“Undskyld, må jeg forstyrre?”

Nej, fand’me nej!

Nu er det slut. Det er ovre. Nu tager jeg fløjlshandskerne af. Nu skal der andre boller på suppen. Næste gang træder jeg for alvor i karakter.

Efter træning i Veri Center her til aften handlede jeg i Kvickly. Tilbuddene sprang på mig og jeg var derfor tungt lastet og i øvrigt ved at ringe hjem på mobilen, da jeg blev antastet umiddelbart uden for indgangen til butikken. Jeg havde godt set de to velklædte unge mænd på vej ind, men normalt er jeg ret ferm til den kendte slalomdisciplin “undgå afladssælgeren, som ofte skal praktiseres i Ryesgade her i Århus.

Det gik fuldstændig galt denne gang.

Normalt flytter portene sig ikke i slalom, men her stillede den unge mand (lad os kalde ham “Lars”…selvom der er meget andet, jeg hellere ville kalde ham!) sig ind foran mig, sagde at han lige ville forstyrre og betroede mig straks, at det ikke havde noget med telefoner at gøre. Sagen var nemlig, at jeg allerede havde trykket på “ring op” og havde mobilen i hånden, men det forhindrede ikke denne ihærdige, professionelle sælger i at standse mig. Jeg blev så paf at jeg ikke bare fortsatte ud af centret, men stoppede op.

Det var min første fejl. Det var ikke min sidste.

Da jeg nu var stoppet, kastede “Lars” sig ud i en forklaring om hvor meget godt jeg ville kunne gøre for dansk handicapidræt. Det ville blot koste 300, 200 eller 100 kroner. Tror jeg nok. Jeg holdt nemlig op med at høre efter, da sælgeren lagde sin hånd på min arm.

Hvad fanden ligner det? Et er at han stopper mig. Noget helt andet er den måde, hvorpå mit personlige rum bliver angrebet af en mand, jeg ikke kender og ikke har lyst til at kende. Nu er jeg jo ikke typen, der råber højt (uden for landets idrætshaller), så jeg lyttede til ham og sagde til sidst, at jeg gerne ville have lov at sige pænt nej. Da jeg stod i mit træningstøj gættede han på at jeg var studerende, og så var der naturligvis studierabat, så jeg kun skulle slippe 50 kroner! Det takkede jeg også pænt nej til, og slap endelig væk.

Dansk Handicap Idrætsforbund har allieret sig med Mankind, et firma der “tilbyder sine klienter en person-til-person-salgsstyrke”. Jeg troede kun det var på arbejde, at jeg skulle undvige irriterende sælgere, men nej – der tog jeg fejl.

Skriv et svar