Om at træde vande

Jeg bad mine trofaste læsere (hvorenten I er) om at krydse fingre for mig i går.

Det hjalp vist ikke. Og så måske alligevel.

Sagen er nemlig den, at jeg i går skulle fremvise det endelige resultat af et projekt, som jeg for 4 måneder siden blev ansat til at skulle overtage ansvaret for. Fremvisningen var naturligvis ikke blot for en lille kreds af interesserede – næh, det var såmænd alle medarbejdere på min arbejdsplads, der skulle nyde godt af det store fremvisningsshow.

Derfor var det også med spænding, jeg gik i gang. Mest af alt fordi intet af det, der havde virket aftenen før, virkede, da jeg mødte om morgenen. Det virkede stadig ikke 30 minutter før start og her var det så, at jeg mentalt kunne begynde at forberede sig på en mindre nedsmeltning foran en stor forsamling af kolleger og chefer.

Da vi nåede 20 minutter før start var vi dog på banen igen, alle systemer var go for launch og jeg kunne gå i gang med de sidste forberedelser.

Da alle var bænket, kaffe og kage skænket og roen var faldet over en forventningsfuld forsamling, gik jeg i gang med præsentationen. Netop som jeg var begyndt, viste det sig at alt – igen – ikke virkede. Overhovedet ikke. I det øjeblik havde jeg det som den stakkels Microsoft-ansatte, der for år tilbage viste Windows 98 frem sammen med Bill Gates:

http://www.youtube.com/watch?v=9rXWr6Ezax4

Heldigvis for mig har jeg lært kunsten at træde vande. Det handler om at flytte fokus, at holde fast i tråden som gjaldt det livet, og for alt i verden om finde en ikke-tilstedeværende syndebuk, hvis det er muligt!  Jeg havde held til at gøre alle tre ting (her tænker du nok. “Hele tre ting – det går da virkelig ikke!”) og samtidig beholde skindet på næsen, selvom måsen hænger i vandskorpen.

(Nære bekendte vil vide at jeg tidligere har trådt vande i stor stil som konferencier for 1000 mennesker i Stakladen til et kaotisk, men til slut aldeles fremragende Melodi Grand Prix for snart 8 år siden. Det indebar så vidt jeg husker med en længere udredning om heste, OL 1984 i Los Angeles og en tysker ved navn Rainer Klimke, alt sammen blot fordi et orkester havde valgt at kalde sig Hej Hest!)

Ender historien lykkeligt? Svaret er et rungende måske. Vores klare delmål om at traktementet i hvert fald ikke skulle halte, gav helt sikkert pote og en del kredit hos det ellers noget skeptiske publikum. Desuden gik der ikke 5 minutter efter at vi havde sagt farvel til forsamlingen med forsikringer, lovninger og stille bønner, førend alting virkede perfekt – i hvert fald de næste 15 minutter, derefter gik alt ned igen.

Som et coda skal jeg huske at sige, at alting nu naturligvis fungerer som det skal. Alle er glade for resultatet og jeg sover roligt om natten, også i forvisningen om at der nu ikke længere er en eneste af mine kolleger, der ikke ved hvem jeg er – og ikke mindst hvordan jeg ser ud mens jeg træder vande!

Skriv et svar