Martin 2.0

Det siger lidt om Facebooks popularitet at det var min mor, der fik mig til at oprette en profil der. Selvom jeg er en smule 2.0, så var jeg alligevel hverken hoppet på Facebook eller MySpace. Det var lidt ung-med-de-unge, troede jeg.

Det er det også. En smule. Men det er langt fra hele historien.

På den anden side: min mor ved om nogen hvor meget gode netværk er værd, også i den virkelige verden, så måske er det ikke så overraskende at hun havde set mulighederne på Facebook. Foreløbig har jeg fundet gamle og knap så gamle venner fra alle dele af mit ikke-arbejdsliv og det er altid meget hyggeligt at høre hvad der er sket i de mellemliggende år (forudsat naturligvis at der ikke er sket drabelige uheld eller tilstødt dem en forfærdelig sygdom i mellemtiden). Det er blandt andet derfor, det er så godt for de af os der er umådeligt nysgerrige af natur :-)

Du kan også finde mig på LinkedIn, som er et mere erhvervsrettet netværk og her er min offentlige profil. Jeg har også mine billeder på Flickr, men mangler at sortere 574 billeder. Du er lige nu på min blog. Så lidt fremme i skoene er jeg alligevel.

Nu vi er ved 2.0 – så trænger vi da vist til en ny video på YouTube herude fra Elgårdsmindeparken featuring Ole og hans dejlige mor. Så er weekendprojektet klart!

Skriv et svar