Sidst med det første om Irak

Nu er situationens alvor endelig gået op for Forsvarets Efterretningstjeneste:

“Der er borgerkrig i Irak”
– fra Politiken.dk

Som artiklen nøgternt beretter:

Det skete med henvisning til, at situationen i den sydlige del af landet nu er så god, at irakerne selv kan overtage ansvaret.

Ja, de kan vel selv overtage ansvaret for borgerkrigen? (Regeringen og Dansk Folkeparti er i øvrigt blevet enige om at afviste asylansøgere godt kan sendes hjem til landet. Jeg er sgu glad for at det ikke er mig og min familie, der skal sendes hjem til en så usikker situation. Gad vide hvor slemt det egentlig skal stå til, for at de kan få lov at blive her?)

Det er i det hele taget en uhyre trist udvikling vi er vidner til. På engelsk siger man “You break it, you own it”. Desværre lader det ikke til at der er nogen, der har taget ansvaret for andet end fjernelsen af Saddam Husseins grusomme diktatur. “Mission accomplished“, indeed.

Jeg har tit spekuleret på, om og i givet fald hvordan situationen lader sig løse og hver gang er jeg kommet til den konklusion, at jeg må give fortabt. Hvad stiller man op med et land, der i bund og grund er skabt af en britisk-fransk lineal og hidtil kun har kunnet holdes sammen med enevældig, diktatorisk magt? I Jugoslavien måtte der krig både mellem lande og borgerkrig til, før konflikten kunne trappes ned i det land, der også kun var bundet sammen af en enkelt mand. I Irak har kurderne deres egen de facto stat i nord, hvor der – set i forhold til resten af landet – er relativt roligt. Den tidligere herskende klasse, Sunni-muslimerne, er nu efterladt med områder stort set uden olie; befolkningsflertallet, de tidligere undertrykte Shia-muslimer, er nu herrer over de mest olierige områder. Amerikanerne befriede shiaere for sunniernes overherredømme, shiaerne har deres største støtte i præstestyret i Iran, sunnierne har opbakning fra Saudiarabien, hvorfra terrorangrebet på USA for 6 år siden udsprang…

Jo mere jeg læser og skriver om situationen, jo mere håbløst ser det ud. Jeg håber konflikten kan løses i min levetid, men jeg tvivler.

Skriv et svar