Ole er en mester i at gøre sig forståelig og nu har han erklæret at far ser for meget til computeren.

Vi sad udenfor, jeg var kommet tidlig hjem og skulle gøre arbejdet færdig med den bærbare (der er jo altid en brand, der skal slukkes). Ole tuller rundt udenfor og er blevet enig med sin mor om at vi skal gå tur.

Scooteren bliver fundet frem, alle er klar til at gå men far skal liiige…næh, det skal han ikke, for Ole går med beslutsomme skridt hen til mig, tager fat i den bærbare, klapper den sammen og siger med klar stemme: “Farvel, computer”!

Dejlig dreng – han ved hvad vi alle har brug for :-)

Sådan føles det i hvert fald nu, mens regnen stadig øser ned udenfor.

På vej hjem i køtrafikken fra Herning væltede regnen ned. Jeg kørte alene hjem, med begge hænder solidt på rattet, vel vidende at en kollega dagen før havde snurret rundt på motorvejen i et tilsvarende vejr (uden at komme til skade, heldigvis).

Landevejen mellem Bording og Låsby er smal og tosporet hele vejen, med ganske få overhalingsmuligheder og dårligt udsyn. Det er en kilde til stor frustration for mange af mine medbillister og dagens hjemtur var ingen undtagelse.

Selvom jeg er glad for min velkørende Toyota Carina årgang ’97 kigger jeg ofte misundeligt på de mange Passat’er og Audi A6′ere som jeg deler landevejen med. Derfor fik jeg også øje på den sorte Audi, der lå bag mig på vej mod den frelsende, to-sporede landevej ved Låsby. Den lå bag en anden sort Audi og stak konstant næsen ud for se fremad gennem regnen og køen af biler foran.

Da vi var på vej op ad bakken i skoven før Låsby var hans (jeg kender ingen kvinder, der kører sådan) tålmodighed så tyndslidt at speederen røg i bund og den anden Audi blev efterladt i en kaskade af vand. Jeg var næst i rækken.

Vejen snor sig op gennem skoven og kombinationen af bakke og træer gør et godt overblik umuligt og en overhaling til ren gambling. Det var åbenbart et væddemål som bilisten bag mig følte sig sikker på at vinde, for umiddelbart efter sin forrige overhaling trak han hurtigt ud på siden af mig.

Når jeg bliver overhalet på landevej kigger jeg altid ubevidst efter forhindringer i den modsatte vejbane. Derfor når jeg også at opdage den store lastbil, der pludselig dukker op på toppen af bakken, som vi hastigt nærmer os. Jeg klodser Carinaens ABS-bremse lige tids nok til at Audi’en kan nå at bremse op og trække ind foran mig lige inden lastbilen kommer tromlende ned ad bakken forbi os.

Derefter overhaler Audi’en den næste bil.

Havde jeg ikke bremset i tide var min medbilist blevet kvast under flere tons brølende metal. Jeg har reddet et liv i dag.

Jeg er en elendig historiefortæller. Miserabel. I hvert fald når jeg skal genfortælle noget sjovt.

Heldigvis skal jeg ikke leve af det. Det skal disse gamle gutter (og gutinder) heller ikke – de fleste er pensionerede – men det forhindrer dem ikke i at fortælle en flok umådeligt sjove vittigheder.

Her er en hurtig klassiker: