Det var ikke lyv, det jeg skrev om festen i København i torsdags:

Så er jeg landet og vågnet i New York City. Jeg er afsted med Vocal Line på en lille turné i New York og Washington DC. Indtil nu har det været en meget rolig tur med megen ventetid, men dagens program står udelukkende på turisme så jeg forventer at opleve i dag!

I øvrigt bød gårsdagen på sin første “Only in New York” oplevelse, da vi var på Galaxy Global Eatery. På trods af min udtalte kræsenhed og en menu, der bedst kan beskrives med ordene “Innovative food for progressive palates”, havde vi alligevel en meget hyggelig aften og en god, mæt fornemmelse i maven.

Jeg er dermed både blød, velsmagende og yderst velegnet til kagemænd og -koner :-)

Det er skam ikke noget, jeg selv har fundet på. Ovre hos Dalager er det nu muligt at finde ud af hvad dit sliknavn er.

Som de siger på Slikleksikon: “Viden feder ikke!” og det er jo helt korrekt.

Hvad er mon dit sliknavn?

Berlingskes Business.dk gør mig i dag opmærksom på, at jeg har fået ny, skarp konkurrence. Ikke i mit nuværende job, men i min hobby som pianist. Det viser sig nemlig at akkompagnementet til alle de klassiske festsange som “Ta-ra-da-bum-ti-da”, “Den evigglade kobbersmed” og ikke mindst “Da hønsehuset brændte”, nu kan leveres helt uden menneskelig indgriben.

Lad os byde velkommen til Festklaveret.dk.

Det er blandt andre Jan Glæsel (Linie 3, Meyerheim, grillbøger), der står bag idéen. Han spiller ikke selv (det gør Jørgen Kaufmann, hvilket journalisten har misforstået), men er blot idémand. Det er også rigeligt. Formedelst 60 kr. kan du hente én klaverakkompagneret sang. Nuvel, en pianist på et vist niveau koster penge, så jeg forstår godt den økonomiske og praktiske logik. Som udøvende vil jeg dog nok have et lidt ambivalent forhold til at deltage i en fest, hvor musikledsagelsen til sangene er en cd med det lidt maskinelle præg, som Festklaveret præsenterer.

Jeg regner derfor ikke med at købe den uundgåelige juleudgave. Dér foretrækker jeg a cappella for blandede stemmer og brum (tak, far!) – det ved man hvad er.

Vi skal til det igen. Danmark kastes om kort ud i tilstande, der med lidt fantasi minder om scener fra en FN-flygtningelejr. Mødre med udhungrede børn svinger albuerne med stor kraft for at tilkæmpe sig smuler af de mest nødvendige fødevarer. Fædrene skubber til alle omkringstående for at sikre sig måske bare en enkelt af de små pakker, der kan redde hele familien for en enkelt dag. Samfundets almindelige normer træder ud af kraft – lovløshed og sortbørshandel florerer. Myndighederne er magtesløse og nationen synker langsomt ned i kaos.

Jeg taler naturligvis om den forestående storkonflikt.

Aldrig har en sølle pakke gær været genstand for så stor opmærksomhed, som når de konfliktramte danskere går i panik over, at hverdagen bliver en smule mere besværlig. Jeg kommer nok til at savne den friske skummetmælk, men vil dog ikke allerede nu begynde at fylde fryseren op med mælk. Det er også så svært at hugge frosne mælkeblokke ud af fryseren igen… (Se, det var en rigtig tøhø!)

Jeg kom til at tænke på det her til morgen, da jeg gik forbi Føtex. En glad gnaver på butiksruden hoppede mig i møde med følgende budskab: “Så skal der hamstres!” Hvorfor vente med at sælge hele lageret til konflikten er her, når man ligeså godt kan spille på vores overdrevne frygt for at løbe tør for mad og sælge det hele nu? Det kan man da kalde forretningssans!

Er der i øvrigt nogen der skal have noget med fra Føtex?

Sådan udtaler ledende overlæge på Gentofte Amtssygehus Birgitte Weile til 24timer (via BT.dk). Hun repræsenterer en gruppe børnelæger, som er eksperter i ernæring. De mener at det nu må være statens opgave at gribe ind over for detailhandlen, så der ikke længere må være mængderabat på slik, sodavand, chips og kager.

Jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg føler mig nemlig også som et totalt fjols, hvis jeg ikke nærlæser kilo-, styk- eller literpris på sukkervarerne. Jeg kvier mig gevaldigt ved at købe 3 ciabattaboller, når der er 5 på tilbud for kun en ganske lille smule mere. Jeg kan bruge adskillige minutter på at overveje mit valg, når der er 1 pose Katjes (yes, yes, yes!) for 15.95, men 2 for 25.

Min angst for at blive snydt på vægten (den økonomiske, ikke badevægten) vejer nemlig en hel del tungere i indkøbskurven end min viden om at jeg ikke må spise for meget af det usunde. Jeg er overbevist om at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi er givetvis mange, der ville nyde godt at vide, at vi ikke sparer noget som helst om vi så fylder kurven op til kanten med Haribo-poser.

Holdningen i Dansk Erhverv er ifølge forbrugerpolitisk chef Lone Rasmussen at “det først og fremmest [er] forældrenes ansvar at lade være med at give deres børn slik i store mængder”. Sådan ser det naturligvis ud, hvis udgangspunktet er at man skal sælge mest muligt. Derfor er det også vigtigt at hjælpe forældrene til at træffe det rigtige valg. Forældre (og alle andre almindelige mennesker) har brug for et godt argument mod ekstra slikindkøb i den evige spidsrod mellem slikhylderne lige før kasselinjen. Jeg er ikke i tvivl om at et forbud er vejen frem. Hvis vi altså vil gøre alvor af at bekæmpe de ekstra kilo.

Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) mener at det kan klares ad frivillighedens vej. Hun er selvfølgelig enig i, at det er noget skidt at børn og unge spiser så meget sukker og fedt, men grundlæggende er det op til forældrene selv samt frivillige aftaler mellem butikkerne.

Spørgsmålet er så blot, hvordan forældrene og butikkerne hidtil har klaret den opgave. Vi kan jo spørge Connor McCreaddie (8 år, 89 kilo) og hans forældre om de kunne have brugt lidt mere aktiv hjælp til at træffe de rigtige valg.

Jeg gætter på at svaret er ja.

Det er titlen på en glimrende bog, som jeg læste for et par år siden.

Jeg kom til at tænke på den forleden søndag aften, da jeg var sendt på hemmelig mission til byens mest centrale fast food restaurant for at hente “mad” til fruen. De stakkels piger var for få, for utjekkede og fuldstændigt overmatchede til rush hour; omkring mig stod stakler, der havde ventet på deres mad i 20-30 minutter.

Der var et sammenrend af børn og fulde folk i køen. Jeg gættede derfor på at jeg ville høre sandheden, mens jeg ventede. Den endegyldige sandhed måtte jeg desværre undvære, men til gengæld var der en stor dreng foran mig, der talte i en mobiltelefon med en kammerat om pizzaer fra Sorento. Det vil sige, jeg troede det var en mobiltelefon, da den ringede. Da han med stor behændighed hev apparatet frem fra inderlommen, viste det sig at være en walkie-talkie! En kæmpestor, 1980′er-agtig model af den gode, gammeldags slags, som jeg vist gerne ville have haft, da jeg var ganske ung. Roger and over! Som jeg ofte gør, digtede jeg i mit hoved en historie om de to knægte, der har lavet deres egen budservice og bringer fast food ud til alle de, der som jeg ikke i ugens løb har tænkt over, at man også skal have mad om søndagen. De havde så ikke lige kalkuleret med, at de skulle stå i kø som andre almindelige mennesker… “Fuck, de går helt amok, hvis de ikke snart får deres mad”, sagde ham foran mig i køen. Jeg håber for deres skyld, at der ikke er tale om 4 granvoksne rockere, der sad og ventede forgæves ude på Bryggervej 15!

I øvrigt slog det mig, at drengen (som var snehvid og mellemblond) talte med en særlig sprogtone. Havde jeg kun hørt hans stemme, ville jeg have gættet på at han var indvandrer fra Mellemøsten. Mon ikke det er med ham som med alle os andre, nemlig at vi former vores sprog efter det, vi hører til dagligt?

Netop hjemvendt fra en vidunderlig juleaften i familiens skød. Alle var glade, mætte og trætte, som man skal være efter en dejlig julemiddag. Min nevø på næsten to og min nyfødte niece klarede aftenen på fremragende vis, ligesom deres forældre :-)

Amerikanerne har Thanksgiving til den slags, men jeg vil bruge juleaften til udtrykke min taknemmelighed over at have en så fantastisk familie (både min medfødte og den tilgiftede), som den jeg er velsignet med.

Tak, og glædelig jul!