Status

Jeg er begyndt at arbejde igen og de første tre uger efter min barsel+ferie har været supertravle.

På forunderlig vis var der nemlig stadig bunker af opgaver, der ventede på mig, da jeg trådte ind på det noget forladte og støvede kontor. Mine kolleger havde ikke ligget på den lade side i de uger, jeg var væk og nu var det min tur til at tage fat igen (mens de så var på ferie). Det er lettere sagt end gjort.

Min oplevelse var nemlig at jeg havde sat min kadence ned. De foregående uger var udelukkende gået med to ting: min nye rolle som far og vores flytning. Det gjorde at al min koncentration i det tidsrum var samlet om min lille familie. Overgangen fra den tilstand og til en hverdag med arbejde var ikke en dans på lutter lagkage.

Arbejdet har nemlig været så presset i de seneste uger, at det fra dag 1 var nødvendigt at være på 100% ydeevne hele dagen. Det er en krævende mental øvelse, især hvis der ikke undervejs er mulighed for at lade batterierne op. Kombinationen af dette og det første fravær fra den lille familien har vist sig at være en svær øvelse, som ikke nødvendigvis har været morsom. Vi er jo samtidig ved at lære hvordan vores hverdag kommer til at se ud de næste måneder, mens jeg arbejder og Ida er på barsel, så alle rutiner er nye.

I det hele taget har de seneste uger i virkeligheden blot gjort mig endnu mere opmærksom på hvor heldig jeg har været med den familietid, der er gået, og hvor meget jeg glæder mig til den der kommer.

En tanke om "Status"

Skriv et svar