Selvom man er “very busy and important” er det vigtigt at få sin motion. Uden at være alt for hellig kan jeg med glæde i stemmen meddele, at det fik jeg også i går.

Jeg var nemlig inde i Århus midtby i eftermiddagens solskin. Så kan det nok være at man får motioneret sine nakkemuskler.

Det er nemlig stort set ligegyldigt hvor man vender sig hen, så myldrer de kønne piger frem fra de skjulesteder, de gemmer sig i om vinteren. Derfor kræver det en veltrænet nakke at følge med, hvis man ikke vil gå glip af noget :-)

Nu er det jo også sådan at det koster gratis at se sig omkring, hvilket jo blot er en bonus. Eneste minus er trafiksikkerheden, som tydeligvis lider under manglende mandlig opmærksomhed på kørebanen. Som det hedder i teoriundervisningen: “Hvad skal du være særlig opmærksom på her?” Til det måtte jeg i går svare: “Vejens omgivelser”!

(Citatet er fra “Love Actually“, en af fruens yndlingsfilm, som jeg derfor også har set på skrømt utallige gange.)

Berlingskes Business.dk gør mig i dag opmærksom på, at jeg har fået ny, skarp konkurrence. Ikke i mit nuværende job, men i min hobby som pianist. Det viser sig nemlig at akkompagnementet til alle de klassiske festsange som “Ta-ra-da-bum-ti-da”, “Den evigglade kobbersmed” og ikke mindst “Da hønsehuset brændte”, nu kan leveres helt uden menneskelig indgriben.

Lad os byde velkommen til Festklaveret.dk.

Det er blandt andre Jan Glæsel (Linie 3, Meyerheim, grillbøger), der står bag idéen. Han spiller ikke selv (det gør Jørgen Kaufmann, hvilket journalisten har misforstået), men er blot idémand. Det er også rigeligt. Formedelst 60 kr. kan du hente én klaverakkompagneret sang. Nuvel, en pianist på et vist niveau koster penge, så jeg forstår godt den økonomiske og praktiske logik. Som udøvende vil jeg dog nok have et lidt ambivalent forhold til at deltage i en fest, hvor musikledsagelsen til sangene er en cd med det lidt maskinelle præg, som Festklaveret præsenterer.

Jeg regner derfor ikke med at købe den uundgåelige juleudgave. Dér foretrækker jeg a cappella for blandede stemmer og brum (tak, far!) – det ved man hvad er.

Jeg var på arbejde til sent fredag aften, da jeg tog en pause mens computeren arbejdede. I pausen kom jeg til at tænke på den gang for 17 år siden, da jeg 16 år gammel drog til USA og deltog i den første internationale Space Camp i USA. Jeg brugte min gode ven Google til at se, om det eventuelt var muligt at finde nogle af de andre deltagere, som også var med dengang. Det lykkedes mig at finde frem til en af de tre nordmænd, Kaj Wik Siebert (nu Ph.D i astronomi og IT professionel), som heldigvis har lagt alle sine billeder fra dengang ud på nettet. Her er et af mig (slank og meget ung!):

Jeg lover at fortælle meget mere senere. Lige nu vil jeg bare svømme hen i minder om 10 fantastiske dage for 17 år siden.

Vi skal til det igen. Danmark kastes om kort ud i tilstande, der med lidt fantasi minder om scener fra en FN-flygtningelejr. Mødre med udhungrede børn svinger albuerne med stor kraft for at tilkæmpe sig smuler af de mest nødvendige fødevarer. Fædrene skubber til alle omkringstående for at sikre sig måske bare en enkelt af de små pakker, der kan redde hele familien for en enkelt dag. Samfundets almindelige normer træder ud af kraft – lovløshed og sortbørshandel florerer. Myndighederne er magtesløse og nationen synker langsomt ned i kaos.

Jeg taler naturligvis om den forestående storkonflikt.

Aldrig har en sølle pakke gær været genstand for så stor opmærksomhed, som når de konfliktramte danskere går i panik over, at hverdagen bliver en smule mere besværlig. Jeg kommer nok til at savne den friske skummetmælk, men vil dog ikke allerede nu begynde at fylde fryseren op med mælk. Det er også så svært at hugge frosne mælkeblokke ud af fryseren igen… (Se, det var en rigtig tøhø!)

Jeg kom til at tænke på det her til morgen, da jeg gik forbi Føtex. En glad gnaver på butiksruden hoppede mig i møde med følgende budskab: “Så skal der hamstres!” Hvorfor vente med at sælge hele lageret til konflikten er her, når man ligeså godt kan spille på vores overdrevne frygt for at løbe tør for mad og sælge det hele nu? Det kan man da kalde forretningssans!

Er der i øvrigt nogen der skal have noget med fra Føtex?

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for The Onion, en amerikansk, satirisk gratisavis. Det er – sammen med Wikipedia – en af de bedre opdagelser, jeg har gjort på nettet i de seneste måneder. Jeg tænkte i dag, at jeg ville kombinere interesserne på samme måde som jeg ynder at kombinere Bassett’s vingummi og blød, sød, finsk lakrids – forhåbentlig med samme gode resultat :-)

Jeg slog derfor “The Onion” op på Wikipedia. Det kom der noget højst interessant ud af.

Det viser sig nemlig at der gennem tiden er flere medier, der har ladet sig narre af avisens artikler, der i sprog og tone lægger sig meget tæt op ad de “rigtige” nyhedsmedier. Jeg har normalt respekt for de fleste af vore hjemlige medier; det var dog kun en smule overraskende, at sladdercentralen TV2.dk var blandt de medier, der var hoppet på limpinden og havde refereret denne artikel i The Onion og taget den for gode varer.

Maria Therese Ib, fast sladderspalteskribent på TV2.dk, skrev denne artikel om skuespilleren Sean Penn, der angiveligt var blevet meget harm over at en anden havde registreret mailadressen seanpenn@gmail.com.

Når man nu kender den oprindelige kilde til historien, så er ironien til at få øje på, når man læser følgende passage i artiklen på TV2.dk:

Det er svært at tage stilling til, hvem der er mest latterlig. Personen, der mente, at han kunne gå for at være Sean Penn på internettet, eller Sean Penn der forsøger at oprette en emailadresse med sit eget navn. Det er ikke sådan man undgår spam, Sean. Men vi henviser til Hotmail, måske kan de være behjælpelige.

Jeg er ikke i tvivl om hvem jeg synes er mest latterlig. Til gengæld bør man – hvis man kommer Piet Heins “Pædagogisk gruk” i hu – læse The Onions artikel om angrebet på USA d. 11. september 2001. Et citat:

“I always thought terrorists blowing shit up would be cool,” Martin continued. “Like, if the Pentagon was bombed, I figured they’d mobilize a special elite squadron of secret-agent ninjas, and half of them would be hot babes. How could I ever think that? This is actually happening, and it’s just not cool at all.”

Not cool at all.

“Man kan godt se, at du ikke er vokset op på havnen!”

Min fars bemærkning om mine evner til at færdes sikkert i trafikken som barn har sat sig ubehjælpeligt fast i mit hoved. Selvom det må være meget længe siden han har sagt det sidst, så er der alligevel noget i vendingen, som har fået mig til at tænke. En del af det tankevækkende er naturligvis, at jeg aldrig har brudt mig om at mine evner blev draget i tvivl :-) Men en større del af det hænger nok sammen med, at jeg snart selv skal være far.

For hvad kommer jeg til at give videre til mine børn? Om hvilke ord og vendinger vil de senere tænke at “det er typisk far”? Vil jeg sige til mine børn, at man godt kan se, de ikke er vokset op i Næshøjhallen, hvis de ikke kan gribe en bold? Vil jeg sige til dem, at deres værelse ligner Jerusalems ødelæggelse, når Legoklodserne hober sig op på gulvet?

Fruen er allerede begyndt at sige “det vidste jeg du ville sige”, når jeg disker op med et af mine faste udtryk. Det gør mig lidt bekymret, at jeg nu er blevet så forudsigelig i min sprogbrug. Det vil jeg så arbejde på at ændre, men resten af den sproglige arv og gæld er ikke sådan lige til at komme af med. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil af med den.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg kan genkende mine forældre i mig selv og i mine talemønstre og min øvrige måde at kommunikere på. Når jeg stiller mig op og taler offentligt, så læner jeg mig op ad min fars evne til på kort tid at sige det nødvendige med overbevisning, indlevelse og humor. Når jeg sætter mig til tastaturet, er jeg i gæld til min mor og hendes evne til at formidle både det komplekse og det banale, så det er interessant og vedkommende.

Jeg kan selvfølgelig også spejle mig i dem, når jeg står på sidelinjen og råber umanérligt højt som basketballtræner! :-)

Fra Janus Køster-Rasmussens anmeldelse af koncerten i Forum med P. Diddy og Snoop Dogg:

Mainstream-hiphop er ganske enkelt ved at forvandle sig til den nye puddelhårsrock.

Det er skarpt set.

Her er en glædelig nyhed (fra Fyens Stiftstidende):

I en række usædvanligt klare domme tilkendegiver retten, at den odenseanske annoncevirksomhed Key Info, har presset, vildledt og narret sine kunder i en grad, så dommeren ikke mener, at kunderne skal betale de penge, de skylder Key Info.

Annoncehajer er en flok udskud fupmagere, som jeg også har stiftet bekendtskab med på mit arbejde. Hvis man ikke lige er opmærksom, eller ikke har fulgt med i forbrugerstoffet i medierne, kan man godt tro at Erhvervsregistret, Nationalregistret og de andre umiddelbart troværdigt lydende organisationer er reelle. Et hurtigt kig på www.unfairpris.dk afslører dog, hvad disse firmaer og deres ansvarlige bagmænd er i færd med.

Her er et overblik over deres fremgangsmåde. Det er i forvejen ikke nemt at være et nystartet (ofte enmands-)firma, da der er mængder af registreringer, papirer og tilladelser, der skal være på plads. Du kan også se om du eller din virksomhed er i farezonen.

Jeg har så svært ved at forstå, at nogen kan holde ud at ernære sig på den måde. Det gælder også telefonsælgerne, som på ingen måde kan frasige sig et vist medansvar. Man skal være umådeligt naiv, hvis man som ansat hos et sådant firma ikke er klar over, hvad det er man laver.

Jeg er i virkeligheden blot taknemmelig for, at jeg ikke selv har haft behov for at tjene penge på den måde.

Nå, nu ringer arbejdstelefonen. Gad vide, om det er IT-Fagregistret, der lige vil tjekke at de har det rigtige telefonnummer og adresse på virksomheden…

Død og pine, den er gal!

Jeg er nemlig blevet opmærksom på internettets pt. største tidsrøver, StumbleUpon. Det er et lille mirakel for én, der som jeg elsker at surfe ud ad en tangent, når først opmærksomheden er fanget. Du skal blot angive dine interesser og klikke på knappen, så tager StumbleUpon dig med rundt på internetsider, som andre har anbefalet i de respektive kategorier.

Det er usandsynligt simpelt.

Det er også usandsynligt afhængigshedskabende.

Det er faktisk så godt, at jeg helt ignorerer spørgsmål om, hvad firmaet bag vil bruge oplysningerne til. Til gengæld vil jeg opfordre alle til at give StumbleUpon et nærmere kig. Sørg blot for at du har god tid.

Hvad har jeg egentlig gang i?

Det er jo i grunden et meget bredt spørgsmål, men et som trænger sig på i dag. Jeg overvejer i øjeblikket meget hvad jeg skal bruge min tid på fremover. Ikke fordi der bliver mere af den, men fordi der her til sommer bliver flere om at kræve den.

Derfor er spørgsmålet om tid meget i mine tanker. Lige nu bruger jeg tiden på min livslange interesse, basketball. Jeg sidder her med en samling videoklip fra damekampen, to ufærdige referater til en hjemmeside, der ikke virker i IE7 samt flere overvejelser om hvordan man får det maksimale ud af en spillertrup på 9 meget forskellige spillere. Det er noget der kræver tid og indsats. Jeg lægger stadig en del kræfter i sporten, selvom tiden er kortere og kræfterne mindre end de har været (for ikke at tale om hurtigheden, som nu er helt væk!).

Jeg er nemlig født ind i basketball og sporten er stadig lige tiltrækkende. Det er fruen ikke (altså født ind i basketball – hun er bestemt tiltrækkende!). Det er måske også derfor, at jeg spekulerer på, hvad mit livsprojekt skal være. Det skal nemlig ikke være basketball, da jeg så vil være ret alene om det, og min familie i øvrigt har advaret mig om de omkostninger, det kan have at lave så meget frivilligt arbejde væk fra hjemmet.

Musikken kunne være et livsprojekt. Den har jeg i det mindste til fælles med fruen. Det har bare aldrig været det primære for mig, selv da jeg læste musik på universitetet. Jeg har haft en mængde dejlige musikalske oplevelser, både sammen med mit kor og i forskellige bandsammenhænge. Jeg har bare altid haft andre interesser, som også har haft en plads i mit liv på samme tid. Derfor tror jeg heller ikke jeg egner mig til at have musikken som livsprojekt. Det er til gengæld en utrolig dejlig hobby og jeg håber vores børn kommer til at sætte pris på musik som vi selv gør.

Så er der arbejde. Der er stadig mulighed for at gøre et arbejde til et livsprojekt, men jeg tvivler på det. Jeg er ikke typen, der kører mit helt eget løb. Det er nemlig altid væsentligt sjovere at lave noget sammen med andre, når der er nogle at dele glæderne med. Desuden har jeg set lidt for mange tv-udsendelse og hørt lidt for mange historier om travle mennesker, der ikke har tid til at se deres børn, før ungerne selv tager opmærksomheden – og det sjældent for det gode.

Jeg tror i virkeligheden, jeg er bedst tjent med at kombinere det hele. Ethvert tilvalg indebærer også et fravalg, nu hvor ansvaret tynger og ungdommen er en tid, der mere og mere er en tid, man ser tilbage på. Jeg elsker basketball, jeg elsker musik og jeg elsker at få noget fra hånden. Nu hvor jeg også snart har min egen lille familie, så ved jeg, at jeg også elsker den.

Jeg har valgt til. Nu skal jeg blot vælge fra. Er der nogen der kan sælge mig et par ekstra timer i døgnet?

Det stod der på ryggen af min skjorte i går.

Jeg følte mig inspireret til at tage den på, da jeg aftenen før havde været til en fremragende koncert med Dolly Parton i Forum Horsens. Det var naturligvis ikke Dolly, der skulle tie stille. Hun sang nemlig aldeles glimrende, fint bakket op af orkester og korsangere. Bedst var koncerten dog, når det kun var Dolly, der var på scenen. Det var især en sang som den smukke “Little Sparrow” (som jeg ikke kendte i forvejen), der gjorde indtryk. Sangen er meget sparsomt akkompagneret og enkel i sit musikalske udtryk.

Derfor er det mig også en stor gåde, hvorfor folk, der ligesom os (formodentlig) har betalt 895,- for at komme ind, ikke er i stand til at holde kæft under de stille passager. Så vigtigt kan det ikke være at føre hele samtaler under et musikalsk øjeblik, som ingen af os får igen? Godt nok sad vi på den fjerneste tribune, men jeg ville på forhånd have regnet med at det trods alt modne publikum (vi trak aldersgennemsnittet betragteligt ned) ville vide, hvornår det er god stil at tie stille.

Men nej.

Det fik mig også til at tænke på det største musikalske mismatch (ikke miskmask!), jeg har oplevet til en koncert. Tina Dickow, som jeg til stadighed kan lade mig imponere af, gav koncert på Train. Hun og bandet ydede en glimrende præstation, men desværre var der tale om en af sæsonens største julefrokostaftener. Det betød at der rundt omkring på stedet, typisk i baren, befandt sig grupper af højrystede og utidige idioter koncertgæster. Det viste sig at være forholdsvist svært at nyde den gode Tina spille og synge sine smukke sange til et konstant akkompagnement af almindelig tågesnak og umotiverede latterudbrud. Sværere endnu er det at dæmpe denne baggrundsstøj uden at gøre det værre (prøv selv til næste jul, hvis du har mod på det). Det er med andre ord ikke just win/win!

Heldigvis regner jeg ikke med at det bliver et problem, når jeg skal til Metallica!

Årets fastelavnssang herfra kunne have været: “Kan jeg gætte hvem I er?”

Jeg spekulerer jo naturligvis lidt over, hvem der læser min blog (udover dig, mor). Derfor har jeg – også i en god sags tjeneste – tilmeldt min blog til BlogTjek07. Det var Blogforum 2006 (nærmere bestemt et udvalg af disse bloggere), der besluttede sig for at undersøge, hvem der frekventerer danske blogs og hvorfor.

Hvis du har lyst til hjælpe mig og alle de andre bloggere, så svar på spørgeskemaet her. Vi bliver så glade allesammen :-)

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg synes den amerikanske tv-serie “Lost” er det bedste tv siden første sæson af “Twin Peaks”.

En meget stor del af oplevelsen er den fantastiske musik, som binder serien sammen. Komponisten Michael Ghiacchino er manden bag den interessante kombination af lyd, som præger hvert afsnit af “Lost”. Jeg lytter ofte til soundtracket, når jeg arbejder; det er især velegnet til arbejde, som kun involverer mig, og som kræver koncentration og vedholdenhed.

Det er svært at skrive om musik. Hvis jeg kort skal fortælle, hvad jeg som musiker er fascineret af, så er det selve klangene og lyden. Der er udelukkende brugt akustiske instrumenter: strygere, klaver, percussion (trommer, marimba, gamle flydele og andet skrammel!) og ikke mindst blæsere. Det spændende er måden, Giacchino bruger instrumenterne på. Lydbilledet er som udgangspunkt vildt og “junglet”, som den ø, hovedpersonerne befinder sig på. Hertil kommer mere stille passager, som udtrykker både håb, fortvivlelse og eftertænksomhed.

Han formår også at gøre det umiddelbart klart for lytteren, at der er tale om musik fra “Lost”, uden at musikken bliver kedelig og for forudsigelig af den grund. Der er naturligvis altid en grad af forudsigelighed i musikken til en tv-serie, for ikke at forvirre lytteren og flytte fokus fra helheden over på det musikalske, men Michael Giacchino sørger at holde den svære balance.

Der er nogle faste temaer i “Lost”, som genspejles i musikken. Det er ikke melodier, man som seer nødvendigvis sidder og synger med på, men de sætter sig fast og udfylder deres rolle godt. Vi identificerer nemlig hurtigt temaerne med en bestemt stemning, følelse eller person. I det montageklip, jeg har indlejret nedenfor, hører vi et tema, som forbindes med livets skrøbelighed og dødens nærvær på øen – “Life And Death”:

Politiet i København krydrer fængselsmaden med en knivspids ironi.

KNA Connected – “FIBS (Løgn & Latin)”

Den er så absolut ikke til at få ud af hovedet igen, når først den er kommet ind!

Ekstra Bladets lederskribent læser min blog!

Det må jeg jo konkludere, når de uden videre stjæler min overskrift og bruger den til dagens leder :-)

Når det så er sagt, så nævnte fruen for mig, at jeg i min holdning til begivenhederne omkring ungdomshuset lyder som om jeg er solidt plantet i den konservative lejr, sammen med kriminaloverbendt Betjendtsen og Helgen Adam Møller fra Indsatsstyrken. Det er tænkeligt. Min holdning er den at man skal rette sig efter loven og i øvrigt opføre sig mod andre, som man gerne vil have de opfører sig mod én selv.

Jeg synes i øvrigt at Danmarks Radios reporter, Claus Buhr, var cool i sit arbejde direkte for DR Nyhederne fra Nørrebro i aftes: “De kaster med flasker herhen, så hvis jeg flytter mig hurtigt, er det derfor!”

Morten Frich fra Berlingske har en glimrende baggrundsartikel om Ungdomshuset, historien og perspektiverne, som er online i dag. Kristian Lindberg har samme sted en beretning om kulturen i Ungdomshuset, med en mere positiv vinkel.

Så rykkede politiet ind og ryddede Ungdomshuset i København. “Det var også på tide,” var min umiddelbare tanke, da jeg hørte det. Det er svært at have sympati for de unge, ikke fordi jeg er imod at de har steder at udfolde deres aktiviteter, men fordi brostenskast er en modbydelig måde at vise sine holdninger på.

Der er også klager over aktionens forløb (fra DR.dk):

Dagens aktion er af Borgergruppen for Ungdomshuset blevet kritiseret for at være brutal.

- Vi fordømmer på det kraftigste politiets brutalitet. Dette er, hvad vi hele tiden har frygtet ville ske, når Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet.

Hvis én tilskadekommen og to med blå mærker er politibrutalitet, så har vi det godt i Danmark.

I øvrigt kan aktivisterne glæde sig over, at det ikke var Politiets Indsats Styrke, der forestod aktionen. Prøv engang at se her, hvordan John Schmidt, NC, Bjarne Fromberg og de andre ville have ryddet Ungdomshuset, Christiania og Istedgade. Så er der order to go!

Det bliver nogenlunde så fedt som dette, regner jeg med: