Jeg er netop nu månedens blogger på vocalline.dk. Her er et uddrag:

Siden 2004 har jeg haft mit kamera med mig overalt hvor Vocal Line har været, hvad enten det er i studiet, backstage til kæmpestore festivalkoncerter, i turbussen eller stort set alle andre steder. Du har sikkert set nogle af dem på websitet allerede. Da jeg nåede frem til konklusionen om at Vocal Line tilbød publikum noget unikt, kom jeg straks til at tænke på et foto som jeg tog for fem år siden i Taipei. Ikke fordi det på nogen måde er et teknisk fremragende foto, snarere tværtimod; for mig symboliserer det bare alt det der er godt ved Vocal Line.

Se billedet og resten af indlægget på vocalline.dk.

“Det er forår, alting klippes ned,” skriver Benny Andersen. For en mand som mig, uden have og hæk, kunne sangen snarere lyde “Det er forår, alting dufter skønt”.

Det er altid sådan at når foråret melder sin ankomst, så dufter det. Og mest af fodbold. Det er pudsigt, men lidt nyfalden regn og en brise får mig hvert år til at få lyst til at rende rundt og spille fodbold. Ikke fordi jeg er synderligt god til det eller fordi jeg har et særligt forhold til den runde, men fordi duften vækker minder.

Det er nemlig sådan med dufte at det mere end noget andet kan transportere mig i løbet af et øjeblik. Jeg forsvinder næsten helt i et minde eller en erindring om et sted, et menneske eller en situation. Det er derfor at frisk forårsluft i næsen sender mig i retning af boldbanen og det er derfor at kølig morgenluft og duften af dug får mig til at tænke på de mange tidlige sommermorgener, hvor jeg er trasket op til vaskehuset på en campingplads i Sydeuropa for at blive frisk og klar til endnu en vidunderlig feriedag fyldt med familieoplevelser, kultur og god mad!

Det var ikke lyv, det jeg skrev om festen i København i torsdags:

Sådan føles det i hvert fald nu, mens regnen stadig øser ned udenfor.

På vej hjem i køtrafikken fra Herning væltede regnen ned. Jeg kørte alene hjem, med begge hænder solidt på rattet, vel vidende at en kollega dagen før havde snurret rundt på motorvejen i et tilsvarende vejr (uden at komme til skade, heldigvis).

Landevejen mellem Bording og Låsby er smal og tosporet hele vejen, med ganske få overhalingsmuligheder og dårligt udsyn. Det er en kilde til stor frustration for mange af mine medbillister og dagens hjemtur var ingen undtagelse.

Selvom jeg er glad for min velkørende Toyota Carina årgang ’97 kigger jeg ofte misundeligt på de mange Passat’er og Audi A6′ere som jeg deler landevejen med. Derfor fik jeg også øje på den sorte Audi, der lå bag mig på vej mod den frelsende, to-sporede landevej ved Låsby. Den lå bag en anden sort Audi og stak konstant næsen ud for se fremad gennem regnen og køen af biler foran.

Da vi var på vej op ad bakken i skoven før Låsby var hans (jeg kender ingen kvinder, der kører sådan) tålmodighed så tyndslidt at speederen røg i bund og den anden Audi blev efterladt i en kaskade af vand. Jeg var næst i rækken.

Vejen snor sig op gennem skoven og kombinationen af bakke og træer gør et godt overblik umuligt og en overhaling til ren gambling. Det var åbenbart et væddemål som bilisten bag mig følte sig sikker på at vinde, for umiddelbart efter sin forrige overhaling trak han hurtigt ud på siden af mig.

Når jeg bliver overhalet på landevej kigger jeg altid ubevidst efter forhindringer i den modsatte vejbane. Derfor når jeg også at opdage den store lastbil, der pludselig dukker op på toppen af bakken, som vi hastigt nærmer os. Jeg klodser Carinaens ABS-bremse lige tids nok til at Audi’en kan nå at bremse op og trække ind foran mig lige inden lastbilen kommer tromlende ned ad bakken forbi os.

Derefter overhaler Audi’en den næste bil.

Havde jeg ikke bremset i tide var min medbilist blevet kvast under flere tons brølende metal. Jeg har reddet et liv i dag.

Vocal Line USA Tour marts 2009 (70) gruppebillede 2, originally uploaded by martinkroeger.

I går stod jeg på scenen i Ridehuset i Århus og sang med Vocal Line.

Vi optrådte til Aarhus Vocal Festival 2009, som er anden udgave af Nordens største festival for vokal populærmusik. Det er en begivenhed, som mange nuværende og tidligere medlemmer af koret er involveret i, ikke mindst primus motor og dirigent, Jens Johansen.

Når vi går på scenen giver vi stort set altid folk en musikalsk oplevelse som de nyder. Det gælder ligegyldigt om det er for musikforeningen i Varde, 25 FN-topfolk med ledsagere eller – som i går – flere hundrede vokalentusiaster. Koncerten i Ridehuset var ingen undtagelse.

Men forud for den musikalske oplevelse går en hel masse rod, misforståelser, utjekkethed og bøvl. Ganske som det plejer at være :-)

At vi på trods af det alligevel formår at levere varen hver eneste gang, siger en hel masse om de fantastisk talentfulde og engagerede mennesker, jeg har haft glæden af at synge med i snart 12 år.

(Billeder fra AAVF taget af Lars Ørhøj)

Det er vise ord fra min elskede og for tidligt afdøde farmor, som er gode at tænke på når der er store beslutninger eller udfordringer forude (det er der) og mavefornemmelsen bærer præg af det (det gør den).

Klokken nærmer sig sent. Nu skal der vist bare en god nats søvn til, så er jeg klar til at erobre verden.

Jeg skal ingenting i dag.

Det er meget usædvanligt.

Efter en uge, som har været præget af

• intenst arbejde
• 2½ times søvn natten til torsdag grundet forberedelse af kursus i København
• afgang torsdag kl. 04.30 til selvsamme kursus
• afgang fredag kl. 07.30 til en tredages turné i Tyskland med Vocal Line

er jeg nu sikkert placeret i sofaen. Træt, men lykkelig over at være hjemme sammen med damen og knægten… :-)

Den smækre dygtige århusianske sangerinde og sangskriver Tina Dickow har en særlig plads hjemme hos os. Både fordi vi sætter pris på velskrevne sange med omtanke og dybde, men også fordi hun er dejligt ukrukket, på trods af det åbenlyse talent. Jeg havde fornøjelsen af veksle et par ord med hende efter Rock på Rosenborg forrige år, da jeg sammen med Vocal Line sang kor for tv●2. Hun fik selvfølgelig også Emotional Landscapes, vores seneste udgivelse på daværende tidspunkt, for (som jeg sagde til hende) så havde vi allesammen haft stor fornøjelse af hendes musik,

Nu er hun på banen igen med en ny cd, som jeg naturligvis skyndte mig at forære fruen – de bedste gaver er jo nu engang dem, man også selv har gavn af :-)

Jeg vil anbefale at du læser lidt om sangene, når du har hørt dem. Du tænker sikkert noget andet end jeg om de historier og stemninger der optræder på albummet, men jeg kan ikke lade være med at ønske for Tina at hun får begge dele til sidst – både manden og musikken :-)

Jeg tilbragte årets grundlovsdag i støvregn og gråvejr på Løndal Gods mellem Brædstrup og Silkeborg. Anledningen var Ny Alliances grundlovsmøde, hvor Vocal Line og Rasmus Nøhr var hyret til at underholde mellem talerne. Der var et stort medieopbud, da det var partiets første offentlige møde med befolkningen:

Det var en spændende oplevelse (og mit første grundlovsmøde – pinligt!). Jeg havde på forhånd lovet mine kolleger at tage eventuelle konkrete politiske initiativer og udmeldinger med hjem. Det blev ikke meget, jeg kunne tage med i posen. Til gengæld lavede jeg en lille billedmontage over dagen, som du kan se hvis du har lyst til at se smukke Vocal Linere i smukke omgivelser :-)

Netop nu er den nyere Danmarkshistories mest ventede pressemøde undervejs. Det har varet foreløbig en time.

Bjarne Riis holder netop nu seance for den forsamlede danske verdenspresse og jeg er dybt imponeret. Ikke over at han tog doping i årene 1993-1998, men over at han rent faktisk svarer fornuftigt og tålmodigt på alle spørgsmålene, selv fra den meget utålmodige tyske presse. Hans pointer om at se fremad og om at tage ansvar for sig eget liv er nødvendige og helt rigtige.

Det er godt at Riis lægger kortene på bordet. Heldigvis er der ikke tale om en tårevædet canossagang, men om en kontant konstatering: “Ja, jeg har snydt. Jeg har løjet. Jeg har gjort det for at køre stærkere. Det er mit eget ansvar.” Et rigtig godt aspekt ved hele bekendelsen er, at Bjarne Riis ikke har en bog eller film han skal sælge. Han har derimod et cykelhold, som han selv har bygget op og som han har ansvaret for. Han selv har givetvis rigeligt råd til at trække sig tilbage uden at røre en finger resten af livet, så motivet er ikke økonomisk vinding, men langt mere personligt.

At han var dopet i 1996 gør vel egentlig ikke hans præstation mindre imponerende, da alle de andre topryttere jo åbenbart også var dopede dengang. Altså bortset fra Rolf Sørensen. Danmarks mest vindende cykelrytter, som ikke kender noget til noget. Odds på ham som den næste, der indrømmer er pt. 4.00 hos Bet24…

Der er dage hvor tallerkenerne ryger gennem luften og det hele kører op og ned. Og så er der dage som torsdag. En helt igennem fremragende dag.

Min vidunderlige hustru og jeg havde gennem længere tid planlagt at skulle til koncert med One Two, et orkester, jeg har været helt pjattet med i mange år. Min første rigtige koncert var med dem, da jeg som 16-årig døgenigt og musiker-in-spe i 1990 drog til Ridehuset i Århus for at se dem på turneen, der fulgte efter pladen “Hvide Løgne”. Selvom guitaranlægget skulle repareres i tre kvarter før de kunne gå på, var det en uforglemmelig musikalsk oplevelse. Det var heller ikke helt dårligt for sådan en knægt at se de to smukke sangerinder i deres ungdoms vår ;-)

Det ellers opløste orkester er nu genforenet til en sommerturné og eneste mulighed for at vi kunne se dem sammen var, at vi tog til Vega i København Kristi Himmelfartsdag. Nu er det ikke så tit at vi kommer til København, så jeg havde arrangeret at vi skulle mødes med nogle af mine gamle barndomsvenner, som nu bor derovre. Først stod der brunch på programmet sammen med Thomas på et åbenbart meget populært sted, The Laundromat Café på Nørrebro. Det var vældig hyggeligt og et glimrende måltid blandt bøger og vaskemaskiner.

Efter brunch og en mindre rundtur i kvarteret sagde vi på gensyn til Thomas og drog til Søborg for at besøge Kasper og Ann og deres to små børn. Med sådan et par størrelser er det jo begrænset hvor fleksibel man er, så vi benytter enhver lejlighed til at besøge dem. Jeg har kendt både Thomas og Kasper i langt over 25 år (og har gået i parallelklasse med Ann i folkeskolen og gymnasiet), så det er dejligt uformelt når vi ses. Vi nød en afslappende eftermiddag med god mad og snak om børn, hus og arbejde. De er lidt længere end vi er med det hele, så de havde naturligvis en masse gode råd til os. Vi tager gerne imod gode råd, for vi får dem som regel om vi vil det eller ej :-)

Først på aftenen var vi rede til at indtage Vega for første gang. Vi kom tidligt da vi gerne ville se om vi kunne få siddepladser, for en hel stående koncert er mere end min højgravide hustru kan holde til. Heldigvis overraskede Vega positivt. Der var nemlig siddepladser på balkonen og vi sikrede os par af de rigtig gode. Publikum var ikke overraskende på min alder eller lidt ældre og kvinderne var i overtal. Man kunne tydeligt mærke på stemningen, at jeg ikke var den eneste der havde glædet mig helt vildt til denne genforening. Bandet lod vente på sig, men endelig, klokken 21.15 indtog de scenen.

For mig var det helt vildt stort.

De lagde for med “Det er sent nu” (fra “Hvide Løgne”), en sang som at de selv har skrevet. Allerede fra det første beskidte riff fra Søren Bentzens guitar var alle i salen helt oppe under loftet. Der blev vi så de næste 80 minutter, mens der kom hits i en perlerække. Der var stort set ikke en sang, jeg savnede (jeg ser her bort fra det faktum, at de for min skyld gerne måtte spille de to første plader fra ende til anden!). Koncerten var ikke for kort, ikke for lang og da sidste ekstranummer var spillet var jeg overvældet af en stor glæde over at vi tog chancen og tog herover.

Succesen var jo ikke givet på forhånd, skal man huske. Det er langt fra alle stjerner fra for tyve år siden, der stadig er i stand til at løfte en koncert og et forventningsfuldt publikum på den måde, som det skete torsdag aften i Vega. Det var en udsøgt fornøjelse at se, hvordan både Nina Forsberg og især Cæcilie Norby så ud til at nyde aftenen. Alle sange var i de originale (usandsynligt høje) tonearter og spilleglæden var ikke til at tage fejl af. Udover de to og Søren Bentzen var der også bandets faste percussionist, Rune Harder Olesen, SP på bas (som havde været med siden “Hvide Løgne”), Lars Daugaard på trommer og Martin Sommer på keyboards. Al respekt for Martin Sommers kunnen, men jeg må indrømme at jeg savnede en lidt mindre “analog” og mere autentisk keyboardlyd; desværre var der ikke nogen, der ringede og spurgte mig til råds inden koncerten!

Efter koncerten og det obligatoriske indkøb af en One Two t-shirt var det ikke noget problem at få sparket Toyotaen tværs over Sjælland og Fyn til tonerne af “Billy Boy” og “Den Bedste Tid”. Klokken 02.30 var jeg igen i drømmeland, dejligt udmattet af oplevelser og gode minder.

Et par dage senere skrev musikpolitiet godt nok om nostalgitrip og tom musik fra 80′erne. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det var på alle måder en helt igennem fremragende dag.

Fruen og jeg var lørdag aften til koncert med omtrent 7000 andre i Gigantium i Ålborg. Aftenens hovednavn var den skønne Beyoncé Knowles, superstjerne og som en af ganske få kvinder værdig til betegnelsen “diva”!

Vi var kørt nordpå ad en solbeskinnet E45 sammen med min Vocal Line-kollega Morten, som onsdag aften havde haft et par billetter i overskud. Jeg var hurtigt ude med en forespørgsel til min hustru, som greb chancen med kyshånd. Eneste betingelse var at vi tog noget med, som hun kunne sidde på :-)

Vi var godt forberedt med Beyoncé og Destiny’s Child på anlægget hele vejen til Ålborg, så der var glimrende stemning da vi nåede ind til downtown Ålborg, hvor vi skulle mødes med tidligere Vocal Liner Tuan, nuværende Vocal Linere Nanna og Mette Marie og en række af deres venner fra musikkonservatoriet i Århus. Da vi havde hilst på dem og spist en pizza, mens Morten og Tuan imponerede pizzapigerne med deres sang, var vi klar til koncert.

Der var nærmest en kilometerlang kø, som vi kørte forbi på vejen derud, men da vi skulle parkere bilen på den anden side af anlægget, kunne vi diskret flette os selv ind i den lange slange af mennesker, der sneglede sig frem mod indgangen til Gigantium. Det lykkedes Ida at få den sammenklappelige skammel med ind, på den betingelse at hun ikke ville bruge den til at slå nogen med! Det lovede hun og snart var vi på plads ved siden af lyd- og lysfolkene midt i salen, hvor der traditionelt er bedst lyd. Koncerten var annonceret til kl. 20, men vi skulle naturligvis først slås med opvarmingskunstneren Lemar, som sang engelsk soul. Han gjorde det ok, men det var tydeligvis ikke ham, vi allesammen var kommet for at høre.

Endelig, kl. 21.05 lokal tid blev der helt mørkt, hvorefter den traditionelt bastante introduktionsmusik bralrede ud i hallen og teksten “The Beyoncé Experience” tonede frem på storskærmen. Så trådte hun frem fra scenens mørke. Beyoncé. Lige præcis så smuk som var det på films. I en kaskade af gyldent fyrværkeri stod hun og modtog folkets hyldest. Det varede i præcis de 30 sekunder, som pressen havde lov til at fotografere hende i. Derefter fyrede hun “Crazy In Love” af med sit all-girl band og sine dansere og sin ganske enestående sans for show.

Det var en stor koncert og en stor musikalsk oplevelse. Samtidig var det på alle måder bedre end man kunne forvente af en amerikansk superstjerne på gennemrejse. Da Ida og jeg var i London for tre år siden og se Madonna live i Earl’s Court sammen med 16000 andre var det også en stor oplevelse og et imponerende show. Med Beyoncé slog det mig bare, at hun er en fremragende sanger (og entertainer), også i virkeligheden. Mange sangere gør sig udelukkende godt på plade, men her var der bund i fremførelsen. Teknisk imponerende, dynamisk varieret, udtryksmæssigt og helt igennem rent. Sådan sang (og dansede) hun sig igennem to timers show, der fuldstændigt lagde salen ned. Til sidst måtte også musikpolitiet overgive sig og synge med på “Irreplaceable” (“To the left, to the left – everything you own in a box to left”), som Beyoncé overlod til det velsyngende publikum, før hun selv tog over og viste, hvorfor hun i en alder af 25 år i dén grad dominerer og forgylder alt hvad hun rører ved.

Som man måske fornemmer, er jeg meget imponeret. Ja, det var amerikansk og over-the-top, men jeg føler at jeg har været vidne til musikhistorie i fri udfoldelse. Nu kan jeg sige til mine børn, at jeg var der, da Beyoncé kom til Danmark tilbage i 2007… :-)

Så kom mit kor Vocal Line endelig ned og gav koncert på Train her i Århus. Vi har stået på adskillige store scener herhjemme og i udlandet. Alligevel er der noget særligt over at spille på et rockspillested som Train i forhold til en koncertsal. De mange musikere og musikstuderende i koret var naturligvis helt oppe og køre over at stå på en scene, mange af dem utroligt gerne ville stå på med deres egen musik!

Musik er trods alt blot en hobby for mig, så jeg kunne tage det roligt. Det til trods syntes jeg, det var en fantastisk oplevelse. Lyden på scenen var fremragende (tak til vores lydmand Morten Bak Hansen) og gjorde det til en dejlig eftermiddag at synge vokalmusik for de flere hundrede mennesker, der havde fundet vej til Train. Vi havde verdenspremiere på suiten “Giv Tid” over 4 danske sange, som Morten Kjær havde arrangeret til os. Vi havde brugt de foregående ugers korprøver samt weekenden på Testrup Højskole til at indstudere de mange siders musik. Det blev en stor succes og alle var glade for at det gik så godt som det gjorde. Nu håber jeg så at det gør sig godt i radioen, som var der for at optage koncerten. Udsendelsen sendes efter planen lørdag d. 28. april kl. 10.30 på P2.

Jeg har taget en flok billeder fra vores øveweekend og koncerten på Train, som kan ses på Flickr.

Der har været stille på bloggen i de seneste dage, men med god grund. Jeg har nemlig været med fruen i sommerhus på Langeland, langt væk fra internettet og dets mange fristelser. Første prioritet i blogsammenhæng er at få sammenspillet mellem WordPress og mine billeder til at fungere. Jeg vil jo gerne vise jer alle de fine billeder fra en dejlig, stille uge på Langeland.

Selvom man er “very busy and important” er det vigtigt at få sin motion. Uden at være alt for hellig kan jeg med glæde i stemmen meddele, at det fik jeg også i går.

Jeg var nemlig inde i Århus midtby i eftermiddagens solskin. Så kan det nok være at man får motioneret sine nakkemuskler.

Det er nemlig stort set ligegyldigt hvor man vender sig hen, så myldrer de kønne piger frem fra de skjulesteder, de gemmer sig i om vinteren. Derfor kræver det en veltrænet nakke at følge med, hvis man ikke vil gå glip af noget :-)

Nu er det jo også sådan at det koster gratis at se sig omkring, hvilket jo blot er en bonus. Eneste minus er trafiksikkerheden, som tydeligvis lider under manglende mandlig opmærksomhed på kørebanen. Som det hedder i teoriundervisningen: “Hvad skal du være særlig opmærksom på her?” Til det måtte jeg i går svare: “Vejens omgivelser”!

(Citatet er fra “Love Actually“, en af fruens yndlingsfilm, som jeg derfor også har set på skrømt utallige gange.)

Jeg var på arbejde til sent fredag aften, da jeg tog en pause mens computeren arbejdede. I pausen kom jeg til at tænke på den gang for 17 år siden, da jeg 16 år gammel drog til USA og deltog i den første internationale Space Camp i USA. Jeg brugte min gode ven Google til at se, om det eventuelt var muligt at finde nogle af de andre deltagere, som også var med dengang. Det lykkedes mig at finde frem til en af de tre nordmænd, Kaj Wik Siebert (nu Ph.D i astronomi og IT professionel), som heldigvis har lagt alle sine billeder fra dengang ud på nettet. Her er et af mig (slank og meget ung!):

Jeg lover at fortælle meget mere senere. Lige nu vil jeg bare svømme hen i minder om 10 fantastiske dage for 17 år siden.