2010-06-04 Ole nyder en sommerdag hjemme, 4. juni 2010 009, originally uploaded by martinkroeger.

Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.

Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.

Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!

Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”

På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!

2010-06-04 Sommerhimlen over Elgårdsminde, 4. juni 2010 001, originally uploaded by martinkroeger.

Jeg har ferie.

Det vil sige, kalenderen siger ferie. Min krop siger noget andet.

Den er nemlig stadigvæk i alarmberedskab ovenpå det store arbejdspres i ugerne op til feriens start. Rytmen på min arbejdsplads dikterer at vi har nogle meget stramme deadlines inden sommerferien, da andres arbejde sommeren over afhænger af, at vi bliver færdige med vores.

Det er en smule frustrerende at opleve, at man skal bruge flere dage på at få pulsen ned igen, når den tid skal tages ud af to ugers ferie.

Heldigvis er Ida meget forstående og sørger for at passe på mig, når der er brug for det. Hun sørger også for de nødvendige los bagi, når der er brug for det.

Hvorom alting er, så glæder jeg mig helt vildt over at ferien er begyndt. Jeg glæder endnu mere til jeg kan nyde den fuldt og helt.

I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)

I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).

Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!

Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)

I Vocal Line har vi nu fået kontrol over vores egen fanclubside på Facebook. Der er billeder, video og hyggeligt samvær!

Jeg er netop nu månedens blogger på vocalline.dk. Her er et uddrag:

Siden 2004 har jeg haft mit kamera med mig overalt hvor Vocal Line har været, hvad enten det er i studiet, backstage til kæmpestore festivalkoncerter, i turbussen eller stort set alle andre steder. Du har sikkert set nogle af dem på websitet allerede. Da jeg nåede frem til konklusionen om at Vocal Line tilbød publikum noget unikt, kom jeg straks til at tænke på et foto som jeg tog for fem år siden i Taipei. Ikke fordi det på nogen måde er et teknisk fremragende foto, snarere tværtimod; for mig symboliserer det bare alt det der er godt ved Vocal Line.

Se billedet og resten af indlægget på vocalline.dk.

I lørdags var der afslutning i Harlev Basketball Klub, hvor jeg var med som træner og spiller. Det var en meget hyggelig dag, hvor jeg især kunne glæde mig over at se så mange minier. Jeg tog en flok billeder fra dagen, som du kan se her:

Jeg tog dog ingen billeder, da herre- og dameholdet mødtes om aftenen til meget hyggeligt samvær ;-)

ikke Teen Spirit, men Old Spice. På grund af reklamen nedenfor overvejer jeg lige nu at skifte shampoo:

Der er stadig mange der finder min blog via søgninger på One Twos tekster. Det er der sikkert mange grunde til, men mon ikke en del af de nysgerrige leder efter tekst og/eller akkorder? Her er i hvert fald et leadsheet til den mest søgte, med tekst og akkorder som jeg hører dem:

Det Er Sent Nu – One Two – 1989 – Dansk 80′er Pop

Smid en kommentar, hvis du kan bruge dem eller hvis du har rettelser :-)

“Det er forår, alting klippes ned,” skriver Benny Andersen. For en mand som mig, uden have og hæk, kunne sangen snarere lyde “Det er forår, alting dufter skønt”.

Det er altid sådan at når foråret melder sin ankomst, så dufter det. Og mest af fodbold. Det er pudsigt, men lidt nyfalden regn og en brise får mig hvert år til at få lyst til at rende rundt og spille fodbold. Ikke fordi jeg er synderligt god til det eller fordi jeg har et særligt forhold til den runde, men fordi duften vækker minder.

Det er nemlig sådan med dufte at det mere end noget andet kan transportere mig i løbet af et øjeblik. Jeg forsvinder næsten helt i et minde eller en erindring om et sted, et menneske eller en situation. Det er derfor at frisk forårsluft i næsen sender mig i retning af boldbanen og det er derfor at kølig morgenluft og duften af dug får mig til at tænke på de mange tidlige sommermorgener, hvor jeg er trasket op til vaskehuset på en campingplads i Sydeuropa for at blive frisk og klar til endnu en vidunderlig feriedag fyldt med familieoplevelser, kultur og god mad!

Jeg har med meget stor interesse fulgt med i den årelange debat om den amerikanske reform af lovgivningen om sundhedsforsikringer og i nat blev reformen endeligt vedtaget. Jeg er meget glad på vegne af de ca. 32.000.000 amerikanere der nu får mulighed for at gå til lægen og tage på hospitalet uden at skulle gå fra hus og hjem, eller simpelthen krydse fingre for at de eller deres børn aldrig bliver syge.

Min egen indsats for reformens vedtagelse har naturligvis været begrænset, men den moralske opbakning har været stor (hvilket min hustru også har måttet lægge øre til!). Derfor er det også kun på sin plads at præsident Obama skriver til mig og siger tak:

Selv tak :-)

Jeg elsker Oles sprog og den udvikling vi kan høre hele tiden. Vi arbejder naturligvis på at lære ham at sige tak, farvel og andre høflighedsfraser som gør kommunikationen mellem mennesker lettere. Det er ikke altid det lykkes – det er f.eks. svært at lokke ham til at bede om tingene i stedet for at kræve dem – men her til morgen oplevede jeg igen hvordan han som en svamp suger sproget til sig.

Da jeg afleverede ham i dagplejen her til morgen var han næsten stormet ind på legeværelset da han vendte om. Han løb hen, gav mig et knus og sagde: “Farvel, far – kan du ha’ det godt!” :-)

Den dreng kommer til at score så mange billige point!

Åndehullerne er få og små, men nu har jeg fundet et – endelig!

Ligesom alle andre tænker jeg også over det forgangne år, men det er kun i små glimt. Mit liv leves så meget i nuet i øjeblikket at der sjældent er tid til at reflektere. Mens Ida og jeg venter på lillesøster og den (relative) ro, der forhåbentlig følger med mine 14 dages barsel, kan jeg lige snige mig til at præsentere et billede fra hver måned i 2009.

Januar 2009
Min søsters børn er alle født omkring december/januar, så udover julen er tiden præget af fødselsdage.

Min ældste nevø Magnus venter spændt på at kagemanden skæres for

Februar 2009
Ole elsker at være i sneen og han er ikke helt så kuldskær som sin far!

Ole i sneen, 15. februar 2009

Marts 2009
Mens jeg afventede resultatet af omstruktureringer og fyringsrunder på mit arbejde sad jeg i New York sammen med Vocal Line.

Vocal Line i New York under USA-turnéen, marts 2009

April 2009
Vi er gået rigtig mange ture i parken og området omkring vores rækkehus. På mange af dem har Ole tonset afsted på sin lille scooter, hvilket givetvis har drevet naboerne til vanvid – den er jo ikke lydløs med sine plastichjul!

Ole på sin elskede scooter, skarpt forfulgt af både forårssolen og sin mor

Maj 2009
Min elskede hustru forærede mig en tur i en sportsvogn da vi blev gift i september 2006. Over 2½ år senere blev gaven indfriet, da jeg satte mig ind i en Ford GT på Jyllands-Ringen (3 eksemplarer i DK, 0-100 på 3,7 sekunder, topfart 330 km/t). Jeg har aldrig haft større grin på end da jeg steg ud igen to omgange senere!

På vej ud på mit livs køretur!

Juni 2009
I juni måned spillede jeg et job med Den Røde Tråd/Refrainet Er Frit til Skt. Hans Aften i Silkeborg. Det var et stort arbejde at lære det store, forholdsvis krævende repertoire på kort tid, men så meget større var tilfredsstillelsen da jeg fyrede op for Rabalderstræde med noget nær den perfekte lyd fra min trofaste Motif 8.

På vej hjem fra en øver i Auning kunne jeg ikke stå for aftenhimlen, som måtte foreviges

Juli 2009
Når ikke arbejdet kaldte – og det gjorde det ofte i 2009 – så var Fanø et dejligt tilflugtssted, både med Idas familie og uden. Vi tilbragte meget dejlig tid i hinandens selskab den sommer, og meget af den bedste tid var på Fanø.

Ole graver i det vestjyske sand med Maria Hirse i baggrunden (den nye Carina...)

August 2009
Ole elsker sin farfar. Det er hævet over enhver tvivl, og noget af det bedste Ole ved er at se Bob the Builder med farfar. Det kræver bare en computer, så er Ole i gang med at se gravemaskiner, gummigeder, dumpere og andet godt maskineri. Heldigvis har Oles far altid sin iPod klar med flere timers maskinvideoer, hvis der opstår en nødsituation!

Ole viser farfar hvordan man ser mest muligt Bob the Builder på længst mulig tid!

September 2009
Efter sommerferien begyndte Ole at gå til gymnastik i Præstemarkshallen hver mandag. Det er en kæmpe succes og vi møder også flere af de lokale med jævnaldrende børn. Ole er glad for det meste af det de laver til gymnastik, bortset fra at sidde stille og lytte!

Ole er parat til at kaste sig ned så flot som en italiensk landsholdspiller i feltet

Oktober 2009
Jeg elsker at give Ole legetøj, men det er egentligt ikke nødvendigt at give ham særlig meget – han er nemlig meget glad for det han har! Der er især to stykker legetøj, han er specielt vild med – er de med i rejsetasken, så bliver det altid en god tur.

Oles gule Duplo gravemaskiner, hans absolutte yndlingslegetøj indtil juleaften, hvor kranen Cranky blev sat øverst på ranglisten.

November 2009
Vi er ofte på tur med Vocal Line, men det er sjældent muligt at dele oplevelserne med familien. I november indtog vi Berlin og Hamburg og for en gangs skyld havde jeg Ida med. Det var vidunderligt at vise hende hvordan det er at være afsted, og hun fik set hvordan jeg er sammen med Vocal Line – en overraskende oplevelse, synes hun vist.

Vocal Lines herrer synger Kiss i Gedächtnis-Kirche i Berling for 800 glade Berlinere

December 2009
Ida og Ole og jeg fejrede nytåret for os selv. I december var min søsters familie blevet udvidet med fætter Rasmus og vi gik spændt og ventede på hvornår vores Eva kom til verden. Mens vi ventede holdt vi for første gang jul i vores eget hjem, med besøg af Idas forældre og bror – der var noget helt særligt over at holde jul selv, især når man aldrig havde prøvet det før.

Ole står i vinduet og ser på det snedækkede Elgårdsminde og den delvise måneformørkelse

Jeg tror ikke på at man kan være i en tilstand af lykke i længere tid af gangen. Til gengæld samler jeg på så mange af de små glimt af lykke som muligt.

Som f.eks. når vores sangglade dreng på 2½ går hen til mig mens jeg ligger på sofaen, tager min hånd og synger:

Lille far, lille far
Lille søde gode far
Du er rar, du er rar
Du’ det bedste, som vi har

Det er et glimt af lykke. Glimt som Ole giver os så mange af at man ikke kan undgå at føle sig velsignet.

Det bliver koldere og koldere om morgenen, når jeg kæmper mig ud i den røde Toyota. Det er derfor på tide at få vinterdækkene på, også for at undgå scener som denne klassiker:

…men jeg nyder godt af deres forarbejde!

Jeg tænkte lige over at der går 1-2 år fra jeg første gang hører om noget spændende teknologi til jeg gør brug af det. Det er enten blevet billigt nok (PS3), modent nok (Facebook, Flickr), eller begge dele (NFL Game Pass). Det gælder også for bloggen her, som jeg tog et langt tilløb til.

Nu har jeg så fået øje på noget så spændende som stregkoder. Altså ikke dem du kender fra Super Best supermarkedet, men dem du måske har set i Japan – eller på udvalgte steder i København:

Min blogadresse som QR

Det er supernemt at bruge. Alt det kræver er en mobiltelefon med kamera og forbindelse til internettet. Forvent at se det overalt i løbet af et år eller to!

Jeg tror det bliver ligesom med SMS i USA. Først ignorerer de det i mange år, men når først de ser lyset går det meget stærkt.

Fruen og jeg har i den grad nydt vores weekend. Mest af alt fordi vi ikke har haft andre forpligtelser end dem vi selv har påtaget os.

To af mødrene fra Idas mødregruppe kom forbi med deres dejlige unger, så vores lille hjem var fyldt med lyden af børn der leger og mødre der snakker. Samtidig er gæster i hjemmet altid en kærkommen lejlighed til at rydde op og gøre rent – til stor glæde for fruen!

Egentlig er det sjovt at der ikke skal mere til. Lidt tid, lidt godt selskab, lidt anerkendelse af at lykken findes lige i nærheden.

Så er vi afsted i igen. For 12 år siden var jeg på tur med Vocal Line for første gang som en purung knægt. Jeg husker det tydeligt, ligesom jeg husker alle de andre gange vi har været afsted. Der er nemlig noget særligt ved af være på tur med en stor gruppe.

Lige nu er vi i Rotenburg i Tyskland, hvor vi er blevet inviteret af den i Tyskland meget populære vokalgruppe Maybebop. Jeg står netop nu og ser på deres gennemkoreograferede show, som er tjekket på alle måder. Det er en pudsig blanding af Linje 3 og Basix, med tysk humor…

Der er altid et minde som er det man vender tilbage til når man erindrer en tur. Denne gang bliver det nok den overvældende modtagelse vi fik i Theater am Aegi af du meget entusiastisk publikum. Eller også bliver det noget helt andet, evt fra vores afterparty i nat – fortsættelse følger :-)

Det var ikke lyv, det jeg skrev om festen i København i torsdags: