Jeg stiller mig lige uden for glashuset et øjeblik…

…jeg skal nemlig kaste med sten!

På vej på arbejde her til morgen holdt jeg bag en bil med to personer, sikkert mand og kone. Der er rødt i krydset foran og mens vi venter på grønt, lægger jeg mærke til at fordøren i førersiden går op. Det er nu ikke fordi føreren har noget ærinde udenfor. Det skyldes ikke en fejl på den nydelige familiebil. Nej, årsagen er at den mandlige fører af bilen har en bananskræl, som han lægger på kørebanen.

Det er en lille ting. En petitesse. Alligevel bider den sig fast. For det er jo ikke den komiske værdi i en bananskræl, den pågældende mand her forsøger at drage nytte af. Det falder ham ganske enkelt nemmere at smide sit affald i vores fælles natur. Det er mangel på respekt og omtanke. Det er detaljen, der afslører noget dybere om en person. Det er vel også – tøhø! – banalt. Det er dog helt grundlæggende noget svineri.

Jeg følte mig derfor også fristet til at stå ud af bilen og banke på hans rude. Bare for at fortælle ham, at han da vist havde tabt noget. Min hustru ville have elsket det!

2 tanker om "Jeg stiller mig lige uden for glashuset et øjeblik…"

  1. Ja, sgu!
    Så’n ska det være – jeg ynder også at gå hen med flasker/slikpapir/… til folk og pænt fortælle dem at de virkelig MÅ ha tabt det og det da SØREME var godt jeg lige samlede det op til dem.

    Min hustru elsker det ikk helt så meget, hun bli’r gerne liiiiidt lille og syn’s det er lidt pinligt. Fa’me nej, hvis der er nogle der skal være pinligt berørt er det dem. De svin.

Skriv et svar