Op som en løve, ned som et lam

“Klart VKO-flertal”, tordner overskriften på JP.dk og det er så konklusionen på en undersøgelse foretaget af Rambøll.

Så er den potte ude, skulle man tro.

Tro om igen. Overskriften falder ned som et lam. Det viser sig for det første, at vi som læsere slet ikke får tallene at se – vi må forlade os på Jyllands-Postens journalist og hans fortolkning af de usete tal. Man skal også et stykke ned i teksten, før det afslører sig at det klare flertal er på 3 mandater og at det i øvrigt forudsætter at Enhedslisten slet ikke kommer ind i Folketinget. Desuden trækker journalisten allerede i første afsnit selv i land:

 Gamle dage er så småt ved at være vendt tilbage til dansk politik. I en ny måling fra Rambøll mønstrer den gamle akse med Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti igen et nogenlunde komfortabelt flertal på 93 mandater.

Det klare flertal er allerede i løbet af få ord blevet reduceret til et nogenlunde komfortabelt flertal.

Nu er Jyllands-Posten jo langt fra det eneste medie, der udtaler sig i blokbogstaver og meget stramme vinkler. Har du en lille tåre i øjenkrogen, er du i følge Ekstra Bladet “tæt på sammenbrud”, men EB og JP er jo også i samme koncern.

Skriv et svar