“Så hold dog kæft!”

Det stod der på ryggen af min skjorte i går.

Jeg følte mig inspireret til at tage den på, da jeg aftenen før havde været til en fremragende koncert med Dolly Parton i Forum Horsens. Det var naturligvis ikke Dolly, der skulle tie stille. Hun sang nemlig aldeles glimrende, fint bakket op af orkester og korsangere. Bedst var koncerten dog, når det kun var Dolly, der var på scenen. Det var især en sang som den smukke “Little Sparrow” (som jeg ikke kendte i forvejen), der gjorde indtryk. Sangen er meget sparsomt akkompagneret og enkel i sit musikalske udtryk.

Derfor er det mig også en stor gåde, hvorfor folk, der ligesom os (formodentlig) har betalt 895,- for at komme ind, ikke er i stand til at holde kæft under de stille passager. Så vigtigt kan det ikke være at føre hele samtaler under et musikalsk øjeblik, som ingen af os får igen? Godt nok sad vi på den fjerneste tribune, men jeg ville på forhånd have regnet med at det trods alt modne publikum (vi trak aldersgennemsnittet betragteligt ned) ville vide, hvornår det er god stil at tie stille.

Men nej.

Det fik mig også til at tænke på det største musikalske mismatch (ikke miskmask!), jeg har oplevet til en koncert. Tina Dickow, som jeg til stadighed kan lade mig imponere af, gav koncert på Train. Hun og bandet ydede en glimrende præstation, men desværre var der tale om en af sæsonens største julefrokostaftener. Det betød at der rundt omkring på stedet, typisk i baren, befandt sig grupper af højrystede og utidige idioter koncertgæster. Det viste sig at være forholdsvist svært at nyde den gode Tina spille og synge sine smukke sange til et konstant akkompagnement af almindelig tågesnak og umotiverede latterudbrud. Sværere endnu er det at dæmpe denne baggrundsstøj uden at gøre det værre (prøv selv til næste jul, hvis du har mod på det). Det er med andre ord ikke just win/win!

Heldigvis regner jeg ikke med at det bliver et problem, når jeg skal til Metallica!

Skriv et svar