Vi har boet i Elgårdsmindeparken lige siden den blev bygget. Vi var vel også noget nær de første, der fik børn derude. Senere er der skudt små poder op i husene rundt omkring os.
I denne sommer har vi for alvor mærket glæden ved at have børn i Elgårdsmindeparken. Nu har børnene nemlig efterhånden nået en alder, hvor de virkelig har glæde af hinanden.
Med direkte adgang til parken fra vores stuer er det så nemt for børnene at vade ud og lege tagfat, spille bold, hoppe på trampolin eller bare nyde det gode vejr og det gode selskab.
Det var en af de ting, vi på forhånd havde håbet på ville ske med området. Derfor er det også virkelig godt at se, hvordan Ole og alle de andre børn har taget området til sig.
Hjemme hos os glæder vi os nu også til den dag, Eva selv trisser ud på eventyr i parken, formodentlig lige i hælene på sin storebror :-)
Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.
Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.
Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!
Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”
På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!
I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)
I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).
Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!
Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)
Fruen og jeg har i den grad nydt vores weekend. Mest af alt fordi vi ikke har haft andre forpligtelser end dem vi selv har påtaget os.
To af mødrene fra Idas mødregruppe kom forbi med deres dejlige unger, så vores lille hjem var fyldt med lyden af børn der leger og mødre der snakker. Samtidig er gæster i hjemmet altid en kærkommen lejlighed til at rydde op og gøre rent – til stor glæde for fruen!
Egentlig er det sjovt at der ikke skal mere til. Lidt tid, lidt godt selskab, lidt anerkendelse af at lykken findes lige i nærheden.
Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.
Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.
Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!
Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)
Jeg elsker at se min søn udvikle sig. Hver dag træder jeg ind i hans “laboratorium” hvor han eksperimenterer med nye ord, nye måder at lege på og – som det nyeste – nye måder at være fræk på!
Han prøver grænserne af, nu hvor han nærmer sig de 23 måneder. Og det glæder mig. Han skulle jo nødigt blive helt så velopdragen som sin far :-)
Nu er skeen i den anden hånd, eller skoen på den anden fod, som de siger i USA. Jeg er alene hjemme med Ole en tirsdag aften, hvor Ida er ude for at pleje sin fritidsinteresse.
Det er sandelig nye tider i den lille familie. I de seneste årtier har mine tirsdag aftener ellers været tilbragt i trygge rammer i Næshøjhallen, omgivet af parketgulv og lyden af driblinger. Ida har de seneste 6 år tålmodigt ventet hjemme i selskab med skiftende tv-serier, sudoku og endelig Ole. Jeg under hende i den grad at komme ud og bare opleve.
Imens kan jeg så nyde at lege med Ole, som hver dag minder mig om hvor heldige vi er. Når jeg tænker på min søn og vores lille familie trænger klicheerne sig uvægerligt på. Der er jo bare det ved det, at klicheerne er blevet det af en årsag. Alle, der har fået børn – og som har blot en smule overskud til dem – kan jo ikke undgå at blive lykkelige for ethvert lille smil, for de 10 minutter knægten kan lege med et magnetisk æggeur på køleskabet, for den måde de lærer hele tiden og for den dejlige fornemmelse af at have gjort noget rigtigt.
Jeg fik lige en åbenbaring omkring udvikling og udviklingshastighed. For lidt mere end tre uger siden tog Ole sit første skridt. I dag stavrer han rundt uden problemer og snubler han, er han hurtigt på benene igen. Han kan faktisk allerede klatre op ad vores trappe – under skarpt opsyn, forstås!
Hans udvikling går så stærkt, fordi han sætter alle sine kræfter ind på det og fordi det er afgørende for hans overlevelse. Han afprøver konstant muligheder og stiller sig ikke tilfreds, blot fordi vi som forældre som regel er der til at hjælpe ham på vej – han vil selv.
Tænk hvis vi kunne fastholde den udviklingshastighed som voksne. Sikke de problemer vi kunne få løst.
Ida og jeg tilbragte for nylig en stille søndag i Elgårdsminde med Ole, mens vi så Nanny 911 (SOS Barnepige). Hver gang jeg bliver udsat for sådan nogle programmer får jeg en næsten ustyrlig lyst til at tage mig af de stakkels børn, der bliver udsat for en perlerække af umulige forældre.
Det viser nemlig altid (i den iscenesatte virkelighed, serien præsenterer os for), at det er forældrene der er problemet og ikke de børn, der indledningsvist farer rundt og er dybt umulige. Jeg tror håber aldrig jeg kommer til at kunne genkende mig selv i scener fra den serie.
Jeg var ikke klar over, at jeg i grunden ikke vidste hvad det vil sige at savne nogen. Det ved jeg nu.
Jeg sidder netop nu og savner min dreng. Det er ikke som noget andet savn, jeg har prøvet før. Når man kombinerer det med dårlig samvittighed over at det er noget så banalt som arbejde der holder mig væk hjemmefra ligenu, så bliver det ikke bedre.
Ole, jeg lover jeg er hjemme inden du sover. Så kan vi nå at lege med fjernbetjeningerne og køre ræs med din gåvogn i stuen. Pas godt på mor indtil da.
Ida og jeg var for mange måneder siden til en rutineundersøgelse med Ole. Der sagde vores læge at Ole ville gå inden han blev 1 år. Det var i sidste uge, og dette videoklip er fra dagen før hans fødselsdag:
Jeg har lagt Ole i seng her til aften. Han har haft besvær med at falde til ro til nattesøvnen på det seneste, så vi har indført en ny metode og en fast rutine. Det har indtil nu været Ida, der har kørt The Late Show og de gange, jeg har været inde over for at hjælpe er det hidtil endt med at mor har reddet en grædende dreng og en frustreret far.
Ikke i aften.
I aften kørte jeg sengelægningen hele vejen, hvilket tydeligvis kom bag på Ole. Han gav sig til at være rigtig ked af det på en rigtig larmende måde, der ledte farens tanker hen på sønnens fremtidige karrieremuligheder som rocksanger eller basketballtræner. Han lavede også den klassiske flitsbue, en meget akrobatisk øvelse, der udføres hængende i fars arme, mens man samtidig med hænderne prøver at skubbe den formastelige forælder væk. Endelig prøvede han af al magt at få øjenkontakt til mor, der dog var stiltiende backup og havde øjnene dybt begravet i en bog (og tak for det!). Efterhånden blev han så vred at jeg virkelig måtte grave dybt i troen på at det var den rigtige måde at gøre det på. Heldigvis var der noget dernede, nemlig min hustrus kærlige påmindelse om at Ole ikke mener noget som helst med sine tårer, men blot viser sin frustration over ikke at kunne sove.
På mandag er jeg så helt alene om det. Kryds fingre for mig og Ole :-)
2008 er begyndt. For mit vedkommende tog året sin begyndelse kl. 05.15, da Ole vågnede og insisterede på at ville lege med far. Der ligger vist en mindre opdragelsesopgave og venter i det nye år… ;-)
Ole vejer endnu ikke 10 kilo, men han fylder vores liv og hjem på en måde, der er svær at beskrive.
Endnu ved vi hvor vi har ham, men det varer ikke mange måneder før han suser rundt i vores lille hus på prærien, stærkt optaget af at få fat i alt det, han hidtil kun har kunnet række ud efter. Små tænder kan vi også se mærker efter i hans nye kop, så nu venter mange spændende oplevelser med nattesøvn og kløende gummer. Hver dag er som en ny runde på træningsbanen, for han øver sig hele tiden i at begå sig i verden. Efter alle de tricks vi har skullet se min søsters andres børn udføre ser jeg frem til at Ole lærer at køre på ethjulet cykel, hvilket er planen i det nye år.
Ok. Det er ikke planen at min søn skal være cirkusartist (eller stå i en bagerbutik) næste år. Men jeg glæder mig i dén grad til at lære ham alt muligt.
Nu nærmer julen sig og både Ida og jeg glæder os til at fejre vores første jul som lille familie. Her er et billede af den lille nisse og hans stolte far:
Fruen er i byen, til dameaften med kollegerne som hun ikke har set længe. Drengene er alene hjemme og hygger sig med Jul på Vesterbro (et ok hit hos Ole) og Bon Jovi på VH-1 (et kæmpe hit hos Ole, mens det er vist kun fordi far synger med!). Nu er det så sengetid og det tog ca. 10 minutter fra natdragt til drømmeland – triumf!
Når man er den, der ikke er hjemme til daglig og som regel er den, der er ude til over drengens sengetid, så er meget stort at få “sovesituationen” til at lykkes. Især fordi det giver moren den frihed og tryghed, hun behøver for at kunne tage ud i livet til resten af verden uden bekymringer. Det er en lille ting, men lige nu betyder det meget.
Og nu, hvor far er den eneste vågne i huset, er det blevet tid til en gang Ace Combat: The Belkan War på den trofaste PlayStation 2. Jeg har fortjent det! :-)
Jeg blev engang til en jobsamtale spurgt: “Hvad er det største du har lavet? Hvad er du mest stolt af?” Jeg vævede lidt, trådte lidt vande og spurgte om det var fagligt eller personligt, plante-, dyre- eller mineralriget? Jeg husker det ikke som at jeg på nogen måde imponerede min samtalepartner.
Jeg kan slet ikke mindes, hvornår det sidst er sket. Som regel er det mig, der er ude af huset, men i aften skal det være anderledes.
Ida og Ole er nemlig til Idas kusines fødselsdag, hvor Ole skal vises frem (igen). Derfor er der nu fred og ro i hele huset og plads til at reflektere lidt.
Da jeg cyklede ind på arbejde i dag var der strålende sol og let medvind. Den lave morgensol fik små sten i cykelstiens belægning til at ligne fintslebne diamanter, der strøet med gavmild hånd fulgte mig hele vejen ind til byen. Cykelturen hjem igen var en helt anderledes blæsende fornøjelse. Morgenstundens lette brise var blevet til en stiv kuling og hjemturen er nu engang mere op ad bakke når man bor på toppen!
Alligevel er det hele turen værd, når det er Ida og Ole, jeg kommer hjem til. Det varme smil og den kærlige omfavnelse. Den glade pludren fra en dreng, der helt tydeligt har det godt. Den ro i sjælen, der sænker sig når jeg har min søn i armene.
Derfor glæder jeg mig også nu til at det er dem, der kommer hjem og mig, der venter på dem.
