Havde jeg siddet på en stol, var jeg nok faldet ned af den! Er der to ordpar i det danske sprog, som man ikke umiddelbart forbinder med hinanden, så er det “Svenning Dalgaard” og “hed affære”. Det er omtrent som at sætte ordpar som “Martin Krøger” og “objektivt veltrænet” sammen… :-)
Den 25-årige enlige mor til to og den 61-årige Europakorrespondent på TV har åbenbart mødt hinanden via bloggen på TV2.dk, så man skal da vist til at passe på hvad man skriver! Hvem ved om Ulla Terkelsen pludselig dukker op her med et tilbud om uforpligtende politiske diskussioner og hvad deraf følger? Konsekvenserne er uoverskuelige!
Min gamle idrætslærer fra Harlev, TV2s nyhedschef Michael Dyrby, har – ikke overraskende – ingen kommentarer. Jeg ville i hans sted også have meget svært ved at finde den passende grimasse uden en vis betænkningstid.
Hvis man skal tro på det, der står i avisen, så bliver DR Sporten offer for den store sparekniv – eller vel snarere den store spareguillotine. Og så bli’r vi spist af – ikke med kønne håndboldspiger, men med smalle sportsgrene og små klip i nyhederne. Som Andreas Kraul fra DR Sporten siger:
»Konsekvensen er jo, at der fremover ikke vil blive produceret journalistisk uafhængigt tv om sport. Det vil være overladt til stationer, der har købt rettighederne og er afhængige af reklameindtægter«.
Og det har han jo egentlig ret i.
Tsk, tsk, tsk.
Jeg skal ikke her tage stillingen til, hvor ansvaret skal placeres. Sådanne sager ender som regel med, at ingen har ansvaret og vi almindelige mennesker kommer til at bøde for det. Jeg synes under alle omstændigheder at det er trist at skulle undvære en objektiv og saglig dækning af sporten, som jeg synes vi har været begavet med fra DR. Samtidig slår det mig nu, at vi med den kommende digitalisering af DRs arkiver har adgang til alle de mange guldkorn fra fortiden. Det er så slut nu, for der er ingen kommercielle kanaler, der bliver underlagt samme forpligtelse om at stille noget som helst til rådighed – gratis og uden forpligtelser.
Det er med andre ord som at skulle sige farvel til:
“Jaaaaahhhhh, utrolige Preben Elkjær, jamen den mand er da fantastisk!” (Svend Gehrs, EM 1984)
For i stedet at få:
“Huttelihut” (Flemming Toft, EM 1992)
Tsk, tsk, tsk.
Heruden ser du en hyldest til dansk landsholdsfodboldskommentars guldalder. Tak, Svend!
Så kom mit kor Vocal Line endelig ned og gav koncert på Train her i Århus. Vi har stået på adskillige store scener herhjemme og i udlandet. Alligevel er der noget særligt over at spille på et rockspillested som Train i forhold til en koncertsal. De mange musikere og musikstuderende i koret var naturligvis helt oppe og køre over at stå på en scene, mange af dem utroligt gerne ville stå på med deres egen musik!
Musik er trods alt blot en hobby for mig, så jeg kunne tage det roligt. Det til trods syntes jeg, det var en fantastisk oplevelse. Lyden på scenen var fremragende (tak til vores lydmand Morten Bak Hansen) og gjorde det til en dejlig eftermiddag at synge vokalmusik for de flere hundrede mennesker, der havde fundet vej til Train. Vi havde verdenspremiere på suiten “Giv Tid” over 4 danske sange, som Morten Kjær havde arrangeret til os. Vi havde brugt de foregående ugers korprøver samt weekenden på Testrup Højskole til at indstudere de mange siders musik. Det blev en stor succes og alle var glade for at det gik så godt som det gjorde. Nu håber jeg så at det gør sig godt i radioen, som var der for at optage koncerten. Udsendelsen sendes efter planen lørdag d. 28. april kl. 10.30 på P2.
Den ufattelige tragedie, som ramte Virginia Tech universitetet i USA d. 16. april (her fint beskrevet af Karl-Erik Stougaard) er en hændelse, som er svært at få helt begreb om. Vi har på alle måder været forskånet for tilsvarende herhjemme, bortset fra mordet på to kvindelige studerende i nordisk kantine på Aarhus Universitet i 1994. Det er helt usædvanlig sjældent at en ustabil person/medarbejder/studerende/elev tager sit eget og en række andre menneskers liv med skydevåben her i Danmark.
Her er det ikke en verdensomvæltende nyhed, hvis en elev skyder løs på sine plageånder eller hvis en fyret medarbejder skyder tidligere kolleger og uskyldige forbipasserende ned i frustreret hævngerrighed. Tragisk, javist, men livet går videre. Dagen efter blev mere end 180 mennesker myrdet ved bombeangreb i Bagdad, men den “begivenhed” nåede endda aldrig frem til forsiden af cnn.com – det var vel ikke fundet værdigt til overskriften “Breaking News”.
Der i virkeligheden var en meget jordnær grund til, at jeg blev påvirket af nyheden. Jeg var bekendt med historien om de mange tidligere skyderier i USA og var derfor ikke videre berørt (udover den naturlige afsky), indtil jeg så billedet af nu afdøde Maxine Turner, 22 på MSNBCs mindewebside.
Det mindede mig nemlig meget om et billede, jeg tog af Ida, da vi var på stranden ved Stoense på Langeland. Så blev hændelsen pludselig til noget, jeg kunne forholde mig til. Jeg er overbevist om, at det er derfor vi – formoder jeg, men ingen af dem jeg kender taler om det overhovedet – efterhånden ikke tager notits af de mange dræbte mennesker i Bagdad. Nu jeg tænker over det, så er der heller ingen af mine kolleger, der har nævnt massakren på Virginia Tech med ét ord.
Det er nu endelig lykkedes mig at få lagt billederne fra vores dejlige ferieweekend i Sverige ud på Flickr. Her er alle de glade feriedeltagere foran den noget rustikke hytte:
(Klik på billedet for at se alle de andre billeder som slideshow på Flickr.)
Badeværelset, det indlagte vand og gulvvarmen må I tænke jer til. Til gengæld er der massive mængder hygge på lager :-)
Mens jeg – som andre, kan jeg se, overvejer hvorvidt jeg skal skifte til en mere WordPress-venlig host end Surftown, så henviser jeg til mine sider på Flickr, hvor jeg fremover vil uploade de billeder, som andre (hej mor!) måske kunne finde interessante. Nu er der jo også en baby på vej, så jeg forudser konkurrence om titlen som Danmarks mest fotograferede barn!
Så er der ved at komme skik på vores hus ude i Elgårdsmindeparken. Du er meget velkommen til at tage et kig på fremskridtet ved at se videoen nedenfor:
Det er godt, at jeg ikke selv har så meget af den. Ellers kunne man sikkert hurtigt blive forfalden til at misbruge den til egen vinding. Det til trods – eller måske netop derfor – fryder jeg mig altid, når menneskers magtmisbrug bliver offentliggjort og forhåbentlig begrænset:
Fagforeningsbosserne udgør bestyrelsen i den fond, der ejer FolkeFerie.dk. Før påske godkendte de, at bestyrelsen, direktionen, medarbejdere i FolkeFerie.dk samt udvalgte kunder skulle have førsteret til at købe ind af 500 attraktive ferieboliger, som selskabet sætter til salg over de næste år.
Her må jeg erkende, at jeg har det præcis som min far – jeg afskyr pamperi og elsker det, hver gang det kommer frem i lyset.
Der har været stille på bloggen i de seneste dage, men med god grund. Jeg har nemlig været med fruen i sommerhus på Langeland, langt væk fra internettet og dets mange fristelser. Første prioritet i blogsammenhæng er at få sammenspillet mellem WordPress og mine billeder til at fungere. Jeg vil jo gerne vise jer alle de fine billeder fra en dejlig, stille uge på Langeland.