Jeg følger intenst med i den amerikanske valgkamp. Noget af den bedste dokumentation af en af kandidaterne er dette galleri af Callie Shell, amerikansk fotograf. Det siger mere end mange af de utallige baggrundshistorier, jeg har fortæret gennem de sidste 4 år. Imponerende.

Ida, Ole og jeg har lige gået vores aftentur rundt i lokalområdet. Vi går ofte ned omkring paladserne på Lavritsdalsvej (du kan selv købe et, hvis du har lyst) og beundrer udsigten og alt det, man kan opnå med afdragsfrie lån.

Det slog mig i løbet af aftenens tur i det begyndende tusmørke, hvor meget beboerne egentlig udstiller sig selv og deres ting i de nye huse. De kæmpestore panoramavinduer, der skal sikre de nye grundejere en vidunderlig udsigt over markerne og E45, giver også vi forbipasserende et indblik i moderne villaliv. Alt er oplyst: husmuren, husnummeret, de store åbne carporte og alle husets værelser. Gardinerne er kun få steder trukket for; det er som om det ikke bekymrer folk at de udstiller sig selv og deres ting, hvilket står i skærende kontrast til f.eks. mine forældres 70′er parcelhuskvarter hvor alt er omkranset af store hegn og hække.

Jeg fik derfor den tanke, at det er huse, der er bygget til en Facebooktid. En tid, hvor vi ikke i samme grad for enhver pris vil holde alt inden for egne fire vægge og have, men hvor det er tilladt andre at kigge med. Jeg er selv på Facebook, har store panoramavinduer ud til parken og dens skare af hundeluftere og børn i klapvogne og øser af mine tanker på bloggen.

Pointen er naturligvis, at vi selv vælger. Både hvad vi stiller til skue og hvad vi gemmer til os selv. Og i aften har jeg valgt at gardinerne er trukket for i stuen – god weekend :-)

Det er ikke meget, jeg kan prale af at være god til i et køkken. Der er dog én ting, som jeg ved med sikkerhed: Jeg er god til kanelsnegle. Rigtig god.

Det forhindrede mig nu ikke i at være spændt her til aften, da de runde kaneldrømme blev serveret for knægten.

Stor var derfor min lykke, da Ole gladeligt spiste næsten en hel snegl – nu ved han hvad der venter til alle børnefødselsdage :-)

(Ja, han får sin daglige havregrød og han spiser broccoli og andet sundt som en grønthøster – ingen dårlig samvittighed her!)

Der er åbenbart nogen, der har fået fat i masterbåndene til Marvin Gayes klassiker “I Heard It Through the Grapevine” og lagt vokalsporet på YouTube sammen med et videoklip. Nyd den rå og uforfalskede soul og spekulér så på om nogen kunne gøre det i dag – uden studiesnyd:

Jeg har en last. Jeg deler den med min elskede hustru.

Jeg får utrolig meget fornøjelse ud af at se ældre mennesker tumle rundt, snuble og på anden vis komme uheldigt af sted.

På video.

Jeps, jeg er helt vild med at se America’s Funniest Home Videos! Det er en kilde til evig morskab, når Ida og jeg er hjemme samtidig om aftenen omkring kl. 19. Det er simpelthen uhyggeligt morsomt at se de gamle nisser falde i vandet. Til gengæld undrer det mig konstant at folk synes det er morsomt at klæde deres hunde ud i tåbelige kostumer.

Men sådan har vi jo hver vores laster.

Så tog fruen til bestyrelsesmøde og det betyder en aleneaften for drengene herhjemme. Det vil sige, Ole og jeg fik en god time for os selv, inden han dødtræt blev lagt i seng.

Jeg har fundet ud af at det er alletiders idé med en familiegåtur i parken her om aftenen. Ole får brændt lidt energi af og vi har en dejlig stund sammen. Det betyder meget for mig – især med de lange arbejdsdage jeg har – at den tid, jeg er sammen med vores søn, er god. Og det er den. For os begge to.

Hans udvikling imponerer mig til stadighed. Han forstår mere og mere af det, jeg siger til ham – og omvendt. Det glæder mig usigeligt, for noget af det, der tidligere kunne frustrere mig, var netop at jeg ikke kunne gøre mig forståelig. Men jeg skal jo også lære. Ligesom Ole er det eneste barn jeg har, så er jeg jo den eneste far han har :-)