We Need To Talk

Det er ikke for sjov, det her. Jeg skal snart have en ny telefon.

Min dejlige, men noget flyvske (den burde have en indbygget faldskærm!) og ustabile Sony Ericsson K700i er ved at gå til. Det vil sige, det er mest det altstyrende joystick, der er ved at drive mig til vanvid. Der er efterhånden foretaget mange uatoriserede opkald (som regel til mor, der står forrest i den alfabetiske telefonbog!) og flere gange har jeg kun i sidste øjeblik forhindret at sms’er til min skønne hustru er sendt til hele dameholdet i stedet for :-)

Er der derfor noget at sige til at jeg er fascineret af Apples nye vidunder? Selv om en del kommentatorer omtaler iPhone i skeptiske toner, så er jeg overbevist om at det er vejen frem.

Vi må dog belave os på at vi her i Danmark må vente til årets slutning, før vi selv kan få fingrene i vidunderet. Jeg har også besluttet mig for at lade de, der er mest fremme i skoene (early adopters, som det hedder) gøre de første erfaringer og vente på version 2.

Jeg bliver derfor nødt til at bede alle jer, der indtil da modtager mærkelige opkald og åbenlyst fejladresserede SMS’er om tøjvask, aftensmad og evig kærlighed fra mig, om forladelse…det er ikke med vanilje.

Skriv et svar