…jeg skal nemlig kaste med sten!

På vej på arbejde her til morgen holdt jeg bag en bil med to personer, sikkert mand og kone. Der er rødt i krydset foran og mens vi venter på grønt, lægger jeg mærke til at fordøren i førersiden går op. Det er nu ikke fordi føreren har noget ærinde udenfor. Det skyldes ikke en fejl på den nydelige familiebil. Nej, årsagen er at den mandlige fører af bilen har en bananskræl, som han lægger på kørebanen.

Det er en lille ting. En petitesse. Alligevel bider den sig fast. For det er jo ikke den komiske værdi i en bananskræl, den pågældende mand her forsøger at drage nytte af. Det falder ham ganske enkelt nemmere at smide sit affald i vores fælles natur. Det er mangel på respekt og omtanke. Det er detaljen, der afslører noget dybere om en person. Det er vel også – tøhø! – banalt. Det er dog helt grundlæggende noget svineri.

Jeg følte mig derfor også fristet til at stå ud af bilen og banke på hans rude. Bare for at fortælle ham, at han da vist havde tabt noget. Min hustru ville have elsket det!

Tænk.

Jeg er helt alene hjemme i aften.

Jeg kan slet ikke mindes, hvornår det sidst er sket. Som regel er det mig, der er ude af huset, men i aften skal det være anderledes.

Ida og Ole er nemlig til Idas kusines fødselsdag, hvor Ole skal vises frem (igen). Derfor er der nu fred og ro i hele huset og plads til at reflektere lidt.

Da jeg cyklede ind på arbejde i dag var der strålende sol og let medvind. Den lave morgensol fik små sten i cykelstiens belægning til at ligne fintslebne diamanter, der strøet med gavmild hånd fulgte mig hele vejen ind til byen. Cykelturen hjem igen var en helt anderledes blæsende fornøjelse. Morgenstundens lette brise var blevet til en stiv kuling og hjemturen er nu engang mere op ad bakke når man bor på toppen!

Alligevel er det hele turen værd, når det er Ida og Ole, jeg kommer hjem til. Det varme smil og den kærlige omfavnelse. Den glade pludren fra en dreng, der helt tydeligt har det godt. Den ro i sjælen, der sænker sig når jeg har min søn i armene.

Derfor glæder jeg mig også nu til at det er dem, der kommer hjem og mig, der venter på dem.

Jeg er begyndt at arbejde igen og de første tre uger efter min barsel+ferie har været supertravle.

På forunderlig vis var der nemlig stadig bunker af opgaver, der ventede på mig, da jeg trådte ind på det noget forladte og støvede kontor. Mine kolleger havde ikke ligget på den lade side i de uger, jeg var væk og nu var det min tur til at tage fat igen (mens de så var på ferie). Det er lettere sagt end gjort.

Min oplevelse var nemlig at jeg havde sat min kadence ned. De foregående uger var udelukkende gået med to ting: min nye rolle som far og vores flytning. Det gjorde at al min koncentration i det tidsrum var samlet om min lille familie. Overgangen fra den tilstand og til en hverdag med arbejde var ikke en dans på lutter lagkage.

Arbejdet har nemlig været så presset i de seneste uger, at det fra dag 1 var nødvendigt at være på 100% ydeevne hele dagen. Det er en krævende mental øvelse, især hvis der ikke undervejs er mulighed for at lade batterierne op. Kombinationen af dette og det første fravær fra den lille familien har vist sig at være en svær øvelse, som ikke nødvendigvis har været morsom. Vi er jo samtidig ved at lære hvordan vores hverdag kommer til at se ud de næste måneder, mens jeg arbejder og Ida er på barsel, så alle rutiner er nye.

I det hele taget har de seneste uger i virkeligheden blot gjort mig endnu mere opmærksom på hvor heldig jeg har været med den familietid, der er gået, og hvor meget jeg glæder mig til den der kommer.

Så er jeg og morbror Rune klar til EfB-Randers, topopgøret i SAS Ligaen. Jeg har varmet op med dette videoklip, som ikke er til at stå for – især ikke hvis man selv har spillet fodbold:

Jeg bliver mere og mere glad for at vi har kaldt vores søn for Ole. Især nu, hvor jeg har kastet et blik på hvad de kendte kan finde på af dybt underlige navne, som vist mest er til gavn for forældrene og deres behov for omtale og opmærksomhed. Her er et par af de bedste:

• Pilot Inspektor
• Jermajesty
• Diezel Ky

Hmmm…. Diezel Ky Brink Krøger? Det har en alligevel en vis klang over sig :-)

Hvis man fra tid til anden undrer sig over, hvorfor der er en konstant debat om offentlige nedskæringer og serviceforringelser, så er her et eksempel på hvad Københavns Politi for eksempel får tiden til at gå med:

“En online-anmeldelse af et cykeltyverier starter sit liv på Københavns Politigård, der sorterer anmeldelserne og sender dem som mail ud til de enkelte politistationer.

Samme informationer tastes ind igen
Her bliver mailen printet ud af en politibetjent, som derefter – manuelt – taster de samme informationer om tid og dato for tyveriet, stelnummer på cyklen, farven og gerningsstedet ind i et andet program.”

fra Politiken.dk

Det virker ofte rystende uigennemtænkt, når store (ofte offentlige) organisationer indfører IT-systemer. Min formodning i dette tilfælde er, at beslutningstagerne har valgt at spare på funktionaliteten for at spare penge – hvilket i den sidste ende viser sig at koste mere manuelt arbejde og flere penge. Men så er der sikkert tale om en anden kasse, og dermed andres ansvar. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig at en ansvarlig udvikler eller projektleder ikke har gjort opmærksom på problemet, men det er erfaringsmæssigt sjældent, at der offentligt placeres et ansvar i sådanne tilfælde. Desværre.