Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.
Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.
Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!
Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”
På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!
Det vil sige, kalenderen siger ferie. Min krop siger noget andet.
Den er nemlig stadigvæk i alarmberedskab ovenpå det store arbejdspres i ugerne op til feriens start. Rytmen på min arbejdsplads dikterer at vi har nogle meget stramme deadlines inden sommerferien, da andres arbejde sommeren over afhænger af, at vi bliver færdige med vores.
Det er en smule frustrerende at opleve, at man skal bruge flere dage på at få pulsen ned igen, når den tid skal tages ud af to ugers ferie.
Heldigvis er Ida meget forstående og sørger for at passe på mig, når der er brug for det. Hun sørger også for de nødvendige los bagi, når der er brug for det.
Hvorom alting er, så glæder jeg mig helt vildt over at ferien er begyndt. Jeg glæder endnu mere til jeg kan nyde den fuldt og helt.
I går var Ida og jeg (og Eva, den lille stjerne) til sølvbryllup for anden weekend i træk. Det var vældig hyggeligt, men desværre var der ingen sange på klassikeren “Sølvstænk i dit gyldne hår”, som vi ellers ynder at hive af stalden i min Matadorkenderfamilie :-)
I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).
Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!
Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)
Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted. Jeg står dog ikke tomhændet tilbage, men kan næsten ikke følge med. (frit efter CV)
Damn, det føles som om mit eget liv har været på standby sommeren over. Mest af alt fordi der ikke har været åndehuller udover de 3 ugers sommerferie hvor jeg gjorde mit bedste for at ikke at tænke eller lave noget.
Jeg står ikke tomhændet tilbage, for jeg har noget at vise frem for alle mine anstrengelser. 1. september 2009 lancerede BoConcept den nye hjemmeside, hvor jeg har lagt en fandens masse tid og kræfter i de engelske tekster og al mulig opsætning. Før, under og efter lanceringen har vi også kørt den årlige Launch kampagne, hvor vi fokuserer på den nye møbelkollektion.
Det gør vi ved at afholde ‘The longest worldwide release party‘. Det danske bidrag til den fest blev afholdt torsdag aften i Odd Fellow Palæet i København og jeg var indkaldt som fotograf til at dokumentere festen, som det er sket andre steder i verden. Det var desværre ikke muligt at sende mig rundt i verden for at feste tage billeder, så jeg nøjedes med at skyde 1200 billeder i løbet af dagen, aftenen og natten. Forhåbentlig kan vi bruge en 10-20 stykker af dem – jeg ved mere på mandag. Jeg kender i hvert fald en kollega, der bliver glad hvis jeg fik et godt billede af hende og Alien Beat Club!
Jeg kom til at tænke over mit alsidige liv, da jeg i dag stod og gjorde NRGi Arena rent efter en håndboldkamp. Den ene dag i supertjekkede omgivelser med de kendte, den næste dag på halgulvet med en kost for at skrabe penge sammen til min gamle klub. I næste weekend står jeg på scenen og bliver formodentlig tilbedt sammen med resten af Vocal Line af et entusiastisk tysk publikum.
Som det vel er tilfældet for de fleste, så tænker jeg også over hvordan livet kunne have været, hvis bare. Hvis jeg bare kunne én ting – og kunne den exceptionelt godt – så ville alting være meget nemmere og fokus ikke noget, der skal kæmpes for. Men ville jeg så ikke ønske at jeg kunne mere end blot den ene ting? Jeg tror det.
Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.
Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.
Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!
Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)
Nu er skeen i den anden hånd, eller skoen på den anden fod, som de siger i USA. Jeg er alene hjemme med Ole en tirsdag aften, hvor Ida er ude for at pleje sin fritidsinteresse.
Det er sandelig nye tider i den lille familie. I de seneste årtier har mine tirsdag aftener ellers været tilbragt i trygge rammer i Næshøjhallen, omgivet af parketgulv og lyden af driblinger. Ida har de seneste 6 år tålmodigt ventet hjemme i selskab med skiftende tv-serier, sudoku og endelig Ole. Jeg under hende i den grad at komme ud og bare opleve.
Imens kan jeg så nyde at lege med Ole, som hver dag minder mig om hvor heldige vi er. Når jeg tænker på min søn og vores lille familie trænger klicheerne sig uvægerligt på. Der er jo bare det ved det, at klicheerne er blevet det af en årsag. Alle, der har fået børn – og som har blot en smule overskud til dem – kan jo ikke undgå at blive lykkelige for ethvert lille smil, for de 10 minutter knægten kan lege med et magnetisk æggeur på køleskabet, for den måde de lærer hele tiden og for den dejlige fornemmelse af at have gjort noget rigtigt.
Ida og jeg tilbragte for nylig en stille søndag i Elgårdsminde med Ole, mens vi så Nanny 911 (SOS Barnepige). Hver gang jeg bliver udsat for sådan nogle programmer får jeg en næsten ustyrlig lyst til at tage mig af de stakkels børn, der bliver udsat for en perlerække af umulige forældre.
Det viser nemlig altid (i den iscenesatte virkelighed, serien præsenterer os for), at det er forældrene der er problemet og ikke de børn, der indledningsvist farer rundt og er dybt umulige. Jeg tror håber aldrig jeg kommer til at kunne genkende mig selv i scener fra den serie.
Jeg var ikke klar over, at jeg i grunden ikke vidste hvad det vil sige at savne nogen. Det ved jeg nu.
Jeg sidder netop nu og savner min dreng. Det er ikke som noget andet savn, jeg har prøvet før. Når man kombinerer det med dårlig samvittighed over at det er noget så banalt som arbejde der holder mig væk hjemmefra ligenu, så bliver det ikke bedre.
Ole, jeg lover jeg er hjemme inden du sover. Så kan vi nå at lege med fjernbetjeningerne og køre ræs med din gåvogn i stuen. Pas godt på mor indtil da.
Ida og jeg var for mange måneder siden til en rutineundersøgelse med Ole. Der sagde vores læge at Ole ville gå inden han blev 1 år. Det var i sidste uge, og dette videoklip er fra dagen før hans fødselsdag:
Min gode ven fra Vocal Line, Morten Kjær, er en gudsbenådet sanger. Han har netop udgivet sin længe ventede plade “Fra en ny altan” på sit eget pladeselskab – Gule Plader – og det er vi mange, der er rigtig glade for.
Jeg havde jo den store fornøjelse at opleve Morten her på matriklen, da han gav en huskoncert, som samtidig var en fødselsdagsgave til min hustru:
Det, der især glæder mig ved Mortens plade er at høre hvor gode teksterne er og hvor godt de spiller sammen med melodierne. Jeg har aldrig været i tvivl om Mortens musikalitet – den er åbenlys for enhver, der har hørt ham synge – men det er langt fra alle, der samtidig er i stand til at sætte ord på både de store følelser og det dagligdags, uden at det bliver banalt.
Derfor vil jeg opfordre alle, der bare bryder sig en smule om pop, soul og r&b at kigge forbi Mortens hjemmeside. Lyt, nyd, køb – du vil ikke fortryde det.
Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Tankerne har været der, men fokus har ikke.
Det skyldes primært at jeg fra december til starten af april har været meget fokuseret på mit nye arbejde og lanceringen af det store projekt, jeg blandt andet blev ansat til at have ansvaret for. Det pudsige er, at da det først var afleveret og min tid igen blev min egen, var der ikke længere overskud til at skrive.
Og det er ikke fordi ideerne ikke har været der. Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har haft en blogindlæg i hovedet. De er bare aldrig blevet nedfældet her. Grunden er noget diffus, men jeg haft et helt nødvendigt fokus på min lille familie, min vidunderlige hustru og min dejlige dreng.
Men fra og med i dag skal det være anderledes. Der skal nye boller på suppen, som jeg vil spise med skeen i den anden hånd. Viben får en anden lyd!
Ikke fordi jeg skal ordne have (vi har ingen), rydde op (der er usædvanligt ryddeligt herhjemme) eller sætte skuret i stand (det har min far ordnet så flot).
Nej, jeg har brug for at lade op. Helt op.
Det gode er at jeg har 9 feriedage til gode. Det kedelige er at jeg på ingen måde med god samvittighed kan holde fri før mit igangværende projekt går i luften.
Heldigvis har jeg min helt egen klippe. Uden hende var det aldrig gået.
Det siger lidt om Facebooks popularitet at det var min mor, der fik mig til at oprette en profil der. Selvom jeg er en smule 2.0, så var jeg alligevel hverken hoppet på Facebook eller MySpace. Det var lidt ung-med-de-unge, troede jeg.
Det er det også. En smule. Men det er langt fra hele historien.
På den anden side: min mor ved om nogen hvor meget gode netværk er værd, også i den virkelige verden, så måske er det ikke så overraskende at hun havde set mulighederne på Facebook. Foreløbig har jeg fundet gamle og knap så gamle venner fra alle dele af mit ikke-arbejdsliv og det er altid meget hyggeligt at høre hvad der er sket i de mellemliggende år (forudsat naturligvis at der ikke er sket drabelige uheld eller tilstødt dem en forfærdelig sygdom i mellemtiden). Det er blandt andet derfor, det er så godt for de af os der er umådeligt nysgerrige af natur :-)
Du kan også finde mig på LinkedIn, som er et mere erhvervsrettet netværk og her er min offentlige profil. Jeg har også mine billeder på Flickr, men mangler at sortere 574 billeder. Du er lige nu på min blog. Så lidt fremme i skoene er jeg alligevel.
Nu vi er ved 2.0 – så trænger vi da vist til en ny video på YouTube herude fra Elgårdsmindeparken featuring Ole og hans dejlige mor. Så er weekendprojektet klart!
Jeg har lagt Ole i seng her til aften. Han har haft besvær med at falde til ro til nattesøvnen på det seneste, så vi har indført en ny metode og en fast rutine. Det har indtil nu været Ida, der har kørt The Late Show og de gange, jeg har været inde over for at hjælpe er det hidtil endt med at mor har reddet en grædende dreng og en frustreret far.
Ikke i aften.
I aften kørte jeg sengelægningen hele vejen, hvilket tydeligvis kom bag på Ole. Han gav sig til at være rigtig ked af det på en rigtig larmende måde, der ledte farens tanker hen på sønnens fremtidige karrieremuligheder som rocksanger eller basketballtræner. Han lavede også den klassiske flitsbue, en meget akrobatisk øvelse, der udføres hængende i fars arme, mens man samtidig med hænderne prøver at skubbe den formastelige forælder væk. Endelig prøvede han af al magt at få øjenkontakt til mor, der dog var stiltiende backup og havde øjnene dybt begravet i en bog (og tak for det!). Efterhånden blev han så vred at jeg virkelig måtte grave dybt i troen på at det var den rigtige måde at gøre det på. Heldigvis var der noget dernede, nemlig min hustrus kærlige påmindelse om at Ole ikke mener noget som helst med sine tårer, men blot viser sin frustration over ikke at kunne sove.
På mandag er jeg så helt alene om det. Kryds fingre for mig og Ole :-)
Ole vejer endnu ikke 10 kilo, men han fylder vores liv og hjem på en måde, der er svær at beskrive.
Endnu ved vi hvor vi har ham, men det varer ikke mange måneder før han suser rundt i vores lille hus på prærien, stærkt optaget af at få fat i alt det, han hidtil kun har kunnet række ud efter. Små tænder kan vi også se mærker efter i hans nye kop, så nu venter mange spændende oplevelser med nattesøvn og kløende gummer. Hver dag er som en ny runde på træningsbanen, for han øver sig hele tiden i at begå sig i verden. Efter alle de tricks vi har skullet se min søsters andres børn udføre ser jeg frem til at Ole lærer at køre på ethjulet cykel, hvilket er planen i det nye år.
Ok. Det er ikke planen at min søn skal være cirkusartist (eller stå i en bagerbutik) næste år. Men jeg glæder mig i dén grad til at lære ham alt muligt.
Nu nærmer julen sig og både Ida og jeg glæder os til at fejre vores første jul som lille familie. Her er et billede af den lille nisse og hans stolte far:
Fruen er i byen, til dameaften med kollegerne som hun ikke har set længe. Drengene er alene hjemme og hygger sig med Jul på Vesterbro (et ok hit hos Ole) og Bon Jovi på VH-1 (et kæmpe hit hos Ole, mens det er vist kun fordi far synger med!). Nu er det så sengetid og det tog ca. 10 minutter fra natdragt til drømmeland – triumf!
Når man er den, der ikke er hjemme til daglig og som regel er den, der er ude til over drengens sengetid, så er meget stort at få “sovesituationen” til at lykkes. Især fordi det giver moren den frihed og tryghed, hun behøver for at kunne tage ud i livet til resten af verden uden bekymringer. Det er en lille ting, men lige nu betyder det meget.
Og nu, hvor far er den eneste vågne i huset, er det blevet tid til en gang Ace Combat: The Belkan War på den trofaste PlayStation 2. Jeg har fortjent det! :-)
