Min største basketballbedrift

Jeg havde besøg af en hel flok piger i sidste uge. Det gik ikke stille af.

Mest fordi de snakkede så vældigt, at jeg nok skulle have sat sedler op i nabolaget og advaret hele Elgårdsminde om det momentvise behov for høreværn.

Jeg havde med andre ord inviteret til spillermøde for vores 2. division damer. Jeg har ofte tænkt på at kernen på det hold i virkeligheden repræsenterer min største bedrift som basketballtræner gennem snart 20 år. Ikke så meget på grund af deres individuelle kunnen, eller på grund af deres resultater, men fordi der stadig er et hold.

Vi er ikke en stor klub i Harlev. Der er et begrænset antal børn i lokalområdet og en stærk håndboldtradition at tumle med. Samtidig er det almen viden i idræts- og fritidskredse at piger i teenagealderen er svære at holde på. Når de kommer i 8.-9. klasse er der en masse andre ting, der begynder at trække i interessen og kræve deres tid. Det er både mere skole, mere fritidsarbejde og i det hele taget en fornemmelse af at de ting, man tidligere har lavet måske ikke er så interessante. Desuden er der også efterskole- og udlandsophold, der river et år ud af en spillers kalender.

Derfor er jeg særlig stolt over at der stadig er over halvdelen af de spillere tilbage, som jeg begyndte at træne, da de var pigespillere for snart 6 år siden. De er nu unge seniorer, næsten flyvefærdige og altid i stand til at glæde deres gamle træner med deres humør, vilje til at lære og evne til få det bedst mulige ud af hinanden.

Så hvis du har tid, så kig forbi Næshøjhallen en dag, hvor Harlevs damer spiller. Det kan godt være vi ikke vinder på tavlen hver gang, men sejren er allerede hjemme blot pigerne er på banen.

Skriv et svar