Min svigerfar døde i november. I forgårs ville han have fejret sin 61-års fødselsdag.

Livet ville det anderledes, og det efterfølgende tomrum er selvsagt noget, der har fyldt både mine og familiens dage, uger og måneder siden da.

For Torkil var ikke en mand, der havde sin ubemærkede gang på jord. Han har sat sine tydelige spor hos alle, der var så heldige at kende ham. En prægtig mand, skrev Ida. Og hvor har hun ret. Jeg vil tilføje: Et naturligt samlingspunkt. En overmåde stolt far til tvillinger. Og en bedstefar, der i fulde drag nød at opdage, hvor skønt og stort, det er, når ens børn bliver forældre.

Fødselsdagen i går blev ikke fejret eller bemærket på anden måde, end at vi var sammen i vores lille familie. Med Rune på Roskilde Festival var Ida, børnene, jeg og svigermor samlet hos os. Ikke for at tie stille og mindes, men for at fejre livet – og det gøres bedst ved at leve.

Jeg savner Torkil. Jeg savner hans lune væsen, som aldrig lod sin medfødte alvor fylde mere, end at der var plads til varme, omsorg og underspillet humor. Jeg savner ikke mindst, at Torkil oprigtigt interesserede sig for, hvordan jeg havde det. Det er naturligvis mange mennesker, der spørger, hvordan man har det, men jeg var aldrig i tvivl om min svigerfars oprigtighed i at ville høre svaret på det spørgsmål.

Jeg ærgrer mig også. Jeg ærgrer mig over, at Torkil aldrig kommer til at opleve vores børn vokse op og leve deres liv. Men jeg glæder mig over, at han oplevede deres fødsel og deres første år. Jeg ærgrer mig over, at min svigerfar ikke længere med den største selvfølgelighed rådgiver mig om vigtige ting. Men jeg glæder mig over, at de gode råd, jeg nåede at få, vil følge mig resten af livet.

Som tiden går, vil mine minder om min svigerfar vække stadig mindre sorg, men glæden vil være usvækket.

Denne uges leadsheet er en lækkerbisken for Grand Prix-kendere. Det er frugten af et samarbejde mellem Carsten Lehn (manden bag den legendariske optræden med Lady Fantasi samme år) og allestedsnærværende Ivan Pedersen (Laban, Backseat og meget andet). Du kan ikke få sangen på cd, men du kan nyde både den og den meget vuggende koreografi på YouTube.

Sommer Rendezvous – X-Tasy – 1985 – Grand Prix

Denne uges leadsheet er en klassiker fra min tid på universitetet, som faldt sammen med premieren på ‘Hannibal & Jerry’, en skøn film af Wikke & Rasmussen. Hella Joof & Peter Frödin ruller sig som ud som good cop/bad cop i en kærlighedssang, men husk: DET’ BARE EN PASTARET!

Kærlighed er godt – Hella Joof & Peter Frödin – 1997 – Dansk Pop

Denne uges leadsheet er “Det Er Ikke Det Du Siger” fra 1981, et nummer, som – på trods af hvad ungdommen siger – er en fremragende sang :-)

Sangen er krediteret til Anne Linnet Band, og det er selvfølgelig også dem, der spiller. Men det er og bliver Sanne Salomonsens sang, hvilket komponist Jan Glæsel også selv har bemærket.

God fornøjelse, og husk at sende rettelser til mig, hvis du finder nogen:

Det Er Ikke Det Du Siger – Anne Linnet Band – 1981 – Dansk 80′er Pop

Denne uges leadsheet er “Billy Boy”, firserklassikeren fra One Two. Den er tricky, især fordi min notation ikke gør det muligt at vise lifts, som der jo er en del af i Søren Bentzens musik :-)

God fornøjelse, og husk at sende rettelser til mig, hvis du finder nogen:

Billy Boy – One Two – 1986 – Dansk 80′er Pop

Klik her for at se den indsatte video.

Det sagde Ole til mig i går aftes, da jeg lå på sofaen med begge mine børn. Ida var ude og synge med Naura, så jeg havde indtil da haft en hektisk eftermiddag og aften, med pasningspanik, iskold indkøbstur, madlavningskiks og -koks og den daglige kamp om hvordan man bedst tager sin penicillin.

Jeg har sørget for, at vi har en god del af min egen barndoms bedste fjernsyn liggende på vores PS3, så Ole selv kan finde det frem, og han havde valgt, at vi skulle se Alfons Åberg. Han har en usynlig ven, Svipper, men Alfons glemmer alt om Svipper, da han møder Victor, som bliver hans bedste ven.

Det havde Ole fanget, så i går blev jeg udnævnt til at være Oles bedste ven. Det kan man jo ikke andet end være stolt af, for der var ikke andre, der opfyldte kriterierne! Han er ikke nået dertil, hvor han har deciderede venner i børnehaven, men der er dog mange børn, som han siger han leger med – når han altså en sjælden gang i mellem beslutter sig for at fortælle os, hvad han har lavet dernede :-)

Det er jo også let at være bedste ven med én, som bager kanelsnegle og deler ud af dem:

Mens jeg langsomt tæller ned, har jeg tiltusket mig tid hist og her til at få færdiggjort billederne, som jeg tog på vores seneste turné med Vocal Line.

“Beauty in the Breakdown Tour”, opkaldt efter vores nye cd, bragte os rundt i Tyskland. Det var en fremragende tur, selvom jeg stort set havde mistet stemmen inden koncerten i Freiburgs (i Vocal Line) berygtede Jazzhaus.

Som gammel rotte i koret har jeg lagt mærke til at vi endnu gang er blevet et sammensunget kor. Når vi eksisteret så længe, som tilfældet er, så er det naturligt med udskiftninger. Derfor kan der også være perioder, hvor koret skal finde sammen igen. Jeg fornemmer at vi nu igen har nået et af de højdepunkter, hvor koret hænger sammen og klinger sammen på en måde, som er helt fantastisk.

Nå, det var billederne, vi kom fra:

Vores stort anlagte Tysklandsturné med Vocal Line, Beauty in the Breakdown Tour, var en kæmpesucces og jeg fik som sædvanlig taget et hav af billeder (400+), som stadig er på vej ud af min computer.

Mens vi venter på dem kan jeg diske op med denne gyldne musikoplevelse:

Klik her for at se den indsatte video.

Forvent nu ikke kriminalkommisær Köster, men i stedet en halvgammel basketballspiller ;-)

Jeg var tirsdag aften tilbage i Næshøjhallen som spiller på vores 3. division herrer. Selvom der i bruttotruppen er et par herrer, hvis CPR-numre er en smule større end mit, så var jeg så afgjort den ældste spiller på banen i tirsdags. Faktisk gik det op for mig, at jeg er dobbelt så gammel som en håndfuld af mine holdkammerater! Men sådan er det jo, når man er i gang med sæson nummer 20 som senior :-)

Årets første kamp var et pokalopgør mod BMI og vi endte med at tabe en spændende kamp, mest af alt på grund af manglende evner på straffekastlinjen og nok også lidt tidligt-på-sæsonen-nerver. Jeg havde mit trofaste D40 med på bænken, så her er lidt billeder fra kampen:

Overskriften er naturligvis ren ønsketænkning, men Nikon har netop offentliggjort det kamera, der med tiden skal erstatte mit slidstærke D40:

Kameraet har alt det, jeg har savnet i min D40:

• Bedre og hurtigere autofokus – D40 har 3 punkter, D7000 har 39
• Bedre performance i dårligt lys
• Active D-Lighting, hvilket giver bedre billeder, når der er store kontraster i motivet
• Video
• En billedsensor, der er 2010 og ikke 2006-teknologi

Gad vide hvad prisen bliver i New York i november… :-)