Wordpress Themes
 

Martin Krøgers blog + hjemmeside

Scooterkærlighed

onsdag, 14. juli, 2010

Ole er en dreng, der elsker sin scooter. Han har ganske vist også en løbecykel, som han (for det meste) mestrer, men scooteren har en særlig plads i hans hjerte.

Jeg forstår ham til fulde, for da jeg var i hans alder ville jeg helt vildt gerne have sådan en lille blå og rød scooter. Det var desværre en uopnåelig drøm for den lille Krøger på Guldregnvej, men så meget desto større var glæden, da vi kunne købe vidunderet til Ole.

Nu er han så blevet 3 år og efterhånden så langbenet, at han nærmest ligger hen over scooteren, når han drøner af sted. Samtidig er der ikke nogen i en radius på et par kilometer, der på nogen måde kan være i tvivl om, at Ole kommer kørende. Scooterens forhjul er nemlig nu så slidt, at det er flækket og er blevet fyldt med raslende sten af vekslende størrelse!

Højdepunktet er altid en tur ned under Engdalsvej, ringvejen omkring Søften. Her er der nemlig en tunnel, der i bund og grund er et langt metalrør, hvilket gør tunnelen til et fantastisk instrument for en treårig dreng, der har lært at råbe “Hallo!”

På billedet ovenfor er Ole trillet ned på Elgårdsmindeparkens legeplads, hvor han har parkeret på sin sædvanlige plads lige ved den store sandkasse. Han er ikke nået helt ud af det stadie, hvor det sjoveste er at smide sandet ud af sandkassen!

Skrevet af martin i Børn, Familie | Der er kun en enkelt kommentar »

Ferie

søndag, 11. juli, 2010

Jeg har ferie.

Det vil sige, kalenderen siger ferie. Min krop siger noget andet.

Den er nemlig stadigvæk i alarmberedskab ovenpå det store arbejdspres i ugerne op til feriens start. Rytmen på min arbejdsplads dikterer at vi har nogle meget stramme deadlines inden sommerferien, da andres arbejde sommeren over afhænger af, at vi bliver færdige med vores.

Det er en smule frustrerende at opleve, at man skal bruge flere dage på at få pulsen ned igen, når den tid skal tages ud af to ugers ferie.

Heldigvis er Ida meget forstående og sørger for at passe på mig, når der er brug for det. Hun sørger også for de nødvendige los bagi, når der er brug for det.

Hvorom alting er, så glæder jeg mig helt vildt over at ferien er begyndt. Jeg glæder endnu mere til jeg kan nyde den fuldt og helt.

Skrevet af martin i Familie, Ferie | Kommentér »