Jeg elsker Oles sprog og den udvikling vi kan høre hele tiden. Vi arbejder naturligvis på at lære ham at sige tak, farvel og andre høflighedsfraser som gør kommunikationen mellem mennesker lettere. Det er ikke altid det lykkes – det er f.eks. svært at lokke ham til at bede om tingene i stedet for at kræve dem – men her til morgen oplevede jeg igen hvordan han som en svamp suger sproget til sig.

Da jeg afleverede ham i dagplejen her til morgen var han næsten stormet ind på legeværelset da han vendte om. Han løb hen, gav mig et knus og sagde: “Farvel, far – kan du ha’ det godt!” :-)

Den dreng kommer til at score så mange billige point!

Åndehullerne er få og små, men nu har jeg fundet et – endelig!

Ligesom alle andre tænker jeg også over det forgangne år, men det er kun i små glimt. Mit liv leves så meget i nuet i øjeblikket at der sjældent er tid til at reflektere. Mens Ida og jeg venter på lillesøster og den (relative) ro, der forhåbentlig følger med mine 14 dages barsel, kan jeg lige snige mig til at præsentere et billede fra hver måned i 2009.

Januar 2009
Min søsters børn er alle født omkring december/januar, så udover julen er tiden præget af fødselsdage.

Min ældste nevø Magnus venter spændt på at kagemanden skæres for

Februar 2009
Ole elsker at være i sneen og han er ikke helt så kuldskær som sin far!

Ole i sneen, 15. februar 2009

Marts 2009
Mens jeg afventede resultatet af omstruktureringer og fyringsrunder på mit arbejde sad jeg i New York sammen med Vocal Line.

Vocal Line i New York under USA-turnéen, marts 2009

April 2009
Vi er gået rigtig mange ture i parken og området omkring vores rækkehus. På mange af dem har Ole tonset afsted på sin lille scooter, hvilket givetvis har drevet naboerne til vanvid – den er jo ikke lydløs med sine plastichjul!

Ole på sin elskede scooter, skarpt forfulgt af både forårssolen og sin mor

Maj 2009
Min elskede hustru forærede mig en tur i en sportsvogn da vi blev gift i september 2006. Over 2½ år senere blev gaven indfriet, da jeg satte mig ind i en Ford GT på Jyllands-Ringen (3 eksemplarer i DK, 0-100 på 3,7 sekunder, topfart 330 km/t). Jeg har aldrig haft større grin på end da jeg steg ud igen to omgange senere!

På vej ud på mit livs køretur!

Juni 2009
I juni måned spillede jeg et job med Den Røde Tråd/Refrainet Er Frit til Skt. Hans Aften i Silkeborg. Det var et stort arbejde at lære det store, forholdsvis krævende repertoire på kort tid, men så meget større var tilfredsstillelsen da jeg fyrede op for Rabalderstræde med noget nær den perfekte lyd fra min trofaste Motif 8.

På vej hjem fra en øver i Auning kunne jeg ikke stå for aftenhimlen, som måtte foreviges

Juli 2009
Når ikke arbejdet kaldte – og det gjorde det ofte i 2009 – så var Fanø et dejligt tilflugtssted, både med Idas familie og uden. Vi tilbragte meget dejlig tid i hinandens selskab den sommer, og meget af den bedste tid var på Fanø.

Ole graver i det vestjyske sand med Maria Hirse i baggrunden (den nye Carina...)

August 2009
Ole elsker sin farfar. Det er hævet over enhver tvivl, og noget af det bedste Ole ved er at se Bob the Builder med farfar. Det kræver bare en computer, så er Ole i gang med at se gravemaskiner, gummigeder, dumpere og andet godt maskineri. Heldigvis har Oles far altid sin iPod klar med flere timers maskinvideoer, hvis der opstår en nødsituation!

Ole viser farfar hvordan man ser mest muligt Bob the Builder på længst mulig tid!

September 2009
Efter sommerferien begyndte Ole at gå til gymnastik i Præstemarkshallen hver mandag. Det er en kæmpe succes og vi møder også flere af de lokale med jævnaldrende børn. Ole er glad for det meste af det de laver til gymnastik, bortset fra at sidde stille og lytte!

Ole er parat til at kaste sig ned så flot som en italiensk landsholdspiller i feltet

Oktober 2009
Jeg elsker at give Ole legetøj, men det er egentligt ikke nødvendigt at give ham særlig meget – han er nemlig meget glad for det han har! Der er især to stykker legetøj, han er specielt vild med – er de med i rejsetasken, så bliver det altid en god tur.

Oles gule Duplo gravemaskiner, hans absolutte yndlingslegetøj indtil juleaften, hvor kranen Cranky blev sat øverst på ranglisten.

November 2009
Vi er ofte på tur med Vocal Line, men det er sjældent muligt at dele oplevelserne med familien. I november indtog vi Berlin og Hamburg og for en gangs skyld havde jeg Ida med. Det var vidunderligt at vise hende hvordan det er at være afsted, og hun fik set hvordan jeg er sammen med Vocal Line – en overraskende oplevelse, synes hun vist.

Vocal Lines herrer synger Kiss i Gedächtnis-Kirche i Berling for 800 glade Berlinere

December 2009
Ida og Ole og jeg fejrede nytåret for os selv. I december var min søsters familie blevet udvidet med fætter Rasmus og vi gik spændt og ventede på hvornår vores Eva kom til verden. Mens vi ventede holdt vi for første gang jul i vores eget hjem, med besøg af Idas forældre og bror – der var noget helt særligt over at holde jul selv, især når man aldrig havde prøvet det før.

Ole står i vinduet og ser på det snedækkede Elgårdsminde og den delvise måneformørkelse

Jeg tror ikke på at man kan være i en tilstand af lykke i længere tid af gangen. Til gengæld samler jeg på så mange af de små glimt af lykke som muligt.

Som f.eks. når vores sangglade dreng på 2½ går hen til mig mens jeg ligger på sofaen, tager min hånd og synger:

Lille far, lille far
Lille søde gode far
Du er rar, du er rar
Du’ det bedste, som vi har

Det er et glimt af lykke. Glimt som Ole giver os så mange af at man ikke kan undgå at føle sig velsignet.

Det bliver koldere og koldere om morgenen, når jeg kæmper mig ud i den røde Toyota. Det er derfor på tide at få vinterdækkene på, også for at undgå scener som denne klassiker:

…men jeg nyder godt af deres forarbejde!

Jeg tænkte lige over at der går 1-2 år fra jeg første gang hører om noget spændende teknologi til jeg gør brug af det. Det er enten blevet billigt nok (PS3), modent nok (Facebook, Flickr), eller begge dele (NFL Game Pass). Det gælder også for bloggen her, som jeg tog et langt tilløb til.

Nu har jeg så fået øje på noget så spændende som stregkoder. Altså ikke dem du kender fra Super Best supermarkedet, men dem du måske har set i Japan – eller på udvalgte steder i København:

Min blogadresse som QR

Det er supernemt at bruge. Alt det kræver er en mobiltelefon med kamera og forbindelse til internettet. Forvent at se det overalt i løbet af et år eller to!

Jeg tror det bliver ligesom med SMS i USA. Først ignorerer de det i mange år, men når først de ser lyset går det meget stærkt.

Fruen og jeg har i den grad nydt vores weekend. Mest af alt fordi vi ikke har haft andre forpligtelser end dem vi selv har påtaget os.

To af mødrene fra Idas mødregruppe kom forbi med deres dejlige unger, så vores lille hjem var fyldt med lyden af børn der leger og mødre der snakker. Samtidig er gæster i hjemmet altid en kærkommen lejlighed til at rydde op og gøre rent – til stor glæde for fruen!

Egentlig er det sjovt at der ikke skal mere til. Lidt tid, lidt godt selskab, lidt anerkendelse af at lykken findes lige i nærheden.

Så er vi afsted i igen. For 12 år siden var jeg på tur med Vocal Line for første gang som en purung knægt. Jeg husker det tydeligt, ligesom jeg husker alle de andre gange vi har været afsted. Der er nemlig noget særligt ved af være på tur med en stor gruppe.

Lige nu er vi i Rotenburg i Tyskland, hvor vi er blevet inviteret af den i Tyskland meget populære vokalgruppe Maybebop. Jeg står netop nu og ser på deres gennemkoreograferede show, som er tjekket på alle måder. Det er en pudsig blanding af Linje 3 og Basix, med tysk humor…

Der er altid et minde som er det man vender tilbage til når man erindrer en tur. Denne gang bliver det nok den overvældende modtagelse vi fik i Theater am Aegi af du meget entusiastisk publikum. Eller også bliver det noget helt andet, evt fra vores afterparty i nat – fortsættelse følger :-)

Det var ikke lyv, det jeg skrev om festen i København i torsdags:

Jeg elsker amerikansk tv, lige så meget som jeg hader amerikansk tv. Spektret er uomtvisteligt bredt.

Noget af det, de gør godt er late-night comedy. Letterman, Colbert, Stewart – og Jimmy Kimmel. Jeg havde fuldstændig glemt hans regelmæssige feature ‘This Week in Unnecessary Censorship’, hvor han gør tykt grin med amerikansk censur og overfølsomhed, indtil jeg blev mindet om den i dag.

Nyd denne klassiker og bliv forundret over hvor god din hjerne er til at fylde ord ind i stedet for *beeeeps*:

Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted.  Jeg står dog ikke tomhændet tilbage, men kan næsten ikke følge med. (frit efter CV)

Damn, det føles som om mit eget liv har været på standby sommeren over. Mest af alt fordi der ikke har været åndehuller udover de 3 ugers sommerferie hvor jeg gjorde mit bedste for at ikke at tænke eller lave noget.

Jeg står ikke tomhændet tilbage, for jeg har noget at vise frem for alle mine anstrengelser. 1. september 2009 lancerede BoConcept den nye hjemmeside, hvor jeg har lagt en fandens masse tid og kræfter i de engelske tekster og al mulig opsætning. Før, under og efter lanceringen har vi også kørt den årlige Launch kampagne, hvor vi fokuserer på den nye møbelkollektion.

Det gør vi ved at afholde ‘The longest worldwide release party‘. Det danske bidrag til den fest blev afholdt torsdag aften i Odd Fellow Palæet i København og jeg var indkaldt som fotograf til at dokumentere festen, som det er sket andre steder i verden. Det var desværre ikke muligt at sende mig rundt i verden for at feste tage billeder, så jeg nøjedes med at skyde 1200 billeder i løbet af dagen, aftenen og natten. Forhåbentlig kan vi bruge en 10-20 stykker af dem – jeg ved mere på mandag. Jeg kender i hvert fald en kollega, der bliver glad hvis jeg fik et godt billede af hende og Alien Beat Club!

Jeg kom til at tænke over mit alsidige liv, da jeg i dag stod og gjorde NRGi Arena rent efter en håndboldkamp. Den ene dag i supertjekkede omgivelser med de kendte, den næste dag på halgulvet med en kost for at skrabe penge sammen til min gamle klub. I næste weekend står jeg på scenen og bliver formodentlig tilbedt sammen med resten af Vocal Line af et entusiastisk tysk publikum.

Som det vel er tilfældet for de fleste, så tænker jeg også over hvordan livet kunne have været, hvis bare. Hvis jeg bare kunne én ting – og kunne den exceptionelt godt – så ville alting være meget nemmere og fokus ikke noget, der skal kæmpes for. Men ville jeg så ikke ønske at jeg kunne mere end blot den ene ting? Jeg tror det.

Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.

Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.

Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!

Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)

Sådan føles det i hvert fald nu, mens regnen stadig øser ned udenfor.

På vej hjem i køtrafikken fra Herning væltede regnen ned. Jeg kørte alene hjem, med begge hænder solidt på rattet, vel vidende at en kollega dagen før havde snurret rundt på motorvejen i et tilsvarende vejr (uden at komme til skade, heldigvis).

Landevejen mellem Bording og Låsby er smal og tosporet hele vejen, med ganske få overhalingsmuligheder og dårligt udsyn. Det er en kilde til stor frustration for mange af mine medbillister og dagens hjemtur var ingen undtagelse.

Selvom jeg er glad for min velkørende Toyota Carina årgang ‘97 kigger jeg ofte misundeligt på de mange Passat’er og Audi A6′ere som jeg deler landevejen med. Derfor fik jeg også øje på den sorte Audi, der lå bag mig på vej mod den frelsende, to-sporede landevej ved Låsby. Den lå bag en anden sort Audi og stak konstant næsen ud for se fremad gennem regnen og køen af biler foran.

Da vi var på vej op ad bakken i skoven før Låsby var hans (jeg kender ingen kvinder, der kører sådan) tålmodighed så tyndslidt at speederen røg i bund og den anden Audi blev efterladt i en kaskade af vand. Jeg var næst i rækken.

Vejen snor sig op gennem skoven og kombinationen af bakke og træer gør et godt overblik umuligt og en overhaling til ren gambling. Det var åbenbart et væddemål som bilisten bag mig følte sig sikker på at vinde, for umiddelbart efter sin forrige overhaling trak han hurtigt ud på siden af mig.

Når jeg bliver overhalet på landevej kigger jeg altid ubevidst efter forhindringer i den modsatte vejbane. Derfor når jeg også at opdage den store lastbil, der pludselig dukker op på toppen af bakken, som vi hastigt nærmer os. Jeg klodser Carinaens ABS-bremse lige tids nok til at Audi’en kan nå at bremse op og trække ind foran mig lige inden lastbilen kommer tromlende ned ad bakken forbi os.

Derefter overhaler Audi’en den næste bil.

Havde jeg ikke bremset i tide var min medbilist blevet kvast under flere tons brølende metal. Jeg har reddet et liv i dag.

Jeg er en elendig historiefortæller. Miserabel. I hvert fald når jeg skal genfortælle noget sjovt.

Heldigvis skal jeg ikke leve af det. Det skal disse gamle gutter (og gutinder) heller ikke – de fleste er pensionerede – men det forhindrer dem ikke i at fortælle en flok umådeligt sjove vittigheder.

Her er en hurtig klassiker:

Jeg håber inderligt vi aldrig når til et punkt, hvor lignende kampagner er nødvendige i Danmark:

Vocal Line USA Tour marts 2009 (70) gruppebillede 2, originally uploaded by martinkroeger.

I går stod jeg på scenen i Ridehuset i Århus og sang med Vocal Line.

Vi optrådte til Aarhus Vocal Festival 2009, som er anden udgave af Nordens største festival for vokal populærmusik. Det er en begivenhed, som mange nuværende og tidligere medlemmer af koret er involveret i, ikke mindst primus motor og dirigent, Jens Johansen.

Når vi går på scenen giver vi stort set altid folk en musikalsk oplevelse som de nyder. Det gælder ligegyldigt om det er for musikforeningen i Varde, 25 FN-topfolk med ledsagere eller – som i går – flere hundrede vokalentusiaster. Koncerten i Ridehuset var ingen undtagelse.

Men forud for den musikalske oplevelse går en hel masse rod, misforståelser, utjekkethed og bøvl. Ganske som det plejer at være :-)

At vi på trods af det alligevel formår at levere varen hver eneste gang, siger en hel masse om de fantastisk talentfulde og engagerede mennesker, jeg har haft glæden af at synge med i snart 12 år.

(Billeder fra AAVF taget af Lars Ørhøj)

Jeg elsker at se min søn udvikle sig. Hver dag træder jeg ind i hans “laboratorium” hvor han eksperimenterer med nye ord, nye måder at lege på og – som det nyeste – nye måder at være fræk på!

Han prøver grænserne af, nu hvor han nærmer sig de 23 måneder. Og det glæder mig. Han skulle jo nødigt blive helt så velopdragen som sin far :-)

Jeg elsker at tage billeder. Og jeg elsker at dele billederne med andre. Derfor er jeg glad for min Flickr-konto, hvor jeg har samlet de fleste af dem, der er værd at gemme på.

Her er resultatet af nogle af de seneste anstrengelser, billeder fra min tur til USA med Vocal Line. Enjoy!

Jeg har tænkt meget over min blog på det seneste og har vægret mig lidt ved at nedfælde mine tanker.

Jeg er kommet frem til at jeg måske skal gøre min blog mere personlig, mere navlebeskuende – kort sagt mere mig. Det har jeg vist brug for.

Så nåede vi også til Washington, hvor vi var meget hurtigt forbi de kendte monumenter. Jeg nåede lige at løbe op til Lincoln Memorial og tage dette panorama: