For et par måneder siden var jeg med Vocal Line forbi Egmont Højskolen og synge i anledning af grundlovsdag. Det kom der lidt billeder ud af, for jeg havde naturligvis min nye elskerinde med i tasken:

I forbindelse med oprettelsen af Harlev Baskets gruppe på Facebook, dykkede min mor ned i arkiverne med basketballbilleder. Her er resultatet af den dykning:

Man kan vist bedst bedømme årstallet ud fra shortslængden!

Der er en del, der finder frem til bloggen ved at søge på Elgårdsmindeparken. Der er også dejligt herude og der er stadig huse at få, nu med rabat (hvilket vi naturligvis ikke ærgrer os over!).

Jeg vil også gerne vise, at det ikke kun er noget jeg siger. Nedenfor er et lille udvalg af billeder, jeg har taget i området. Man kan se mange flere på min Flickr-side.

Jeg fik lige en åbenbaring omkring udvikling og udviklingshastighed. For lidt mere end tre uger siden tog Ole sit første skridt. I dag stavrer han rundt uden problemer og snubler han, er han hurtigt på benene igen. Han kan faktisk allerede klatre op ad vores trappe – under skarpt opsyn, forstås!

Hans udvikling går så stærkt, fordi han sætter alle sine kræfter ind på det og fordi det er afgørende for hans overlevelse. Han afprøver konstant muligheder og stiller sig ikke tilfreds, blot fordi vi som forældre som regel er der til at hjælpe ham på vej – han vil selv.

Tænk hvis vi kunne fastholde den udviklingshastighed som voksne. Sikke de problemer vi kunne få løst.

Da jeg læste overskriften på denne artikel i Politiken, tænkte jeg straks: “Hvorfor nøjes med en lille milliard? Hvis det var mig, havde jeg taget en stor!”

Ida og jeg tilbragte for nylig en stille søndag i Elgårdsminde med Ole, mens vi så Nanny 911 (SOS Barnepige). Hver gang jeg bliver udsat for sådan nogle programmer får jeg en næsten ustyrlig lyst til at tage mig af de stakkels børn, der bliver udsat for en perlerække af umulige forældre.

Det viser nemlig altid (i den iscenesatte virkelighed, serien præsenterer os for), at det er forældrene der er problemet og ikke de børn, der indledningsvist farer rundt og er dybt umulige. Jeg tror håber aldrig jeg kommer til at kunne genkende mig selv i scener fra den serie.

Engang troede man at det var en god idé at sprøjte alle vores afgrøder med DDT. Der var også engang, hvor man brugte kviksølv som medicin. Man troede også at det var helt problemfrit at hælde kemikalieaffald ud på jorden.

Sådan er der så meget, kan man sige. Det er også længe siden. Alligevel er der ting, hvor jeg undrer mig over at vi ikke er nået længere i vores holdning til at passe på os selv og hinanden. Derfor var det en stor overraskelse og ikke mindst en stor glæde at læse dette:

Det er ikke i orden, at rygerne snupper byens bedste udendørs borde, mens ikke-rygerne må trække indendørs, hvis de ønsker at undgå røg.

Det mener 46 procent af danskerne, som ifølge en stor spørgeskemaundersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen støtter et udendørs rygeforbud på alle steder, hvor mange mennesker er forsamlet.

Hurra! Måske er danskerne ikke så dumme endda. De skal blot hjælpes på vej.

Jeg har haft det håb at Ole kommer til at vokse op i en bedre verden end min egen. Her er der i hvert fald ét punkt, hvor det ønske ser ud til at blive opfyldt.

Så mangler vi bare lige at få gjort vejene sikre. Der skal vi vist også hjælpes på vej.