2010-07-16 Sommersolnedgang over Elgårdsminde, 16. juli 2010 001, originally uploaded by martinkroeger.

Vi har boet i Elgårdsmindeparken lige siden den blev bygget. Vi var vel også noget nær de første, der fik børn derude. Senere er der skudt små poder op i husene rundt omkring os.

I denne sommer har vi for alvor mærket glæden ved at have børn i Elgårdsmindeparken. Nu har børnene nemlig efterhånden nået en alder, hvor de virkelig har glæde af hinanden.

Med direkte adgang til parken fra vores stuer er det så nemt for børnene at vade ud og lege tagfat, spille bold, hoppe på trampolin eller bare nyde det gode vejr og det gode selskab.

Det var en af de ting, vi på forhånd havde håbet på ville ske med området. Derfor er det også virkelig godt at se, hvordan Ole og alle de andre børn har taget området til sig.

Hjemme hos os glæder vi os nu også til den dag, Eva selv trisser ud på eventyr i parken, formodentlig lige i hælene på sin storebror :-)

2010-06-04 Ole nyder en sommerdag hjemme, 4. juni 2010 009, originally uploaded by martinkroeger.

Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.

Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.

Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!

Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”

På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!

2010-06-04 Sommerhimlen over Elgårdsminde, 4. juni 2010 001, originally uploaded by martinkroeger.

Jeg har ferie.

Det vil sige, kalenderen siger ferie. Min krop siger noget andet.

Den er nemlig stadigvæk i alarmberedskab ovenpå det store arbejdspres i ugerne op til feriens start. Rytmen på min arbejdsplads dikterer at vi har nogle meget stramme deadlines inden sommerferien, da andres arbejde sommeren over afhænger af, at vi bliver færdige med vores.

Det er en smule frustrerende at opleve, at man skal bruge flere dage på at få pulsen ned igen, når den tid skal tages ud af to ugers ferie.

Heldigvis er Ida meget forstående og sørger for at passe på mig, når der er brug for det. Hun sørger også for de nødvendige los bagi, når der er brug for det.

Hvorom alting er, så glæder jeg mig helt vildt over at ferien er begyndt. Jeg glæder endnu mere til jeg kan nyde den fuldt og helt.

I begge tilfælde holdt sølvbrudeparrets børn tale for deres forældre og selvom (eller måske netop fordi) der er knap 21 år til at det er vores tur, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville være når det blev Ole og Evas tur.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Ida og jeg vil levere materiale nok til en længere tale (og sikkert også en sang) i løbet af de kommende år, men mest af alt håber jeg på at vi har lært vores børn at udtrykke deres følelser naturligt. Jeg har været på sidelinjen til en del bryllupper hvor det var tydeligt at talerne åbenlyst ikke var vant til at skulle fortælle andre mennesker hvad de følte for dem, men hvor situationen krævede det af de stakkels mænd (som det jo altid er).

Som min far altid har mindet mig om, når talen faldt på taler: Rejs dig op, sig hvad du vil sige, og sæt dig ned igen mens folk stadig kan li’ dig!

Så Ole og Eva, jeres mor og jeg glæder os allerede – no pressure ;-)

Siden 2004 har jeg haft mit kamera med mig overalt hvor Vocal Line har været, hvad enten det er i studiet, backstage til kæmpestore festivalkoncerter, i turbussen eller stort set alle andre steder. Du har sikkert set nogle af dem på websitet allerede. Da jeg nåede frem til konklusionen om at Vocal Line tilbød publikum noget unikt, kom jeg straks til at tænke på et foto som jeg tog for fem år siden i Taipei. Ikke fordi det på nogen måde er et teknisk fremragende foto, snarere tværtimod; for mig symboliserer det bare alt det der er godt ved Vocal Line.

Se billedet og resten af indlægget på vocalline.dk.

Jeg tog dog ingen billeder, da herre- og dameholdet mødtes om aftenen til meget hyggeligt samvær ;-)

Klik her for at se den indsatte video.