Netop nu er den nyere Danmarkshistories mest ventede pressemøde undervejs. Det har varet foreløbig en time.

Bjarne Riis holder netop nu seance for den forsamlede danske verdenspresse og jeg er dybt imponeret. Ikke over at han tog doping i årene 1993-1998, men over at han rent faktisk svarer fornuftigt og tålmodigt på alle spørgsmålene, selv fra den meget utålmodige tyske presse. Hans pointer om at se fremad og om at tage ansvar for sig eget liv er nødvendige og helt rigtige.

Det er godt at Riis lægger kortene på bordet. Heldigvis er der ikke tale om en tårevædet canossagang, men om en kontant konstatering: “Ja, jeg har snydt. Jeg har løjet. Jeg har gjort det for at køre stærkere. Det er mit eget ansvar.” Et rigtig godt aspekt ved hele bekendelsen er, at Bjarne Riis ikke har en bog eller film han skal sælge. Han har derimod et cykelhold, som han selv har bygget op og som han har ansvaret for. Han selv har givetvis rigeligt råd til at trække sig tilbage uden at røre en finger resten af livet, så motivet er ikke økonomisk vinding, men langt mere personligt.

At han var dopet i 1996 gør vel egentlig ikke hans præstation mindre imponerende, da alle de andre topryttere jo åbenbart også var dopede dengang. Altså bortset fra Rolf Sørensen. Danmarks mest vindende cykelrytter, som ikke kender noget til noget. Odds på ham som den næste, der indrømmer er pt. 4.00 hos Bet24…

Det behøver ikke tage mere end to minutter for at være verdensklasse:

Jeg er dermed både blød, velsmagende og yderst velegnet til kagemænd og -koner :-)

Det er skam ikke noget, jeg selv har fundet på. Ovre hos Dalager er det nu muligt at finde ud af hvad dit sliknavn er.

Som de siger på Slikleksikon: “Viden feder ikke!” og det er jo helt korrekt.

Hvad er mon dit sliknavn?

Det viser sig nu at Notorious B.I.G. havde ret:

“I don’t know what they want from me, It’s like the more money we come across, the more problems we see”

- fra Mo money mo problems, 1997

I følge en artikel på epn.dk er de rige meget bekymrede:

Eksempelvis handler det for rige mennesker om at være sikre på, at deres arvinger er sikret, at de kan opretholde deres nuværende levestandard, og at de ikke mister deres formue i en skilsmisse.

Det er godt at man er fri for den slags bekymringer!

Godt, det er ikke er Nordicom, der bygger vores hus i Elgårdsmindeparken. Jeg sidder netop nu og ser Kontant på DR. Det er rystende at se hvordan det tilsyneladende er lykkedes Nordicom at svindle penge fra godtroende/uheldige projektboligkøbere fra bl.a.Olgas Have. Der er åbenbart gode grunde til at det har været “et stærkt år for Nordicom” (PDF), som det hedder i årsregnskabet. Ifølge interviews med såvel en række indbygger som en tilkaldt byggesagkyndig sparer selskabet nemlig på både byggekvalitet og overholdelse af aftaler i en grad, der nærmer sig . Da Kontants medarbejder besøgte hovedsædet i København var den administrerende direktør ikke at træffe – han var til gengæld ude at køre racerløb i Sverige, hvor man må formode at de firmasponsorerede racerbiler drønede rundt og brændte købernes penge af. Da DR endelig fik indhentet direktøren under et pitstop, var det desværre ikke muligt at lokke et fornuftigt svar ud af manden, der tydeligvis var på hastig retræte og uden lyst til at stå til ansvar for noget som helst. Desværre. Men tak til DRs Kontant-redaktion for at få sagen frem i lyset.

Her er en liste over deres kommende byggerier – køb ubeset, og på eget ansvar!

Nu er det jo ofte sådan, at tillid er godt, men kontrol bedre. Selvom vi selv har været ude i huset mange gange for at se Vi kommer derfor Lenins ord i hu og hyrer en konsulent fra Bolius til at gennemgå vores nye hus for fejl og mangler. Vi skulle jo nødigt gennemgå samme helvede som de mennesker, der er faldet i fælden hos Nordicom. Hvis du overvejer at købe et nyt hus eller lejlighed, så se Kontant fra i aften – det er rystende, men lærerigt.

Der er dage hvor tallerkenerne ryger gennem luften og det hele kører op og ned. Og så er der dage som torsdag. En helt igennem fremragende dag.

Min vidunderlige hustru og jeg havde gennem længere tid planlagt at skulle til koncert med One Two, et orkester, jeg har været helt pjattet med i mange år. Min første rigtige koncert var med dem, da jeg som 16-årig døgenigt og musiker-in-spe i 1990 drog til Ridehuset i Århus for at se dem på turneen, der fulgte efter pladen “Hvide Løgne”. Selvom guitaranlægget skulle repareres i tre kvarter før de kunne gå på, var det en uforglemmelig musikalsk oplevelse. Det var heller ikke helt dårligt for sådan en knægt at se de to smukke sangerinder i deres ungdoms vår ;-)

Det ellers opløste orkester er nu genforenet til en sommerturné og eneste mulighed for at vi kunne se dem sammen var, at vi tog til Vega i København Kristi Himmelfartsdag. Nu er det ikke så tit at vi kommer til København, så jeg havde arrangeret at vi skulle mødes med nogle af mine gamle barndomsvenner, som nu bor derovre. Først stod der brunch på programmet sammen med Thomas på et åbenbart meget populært sted, The Laundromat Café på Nørrebro. Det var vældig hyggeligt og et glimrende måltid blandt bøger og vaskemaskiner.

Efter brunch og en mindre rundtur i kvarteret sagde vi på gensyn til Thomas og drog til Søborg for at besøge Kasper og Ann og deres to små børn. Med sådan et par størrelser er det jo begrænset hvor fleksibel man er, så vi benytter enhver lejlighed til at besøge dem. Jeg har kendt både Thomas og Kasper i langt over 25 år (og har gået i parallelklasse med Ann i folkeskolen og gymnasiet), så det er dejligt uformelt når vi ses. Vi nød en afslappende eftermiddag med god mad og snak om børn, hus og arbejde. De er lidt længere end vi er med det hele, så de havde naturligvis en masse gode råd til os. Vi tager gerne imod gode råd, for vi får dem som regel om vi vil det eller ej :-)

Først på aftenen var vi rede til at indtage Vega for første gang. Vi kom tidligt da vi gerne ville se om vi kunne få siddepladser, for en hel stående koncert er mere end min højgravide hustru kan holde til. Heldigvis overraskede Vega positivt. Der var nemlig siddepladser på balkonen og vi sikrede os par af de rigtig gode. Publikum var ikke overraskende på min alder eller lidt ældre og kvinderne var i overtal. Man kunne tydeligt mærke på stemningen, at jeg ikke var den eneste der havde glædet mig helt vildt til denne genforening. Bandet lod vente på sig, men endelig, klokken 21.15 indtog de scenen.

For mig var det helt vildt stort.

De lagde for med “Det er sent nu” (fra “Hvide Løgne”), en sang som at de selv har skrevet. Allerede fra det første beskidte riff fra Søren Bentzens guitar var alle i salen helt oppe under loftet. Der blev vi så de næste 80 minutter, mens der kom hits i en perlerække. Der var stort set ikke en sang, jeg savnede (jeg ser her bort fra det faktum, at de for min skyld gerne måtte spille de to første plader fra ende til anden!). Koncerten var ikke for kort, ikke for lang og da sidste ekstranummer var spillet var jeg overvældet af en stor glæde over at vi tog chancen og tog herover.

Succesen var jo ikke givet på forhånd, skal man huske. Det er langt fra alle stjerner fra for tyve år siden, der stadig er i stand til at løfte en koncert og et forventningsfuldt publikum på den måde, som det skete torsdag aften i Vega. Det var en udsøgt fornøjelse at se, hvordan både Nina Forsberg og især Cæcilie Norby så ud til at nyde aftenen. Alle sange var i de originale (usandsynligt høje) tonearter og spilleglæden var ikke til at tage fejl af. Udover de to og Søren Bentzen var der også bandets faste percussionist, Rune Harder Olesen, SP på bas (som havde været med siden “Hvide Løgne”), Lars Daugaard på trommer og Martin Sommer på keyboards. Al respekt for Martin Sommers kunnen, men jeg må indrømme at jeg savnede en lidt mindre “analog” og mere autentisk keyboardlyd; desværre var der ikke nogen, der ringede og spurgte mig til råds inden koncerten!

Efter koncerten og det obligatoriske indkøb af en One Two t-shirt var det ikke noget problem at få sparket Toyotaen tværs over Sjælland og Fyn til tonerne af “Billy Boy” og “Den Bedste Tid”. Klokken 02.30 var jeg igen i drømmeland, dejligt udmattet af oplevelser og gode minder.

Et par dage senere skrev musikpolitiet godt nok om nostalgitrip og tom musik fra 80′erne. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det var på alle måder en helt igennem fremragende dag.

Jeg har fundet denne uforglemmelige samling af frikadellen David Carusos mest corny one-liners fra CSI:Miami på YouTube:

Han er en klar nummer to på listen over frikadeller, lige efter William Shatner!

Overskriften er naturligvis frit opfundet og hentet fra virkelighedens overdrev. Det er denne overskrift til gengæld ikke:

“Venstre opstiller muslimsk kvinde“

Hvor er det egentlig trist, at det overhovedet er en nyhed, der skal dækkes med den vinkel. Vi er ikke nået så langt med integrationen, som vi burde være. Vinklingen har formodentlig også noget at gøre med den seneste muslimske kvinde, der annoncerede sin opstilling til næste folketingsvalg. Forskellen på de to opstillinger er vist, at Asmaa har en reel chance for at blive valgt.

Den allestedsnærværende redaktør Henrik Qvortrup tøver da heller ikke med at give sin uforbeholdne karakteristik af opstillingen af Fatima Øktem:

Statsministerens tidligere spindoktor, Henrik Qvortrup, mener, “at hun er en af den slags varer på hylden, som også et parti som Venstre må have, efter Naser Khaders dannelse af Ny Alliance og debatten om Asmaa Abdol-Hamid.”

Trist at være en hyldevare, når man sikkert hellere vil være politiker på egne vilkår. Men ok, omtale som hyldevare er vel bedre end ingen omtale?

Det vil sige, vi har i hvert fald en fortjent nomineret til årets Darwinpris.

Darwinprisen – The Darwin Awards – uddeles hvert år til et menneske, der ved at opføre sig spektakulært, dybt idiotisk, sindrigt, tåbeligt eller fjollet har fjernet sig selv fra den samlede menneskelige genbank. Det er derfor ofte folk, der ikke længere lever, men prisen kan også uddeles til dem, der på grund af ovennævnte opførsel ikke længere er i stand til at reproducere sig selv, formodentlig til gavn for menneskeheden.

Dermed ikke sagt at prisvinderens bedrift ikke har store følelsesmæssige konsekvenser for familie og venner. Det er bare ikke min pointe.

Tag for eksempel 21-årige Derek, universitetsstuderende fra Nebraska. Han havde netop skrevet en artikel om det tåbelige i at færdselsloven påtvang ham at bruge den irriterende og latterlige sikkerhedssele. Da han kort tid efter var bagsædepassager i en SUV, der gled af en frostglat vej og rullede rundt, blev han kastet ud af bilen og dræbt på stedet. De to på forsædet med seler på slap med småskrammer.

Derfor kan vi nu sige tillykke til 22-årige Martin Harris, som valgte at tage toget – oven på toget. Han må være selvskreven til en nominering. En anden dansk togsurfer udtalte i den forbindelse til TV2, at det afgørende er spændingen ved at vide, at det man gør, er livsfarligt og at man kan dø hvert øjeblik.

Til de, der har lignende tanker kan jeg kun anbefale at tage et smut til Irak, mens tid er. Der kan de da i det mindste gøre en smule nytte, mens de er i livsfare.

Update:En søgning på Overskrift.dk viste mig at flere andre har fået samme idé, herunder Løsgænger, Høgsberg og Jimbo.

Det er mors dag i dag.

I dag er det – som på alle andre dage i øvrigt – på sin plads at fortælle sin mor, hvor stor pris man sætter på hende. Min egen mor ved godt, at vi er utroligt glade for alt det, hun har gjort for både min søster og jeg, samt vores familier. Det er også hendes skyld at jeg er så godt opdraget :-)

Jeg vil da i øvrigt benytte lejligheden til at henvise til Århus Stiftstidendes forsidehistorie i dag. Vi hørte braget fra Væddeløbsbanen, men var ikke klar over hvad det skyldtes. Min mor havde tilfældigvis byttet vagt, så hun tog historien og med sine artikler i dagens avis gør hun historien nærværende og vedkommende, med den menneskelige vinkel som er så vigtig. Det virker måske ligetil når man læser det, men det kræver en masse hårdt arbejde, både før og mens man skriver.

Tusind tak for inspirationen, mor.

Vi kan vist godt vinke farvel til “Royaume-Uni: Douze points!”

Jeg har ikke set mere end ganske få minutter af årets østeuropæiske internationale Melodi Grand Prix. Jeg har ellers været den store Grand Prix fan i mange år, men de seneste fire-fem år har interessen været stærkt dalende i takt med kvaliteten af musikken. Jeg har selvfølgelig set vores lokale udgave hvert år, men efterhånden som flere og flere lande er kommet med er den internationale udgave blevet tilsvarende ringere.

Dette års udgave var ingen undtagelse. Heldigvis kendte jeg vinderen på forhånd, så jeg kunne nøjes med at se vindersangen og Sverige, som jeg vidste ville få 12 danske point. Henrik Hesselholdt fra ESC-dk havde nemligpå forhånd udpeget vinderne og sin top 10, baseret på hvilke nationer, der plejer at give hinanden point. Ud af hans top 5 var det kun Grækenland, han missede (de endte som nr. 7).

Serbien vandt en overbevisende sejr foran Ukraine og Rusland. Sverige, som endte på en 18. plads vandt det vesteuropæiske Grand Prix foran Tyskland, Spanien, Frankrig og Storbritannien, netop de lande, der altid er kvalificerede. Landet med de fleste grandprixvindere gennem tiderne, Irland, endte som nummer 24 og sidst.

Den endelige stilling kan ses hos DR.dk.

Jeg er enig med Jørgen de Mylius. Hvis ikke Melodi Grand Prix skal dø, skal der ændringer til. Men som Peter Belli engang sang: “Det bliver aldrig som i gamle dage”. Desværre.

Nu er situationens alvor endelig gået op for Forsvarets Efterretningstjeneste:

“Der er borgerkrig i Irak”
- fra Politiken.dk

Som artiklen nøgternt beretter:

Det skete med henvisning til, at situationen i den sydlige del af landet nu er så god, at irakerne selv kan overtage ansvaret.

Ja, de kan vel selv overtage ansvaret for borgerkrigen? (Regeringen og Dansk Folkeparti er i øvrigt blevet enige om at afviste asylansøgere godt kan sendes hjem til landet. Jeg er sgu glad for at det ikke er mig og min familie, der skal sendes hjem til en så usikker situation. Gad vide hvor slemt det egentlig skal stå til, for at de kan få lov at blive her?)

Det er i det hele taget en uhyre trist udvikling vi er vidner til. På engelsk siger man “You break it, you own it”. Desværre lader det ikke til at der er nogen, der har taget ansvaret for andet end fjernelsen af Saddam Husseins grusomme diktatur. “Mission accomplished“, indeed.

Jeg har tit spekuleret på, om og i givet fald hvordan situationen lader sig løse og hver gang er jeg kommet til den konklusion, at jeg må give fortabt. Hvad stiller man op med et land, der i bund og grund er skabt af en britisk-fransk lineal og hidtil kun har kunnet holdes sammen med enevældig, diktatorisk magt? I Jugoslavien måtte der krig både mellem lande og borgerkrig til, før konflikten kunne trappes ned i det land, der også kun var bundet sammen af en enkelt mand. I Irak har kurderne deres egen de facto stat i nord, hvor der – set i forhold til resten af landet – er relativt roligt. Den tidligere herskende klasse, Sunni-muslimerne, er nu efterladt med områder stort set uden olie; befolkningsflertallet, de tidligere undertrykte Shia-muslimer, er nu herrer over de mest olierige områder. Amerikanerne befriede shiaere for sunniernes overherredømme, shiaerne har deres største støtte i præstestyret i Iran, sunnierne har opbakning fra Saudiarabien, hvorfra terrorangrebet på USA for 6 år siden udsprang…

Jo mere jeg læser og skriver om situationen, jo mere håbløst ser det ud. Jeg håber konflikten kan løses i min levetid, men jeg tvivler.

Jeg og fruen skal til København i næste uge for at se den legendariske danske gruppe One Two igen. En af mine største musikalske oplevelser var, da jeg som 16-årig var i Ridehuset og høre One Two. Nu er Cæcilie Norby og Nina Forsberg (og guitarist Søren Bentzen) sammen igen og jeg glæder mig helt vildt. Jeg var der, da de for første gang i 14 år spillede sammen igen. Det var på Skanderborg Festival i 2004 – Danmarks Smukkeste Koncert:

Det er sgu originaltonearten! Tag den, Madonna :-)

Den altid underholdendeLouise Frevert er omsider mavedanset ud af Dansk Folkeparti med en afsluttende svada, hvori hun karakteriserer sin nu tidligere partileder som en person, der er en led mokke skaber frygt og modvilje. For nu at tage et af de pænere citater.

Det interessante for mig er ikke frk. Frevert. Hun er – set med mine øjne – i sig selv, med Elisabeth Friis’ ord, inderlig uinteressant. (Mere te?)

Næh, det virkeligt spændende og endda glædelige er, at der overhovedet er plads til politikere som hende i Danmark. Ikke på grund af hendes holdninger, som jeg har et Voltairesk forhold til, men på grund af det faktum at et menneske med hendes baggrund overhovedet kan vælges. Jeg følger meget med i amerikansk politik. Her ville en lesbisk kvinde med en fortid som pornomodel, mavedanser (og letpåklædt indianerinde i en klassisk Tommy Seebach-video) ikke have mange chancer for at blive valgt til noget som helst offentligt embede – medmindre det da var i San Francisco. Da det republikanske parti forleden havde 10 præsidentkandidater inde til en tv-transmitteret debat var det påfaldende, at der var tale om 10 kridhvide, midaldrende, kristne mænd.

Den forsamling kunne vist godt trænge til en gang Frevert.

USA har nu været engageret i Irak i længere tid end landet var med i 2. verdenskrig. Siden marts 2003 har krigen og den efterfølgende okkupation af landet været en dyr omgang for de amerikanske skatteydere og deres børnebørn, der kommer til at betale gildet i den sidste ende. Avisen “Boston Globe” har brugt tal fra den politisk uafhængige organisation National Priorities Project, som analyserer føderale, økonomiske data for at gøre det nemmere for borgerne at se hvordan staten anvender deres skattekroner.

Det viser sig nu, at med en vedtagelse af den kommende finansieringslov vil krigen og “freden” om tre måneder have kostet den nette sum af 456 milliarder dollars, svarende til 2.506.000.000.000 gode, danske kroner. Det er omskrevet to tusind femhundrede og seks milliarder kroner. En pæn slat.

Boston Globe har i denne fotoserie spekuleret over, hvad man i stedet kunne have brugt pengene på. Et tankevækkende eksempel:

According to World Bank estimates, $54 billion a year would eliminate starvation and malnutrition globally by 2015, while $30 billion would provide a year of primary education for every child on earth.

At the upper range of those estimates, the $456 billion cost of the war could have fed and educated the world’s poor for five and a half years.

Hvis jeg var amerikaner ville jeg have mine penge igen.

Fruen og jeg var lørdag aften til koncert med omtrent 7000 andre i Gigantium i Ålborg. Aftenens hovednavn var den skønne Beyoncé Knowles, superstjerne og som en af ganske få kvinder værdig til betegnelsen “diva”!

Vi var kørt nordpå ad en solbeskinnet E45 sammen med min Vocal Line-kollega Morten, som onsdag aften havde haft et par billetter i overskud. Jeg var hurtigt ude med en forespørgsel til min hustru, som greb chancen med kyshånd. Eneste betingelse var at vi tog noget med, som hun kunne sidde på :-)

Vi var godt forberedt med Beyoncé og Destiny’s Child på anlægget hele vejen til Ålborg, så der var glimrende stemning da vi nåede ind til downtown Ålborg, hvor vi skulle mødes med tidligere Vocal Liner Tuan, nuværende Vocal Linere Nanna og Mette Marie og en række af deres venner fra musikkonservatoriet i Århus. Da vi havde hilst på dem og spist en pizza, mens Morten og Tuan imponerede pizzapigerne med deres sang, var vi klar til koncert.

Der var nærmest en kilometerlang kø, som vi kørte forbi på vejen derud, men da vi skulle parkere bilen på den anden side af anlægget, kunne vi diskret flette os selv ind i den lange slange af mennesker, der sneglede sig frem mod indgangen til Gigantium. Det lykkedes Ida at få den sammenklappelige skammel med ind, på den betingelse at hun ikke ville bruge den til at slå nogen med! Det lovede hun og snart var vi på plads ved siden af lyd- og lysfolkene midt i salen, hvor der traditionelt er bedst lyd. Koncerten var annonceret til kl. 20, men vi skulle naturligvis først slås med opvarmingskunstneren Lemar, som sang engelsk soul. Han gjorde det ok, men det var tydeligvis ikke ham, vi allesammen var kommet for at høre.

Endelig, kl. 21.05 lokal tid blev der helt mørkt, hvorefter den traditionelt bastante introduktionsmusik bralrede ud i hallen og teksten “The Beyoncé Experience” tonede frem på storskærmen. Så trådte hun frem fra scenens mørke. Beyoncé. Lige præcis så smuk som var det på films. I en kaskade af gyldent fyrværkeri stod hun og modtog folkets hyldest. Det varede i præcis de 30 sekunder, som pressen havde lov til at fotografere hende i. Derefter fyrede hun “Crazy In Love” af med sit all-girl band og sine dansere og sin ganske enestående sans for show.

Det var en stor koncert og en stor musikalsk oplevelse. Samtidig var det på alle måder bedre end man kunne forvente af en amerikansk superstjerne på gennemrejse. Da Ida og jeg var i London for tre år siden og se Madonna live i Earl’s Court sammen med 16000 andre var det også en stor oplevelse og et imponerende show. Med Beyoncé slog det mig bare, at hun er en fremragende sanger (og entertainer), også i virkeligheden. Mange sangere gør sig udelukkende godt på plade, men her var der bund i fremførelsen. Teknisk imponerende, dynamisk varieret, udtryksmæssigt og helt igennem rent. Sådan sang (og dansede) hun sig igennem to timers show, der fuldstændigt lagde salen ned. Til sidst måtte også musikpolitiet overgive sig og synge med på “Irreplaceable” (“To the left, to the left – everything you own in a box to left”), som Beyoncé overlod til det velsyngende publikum, før hun selv tog over og viste, hvorfor hun i en alder af 25 år i dén grad dominerer og forgylder alt hvad hun rører ved.

Som man måske fornemmer, er jeg meget imponeret. Ja, det var amerikansk og over-the-top, men jeg føler at jeg har været vidne til musikhistorie i fri udfoldelse. Nu kan jeg sige til mine børn, at jeg var der, da Beyoncé kom til Danmark tilbage i 2007… :-)

Via StumbleUpon ramlede jeg en dag ind i et meget vanedannende lille spil, som jeg naturligvis bliver nødt til at dele med jer:

Du kan spille spillet her. Klik med musen for at sætte i gang. Husk at du kan skrue gummibolden ved at bevæge musen når den rammer “battet”.

Jeg er stadig ikke nået forbi level 8. Nogen bedre?

Min søster skal giftes! Hurra! :-D

Det er jo en stor lykke at hun her efter 10 års kæresteri (ja, altså med den samme mand!) endelig bliver gift. Så er min nevø og niece også fri for at leve i synd!

Nu er det så desværre sådan at de har valgt stort set den eneste dato i hele efteråret, hvor jeg havde noget stående i min kalender. Bevares, jeg må jo prioritere, men jeg er dybt skuffet over at skulle undvære Danmark-Spanien, en kamp jeg skulle have set live i Parken. Heldigvis er min søster mindst lige så sportsinteresseret som gommen (hvis ikke mere), så der er stadig håb om at jeg ikke går totalt glip af kampen…

Nå, nu er sport jo ikke det vigtigste her i livet.

Arh, den skal jeg vist meget længere ud på landet med!

Jeg har også fået den store ære at skulle være toastmaster. Det ser jeg frem til med frygt og bæven spænding – det er jo et ansvarsfuldt hverv, jeg har fået pålagt. Min svoger løste opgaven fornemt til mit eget bryllup, så jeg har noget at leve op til. Jeg vil derfor konsultere Emma Gad ved først givne rækkevilla. Der skulle jo nødigt opstå sladder og skandale, blot fordi toastmasteren ikke er sig sit ansvar bevidst!