Tag-arkiv: melodi grand prix

Musikpolitiet er på banen

Jeg har tidligere været en forholdsvis stor Grand Prix entusiast, sådan at forstå at jeg har et blødt punkt overfor musikken som den lød i Grand Prix’ets gyldne år. Det skulle man måske ikke umiddelbart tro om en, der har en seriøs musikuddannelse fra universitetet, men de to størrelser er bestemt ikke uforenelige – tværtimod. Jeg har altid haft dyb musikalsk respekt for det, som de bedste Grand Prix komponister og arrangører har formået at stille op med deres enkle materiale.

Derfor synes jeg også det er den største fornøjelse at være musikpoliti, når DR i Dansk Melodi Grand Prix præsenterer årets bud på en vindersang. Som musikpolitibetjent er det vigtigt at man udbreder sig til alle i nærheden om kunstners evne til at synge rent, om sangens internationale chancer, om påklædningen, om det groteske i at have et Fender Rhodes på scenen når lyden er fra et flygel, men ikke mindst om hvor komponisten til den pågældende sang har stjålet hentet sin inspiration.

Som nu i går aftes: Jeppes sang “Lucky Boy” var en bleg kopi af Erasure, mest af alt “Victim of Love” (som ellers er et fedt nummer). Marie Carmen Koppels bidrag hørte hjemme på soundtracket til “The Bodyguard”. Sukkerchoks “Det’ Det” (ros til den klassiske 80’er titel) var et halvmoderne og desværre en smule halvfalsk bud på en sang fra Laban. Endelig har vi vinderen, Brinck, som lænede sig heftigt op ad de to nyeste plader fra Backstreet Boys (som jeg tilfældigvis synes er rigtig gode!) – det er måske heller ikke så underligt, når en af komponisterne er mr. Boyzone himself, Ronan Keating.

Derfor: Når jeg nu er med i Grand Prix’et næste år, så er I velkomne til at komme med jeres bud på hvem jeg har tyvstjålet fra :-)