Så nåede vi også til Washington, hvor vi var meget hurtigt forbi de kendte monumenter. Jeg nåede lige at løbe op til Lincoln Memorial og tage dette panorama:

Et af af de mange hundrede indtryk jeg allerede har fået på min tur med Vocal Line:

Så er jeg landet og vågnet i New York City. Jeg er afsted med Vocal Line på en lille turné i New York og Washington DC. Indtil nu har det været en meget rolig tur med megen ventetid, men dagens program står udelukkende på turisme så jeg forventer at opleve i dag!

I øvrigt bød gårsdagen på sin første “Only in New York” oplevelse, da vi var på Galaxy Global Eatery. På trods af min udtalte kræsenhed og en menu, der bedst kan beskrives med ordene “Innovative food for progressive palates”, havde vi alligevel en meget hyggelig aften og en god, mæt fornemmelse i maven.

Det er ikke kun fordi jeg selv har haft så mange dejlige oplevelser med musikken, at jeg glæder mig over dette:

Ole er på vej ud ad en tangent

Jeg glæder mig naturligvis også over at min søn er fra et hjem med klaver!

Er der noget der kan få mit pis i kog, så er det religiøs fundamentalisme i alle former. Især når dens konsekvenser rammer folk, der er fuldstændig uden skyld.

Bare et lille udpluk fra de seneste dage:

• Flere brasilianske læger blev ekskommunikeret af den katolske kirke efter at de udførte en abort på en 9-årig pige, der var blevet misbrugt af sin stedfar. Vatikanet bakkede ekskommunikationen op.
• En saudiarabisk kvinde på 75 år er netop blevet idømt 40 piskeslag og 4 måneders fængsel for at have været i selskab med to mænd, hun ikke er i familie med.
• I Iran venter 8 kvinder i øjeblikket på at blive stenet til døde for utroskab.

Jeg lærer aldrig at forstå den tankegang der ligger til grund for den slags handlinger. Jeg krydser blot fingre for at uddannelse, oplysning og store, unge befolkninger i lande præget af fundamentalisme kan få bugt med det.

Jeg ser altid The Daily Show når muligheden er der. Det er fremragende underholdning, især hvis man interesserer sig for amerikansk politik og for det amerikanske samfund.

Nu har vi heldigvis ikke helt de samme kabelkanaler som i USA – det er både godt og skidt: jeg ville gerne have ESPN og HBO, men kan snildt undvære Fox News og CNBC – men vi har alligvel alle muligheder for at lytte til ofte højtråbende mennesker råde os til alt muligt. Når det drejer sig om vores økonomi er der dog noget der tyder på, at vi havde klaret os bedre hvis vi havde gjort det modsatte.

Følg her værten på The Daily Show, Jon Stewart, der på fornem og forrygende vis piller disse mediemennesker og deres metier fra hinanden:

Jyllands-Posten (via 24Timer) brillierer i dag med følgende overskrift på fpn.dk:

Mobilkameraer går os på nerverne

Os. Kan det mon være journalister? Ansatte på Jyllands-Posten? 24Timers læsere? Danskerne?

Hvis det virkelig er danskerne der er tale om, så er chancen for at du er en af de generede danskere ganske, ganske lille. Det viser sig nemlig at andelen af generede medborgere er 1 ud af 12 danskere. Det svarer til 8 1/3 procent.

Vi prøver lige denne overskrift i stedet:

92 procent af danskerne har aldrig på noget tidspunkt følt sig generet af mobilkameraer

Ikke helt samme klang over det, vel?

Når jeg læser artikler i avisen eller på nettet, støder jeg ofte på den slags misbrug af tal. Tallene er i denne sammenhæng meget taknemmelige for de lader sig nemt lege med, især hvis man som læser enten ikke kan regne eller ikke læser hvad der rent faktisk står.

Update: Nu er DR også hoppet på limpinden. Tsk, tsk, tsk.

Muzak er gået i betalingsstandsning. Hvad skal vi nu lytte til mens vi handler og venter i telefonkø?

Det må være godt at være justitsminister. Når antallet af skyderier i København ikke falder, men derimod fortsætter med at stige, er det åbenbart et udtryk for at politiets indsats virker. Det synes ikke at være et vildt gæt at formode at det også ville være udtryk for at politiets indsats virker, hvis antallet af skyderier faldt.

Det må være det man kalder en win-win situation!

Logikken minder mig dog desværre mest om Rumsfeld, Cheney og andre i Bush-administrationen, da volden eskalerede i Irak efter krigen i 2003. Selvmordsbomberne og henrettelserne af tilfældige mennesker var dengang – for 6 år siden – et klart tegn på at modstanden var ved at være nedkæmpet:

“I think these people are the last remnants of a dying cause.”
- Deputy Defense Secretary Paul Wolfowitz, juni 2003