TV2/Meta

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for The Onion, en amerikansk, satirisk gratisavis. Det er – sammen med Wikipedia – en af de bedre opdagelser, jeg har gjort på nettet i de seneste måneder. Jeg tænkte i dag, at jeg ville kombinere interesserne på samme måde som jeg ynder at kombinere Bassett’s vingummi og blød, sød, finsk lakrids – forhåbentlig med samme gode resultat :-)

Jeg slog derfor “The Onion” op på Wikipedia. Det kom der noget højst interessant ud af.

Det viser sig nemlig at der gennem tiden er flere medier, der har ladet sig narre af avisens artikler, der i sprog og tone lægger sig meget tæt op ad de “rigtige” nyhedsmedier. Jeg har normalt respekt for de fleste af vore hjemlige medier; det var dog kun en smule overraskende, at sladdercentralen TV2.dk var blandt de medier, der var hoppet på limpinden og havde refereret denne artikel i The Onion og taget den for gode varer.

Maria Therese Ib, fast sladderspalteskribent på TV2.dk, skrev denne artikel om skuespilleren Sean Penn, der angiveligt var blevet meget harm over at en anden havde registreret mailadressen seanpenn@gmail.com.

Når man nu kender den oprindelige kilde til historien, så er ironien til at få øje på, når man læser følgende passage i artiklen på TV2.dk:

Det er svært at tage stilling til, hvem der er mest latterlig. Personen, der mente, at han kunne gå for at være Sean Penn på internettet, eller Sean Penn der forsøger at oprette en emailadresse med sit eget navn. Det er ikke sådan man undgår spam, Sean. Men vi henviser til Hotmail, måske kan de være behjælpelige.

Jeg er ikke i tvivl om hvem jeg synes er mest latterlig. Til gengæld bør man – hvis man kommer Piet Heins “Pædagogisk gruk” i hu – læse The Onions artikel om angrebet på USA d. 11. september 2001. Et citat:

“I always thought terrorists blowing shit up would be cool,” Martin continued. “Like, if the Pentagon was bombed, I figured they’d mobilize a special elite squadron of secret-agent ninjas, and half of them would be hot babes. How could I ever think that? This is actually happening, and it’s just not cool at all.”

Not cool at all.

Skriv et svar