You go girl!

Fruen og jeg var lørdag aften til koncert med omtrent 7000 andre i Gigantium i Ålborg. Aftenens hovednavn var den skønne Beyoncé Knowles, superstjerne og som en af ganske få kvinder værdig til betegnelsen “diva”!

Vi var kørt nordpå ad en solbeskinnet E45 sammen med min Vocal Line-kollega Morten, som onsdag aften havde haft et par billetter i overskud. Jeg var hurtigt ude med en forespørgsel til min hustru, som greb chancen med kyshånd. Eneste betingelse var at vi tog noget med, som hun kunne sidde på :-)

Vi var godt forberedt med Beyoncé og Destiny’s Child på anlægget hele vejen til Ålborg, så der var glimrende stemning da vi nåede ind til downtown Ålborg, hvor vi skulle mødes med tidligere Vocal Liner Tuan, nuværende Vocal Linere Nanna og Mette Marie og en række af deres venner fra musikkonservatoriet i Århus. Da vi havde hilst på dem og spist en pizza, mens Morten og Tuan imponerede pizzapigerne med deres sang, var vi klar til koncert.

Der var nærmest en kilometerlang kø, som vi kørte forbi på vejen derud, men da vi skulle parkere bilen på den anden side af anlægget, kunne vi diskret flette os selv ind i den lange slange af mennesker, der sneglede sig frem mod indgangen til Gigantium. Det lykkedes Ida at få den sammenklappelige skammel med ind, på den betingelse at hun ikke ville bruge den til at slå nogen med! Det lovede hun og snart var vi på plads ved siden af lyd- og lysfolkene midt i salen, hvor der traditionelt er bedst lyd. Koncerten var annonceret til kl. 20, men vi skulle naturligvis først slås med opvarmingskunstneren Lemar, som sang engelsk soul. Han gjorde det ok, men det var tydeligvis ikke ham, vi allesammen var kommet for at høre.

Endelig, kl. 21.05 lokal tid blev der helt mørkt, hvorefter den traditionelt bastante introduktionsmusik bralrede ud i hallen og teksten “The Beyoncé Experience” tonede frem på storskærmen. Så trådte hun frem fra scenens mørke. Beyoncé. Lige præcis så smuk som var det på films. I en kaskade af gyldent fyrværkeri stod hun og modtog folkets hyldest. Det varede i præcis de 30 sekunder, som pressen havde lov til at fotografere hende i. Derefter fyrede hun “Crazy In Love” af med sit all-girl band og sine dansere og sin ganske enestående sans for show.

Det var en stor koncert og en stor musikalsk oplevelse. Samtidig var det på alle måder bedre end man kunne forvente af en amerikansk superstjerne på gennemrejse. Da Ida og jeg var i London for tre år siden og se Madonna live i Earl’s Court sammen med 16000 andre var det også en stor oplevelse og et imponerende show. Med Beyoncé slog det mig bare, at hun er en fremragende sanger (og entertainer), også i virkeligheden. Mange sangere gør sig udelukkende godt på plade, men her var der bund i fremførelsen. Teknisk imponerende, dynamisk varieret, udtryksmæssigt og helt igennem rent. Sådan sang (og dansede) hun sig igennem to timers show, der fuldstændigt lagde salen ned. Til sidst måtte også musikpolitiet overgive sig og synge med på “Irreplaceable” (“To the left, to the left – everything you own in a box to left”), som Beyoncé overlod til det velsyngende publikum, før hun selv tog over og viste, hvorfor hun i en alder af 25 år i dén grad dominerer og forgylder alt hvad hun rører ved.

Som man måske fornemmer, er jeg meget imponeret. Ja, det var amerikansk og over-the-top, men jeg føler at jeg har været vidne til musikhistorie i fri udfoldelse. Nu kan jeg sige til mine børn, at jeg var der, da Beyoncé kom til Danmark tilbage i 2007… :-)

Skriv et svar